Oplysningens ondskab i Das Parfum

Judith Ryan prøver i sin artikel ”The Problem of Pastiche: Patrick Sükind’s Das Parfum” på at forstå Das Parfum ved at se på de værker, som romanen intertekstuelt refererer til. Hun vil med andre ord afsløre romanen som en pastiche. Hendes fremgangsmåde gør dog imidlertid, at hun har svært ved at forklare mange af romanens centrale steder, men i stedet må vakle i mellem om hun skal kalde værket for en pastiche eller en parodi, og slutteligt konkluderer hun:

By evoking canonical literature that sees the poet as a quasi-divine figure and his works as autonomous imaginative constructs, Das Parfum shows how close we still are to the values represented by this canon. But by positioning these reminiscences of a still-revered literary past in such a way that they are robbed of their originality, defiled as it were by the impure mixture into which they are incorporated, the novel puts in question our use of these fragments as humanistic touchstones in the present day.[1]

Når Ryan skriver, at værket viser, at værdier siden det 18. århundrede stadig er nærtliggende for mennesker i dag, men samtidig stiller spørgsmålstegn ved vores brug af dem, så peger hun på noget interessant, som denne opgave vil analysere nærmere. Måden denne opgave vil gøre det på er at føre Ryans ide om Das Parfum som en pastiche videre, men denne opgave vil adskille sig grundlæggende ved, at den vil anvende Adorno og Horkheimers Dialektik der Aufklärung som den hovedsaglige inspiration – eller palimpsest – til Das Parfum. Valget på Dialektik der Aufklärung falder naturligt, fordi både Richard T. Gray peger på det teoretiske værks indflydelse i sin artikel ”The Dialectic of ’Enscentment’: Patrick Süskind’s Das Parfum as Critical History of Enlightenment Culture” men også Bradley Butterfield peger på Adorno og Horkheimer som en mulig nøgle til at forstå Das Parfum – og især hovedpersonen Grenouille – i sin artikel ”Enlightenment’s Other in Patrick Süskind’s Das Parfum: Adorno and the Ineffable Utopia of Modern Art”, hvor han blandt andet skriver, at Grenouille ”with his heightened sense of smell and lack of personal odor, can be read as a composite of symptoms for a disease afflicting enlightenment culture.”[2] Udover Adorno og Horkheimers indflydelse vil der også blive diskuteret, hvorfor der netop er et stort fokus på tægen i Das Parfum, da hovedpersonen bliver kaldt en tæge et utal gange. Disse to temaer vil herefter kobles sammen i en analyse af romanen, hvor jeg vil søge at vise, hvordan oplysningens tankesæt uundgåeligt leder til kalkuleret ondskab hos størstedelen af romanens karakterer.

Opgaven vil derfor starte med at redegøre for de centrale elementer af Dialektik der Aufklärung, der er anvendelige for analysen og forståelsen af romanen for herefter kort at redegøre for de forskellige stadier en tæge går igennem i sit liv. Herefter vil dette blive brugt til at analysere de dialektiske oplysningselementer i Das Parfum særligt med henblik på Grenouilles udvikling gennem romanen.

 

Dialektik der Aufklärung

Was wir uns vorgesetzt hatten, war tatsächlich nicht weniger als die Erkenntnis, warum die Menschheit, anstatt in einen wahrhaft menschlichen Zustand einzutreten, in eine neue Art von Barbarei versinkt.[3]

Adorno og Horkheimers projekt med Dialektik der Aufklärung er at undersøge, hvorfor menneskeheden forfalder til barbari i stedet for at vokse sig ’sandere’. Redegørelsen for værket vil uundgåeligt forblive ufuldendt i denne opgave, da jeg blot vil uddrage centrale elementer fra de tre første kapitler, som senere vil blive vigtige for analysen af romanen. Men inden, der bliver taget hul på første kapitel, er det ikke uvæsentligt at komme med en kort opsummering af forordet, som kommer med en meget præcis introduktion til, hvad hele bogen vil dreje sig om.

Indledningsvis peger de på, at det er umuligt for dem at bruge en traditionel tilgangsmåde til deres værk, som fx positivismen, fordi videnskaben er instrumental og styret af produktionens totalproces, der gør videnskaben til et ”maskineri”. Derfor er et nyt ståsted nødvendigt. Det bliver den kritiske teori med argumentet om, at hvis tanken glemmer sit kritiske element, så forvandler den sit positive potentiale til noget ødelæggende. I forlængelse af dette hævder de, at alle udtryk og begreber er bestemt af samfundets tankeretning. Desuden peger de i forordet på en økonomiens magt, hvor Marx’ pointe om, at alting bliver set som varer, brugsværdi, bytteværdi og penge, bliver genoplivet og det enkelte individs kamp mod økonomien understreget: ”Der Einzelne wird gegenüber den ökonomischen Mächten vollends annulliert.”[4] Pointen er her, at økonomien forøges på bekostning af menneskene, der driver produktionen, som kommer i et uligevægtigt dialektisk forhold, hvor de på den ene side modtager flere forbrugsgoder end nogensinde før, samtidig med, at menneskene bliver mere fremmedgjorte og afmægtige. Denne dialektiske økonomiske pointe vil også blive gjort tydelig i Das Parfum, hvor flere af personerne oplever tilsvarende udvikling med økonomisk fremgang, men slutteligt må betale med en stor grad af afmægtighed – og døden. Med hensyn til dialektikken i oplysningen, så argumenterer de i forordet for, at de ikke har nogen tvivl om, at friheden i samfundet er forbundet med oplysningens tænkning, men på den anden side også mener at have erkendt, at oplysningens begreb har tilbageskridt iboende i sig og skriver videre: ”Nimmt Aufklärung die Reflexion auf dieses rückläufige Moment nicht in sich auf, so besiegelt sie ihr eigenes Schicksal.”[5] Uden at gå ind i en større metadiskussion om værket, så er det ofte blevet hævdet, at værket er hyperpessimistisk og ikke viser nogen udveje for katastrofen, men jeg vil dog hævde, at netop denne sætning viser en – hvis vi holder dialektikken for øje – optimisme, da oplysningen jo netop ikke behøver at forfalde til barbari, så længe, at den kritiske tænkning opretholdes.

 

Oplysningens begreb

Adorno og Horkheimers kapitel om oplysningens begreb søger at forstå sammenhængen mellem rationalitet og samfundsmæssig virkelighed, såvel som sammenhængen mellem natur og naturbeherskelse:

Seit je hat Aufklärung im umfassendsten Sinn fortschreitenden Denkens das Ziel verfolgt, von den Menschen die Furcht zu nehmen und sie als Herren einzusetzen. Aber die vollends aufgeklärte Erde strahlt im Zeichen triumphalen Unheils. Das Programme der Aufklärung war die Entzauberung der Welt. Sie wollte die Mythen auflösen und Einbildung durch Wissen stürzen.[6]

Oplysning er den fremadskridende tænkning, der handler om at fjerne menneskenes frygt og i stedet indsætte dem som herrer over naturen ved at affortrylle verden, men oplysningen fejler, fordi den bliver sløset og ukritisk, hvilket forhindrer et sundt forhold mellem menneskets forstand og tingenes natur. Naturen bliver for mennesket kun et værktøj til at beherske den og menneskene, hvilket er en grund til, at oplysningen har mistet sin selvbevidsthed, fordi mennesket ikke længere er interesseret i sandheder, men i formålsbestemt og –orienteret ”operation”. Oplysningen er totalitær, og videnskaben anvender kun en rational logik, hvor mening er lig med regler og sandsynligheder. Det får den konsekvens, at alt, der ikke er målbart eller beregneligt, bliver mistænkeligt (tænk blot på, hvordan Grenouille bliver mistænkeliggjort, fordi folk ikke kan beregne hans kropslugt). Væren falder fra hinanden i oplysningen, fordi den kun består i logos, og uden hensyn til forskelle bliver verden mennesket underdanigt. I samme proces bliver naturen dog også kun objektiv, hvilket betyder, at det som mennesket udøver magt over, naturen, bliver fremmedgjort for dem. Mennesket i oplysningen selvopholder sig ved tilpasning. Det betyder, at det som måtte være anderledes, bliver gjort det andet lig. Dermed må identiteten betale ved ikke at være identisk med sig selv, men med sikkerhed blive det samme som alle andres identitet (som fx på marquis de La Taillade-Espinasses forvandling af Grenouille fra hulemand til civiliseret mand ved at give ham det rette udseende og marquisens parfume på, så han overfladisk afspejler den normale borger). Adorno og Horkheimer skriver endvidere i kapitlet, at industrialismen tingsliggør sjælen, fordi der ikke længere er noget kvalitativt forhold til tingene. Denne tingsliggørelse af ånden gør ikke kun, at mennesket bliver fremmed for objekter, men også menneskelige relationer og relationen til sig selv bliver fremmedgjort. Mennesket bliver reduceret til en værdi, hvor man enten er en succes eller fiasko (disse forhold er også meget evidente i fx Baldinis tilværelse, som vil blive vist senere, men også hos Grenouille, der kommer i en identitetskrise). Oplysningens mytiske rædsel bliver derfor ikke at kunne finde sin plads i formålsbestemtheden, hvor ens person skal have en høj værdi. De peger endvidere på, at efter naturen er blevet udryddet, så bliver individet til et omdrejningspunkt for fornuft i stedet for kropslighed, hvor fornuften virker som et hjælpemiddel til det økonomiske apparat.

Das von Zivilisation vollends erfasste Selbst löst sich auf in ein Element jener Unmenschlichkeit, der Zivilisation von Anbeginn zu entrinnen trachtete. Die älteste Angst geht in Erfüllung, die vor dem Verlust des eignen Namens. Rein natürliche Existenz, animalische und vegetative, bildete der Zivilisation die absolute Gefahr. Mimetische, mythische, metaphysische Verhaltensweisen galten nacheinander als überwundene Weltalter, auf die hinabzusinken mit dem Schrecken behaftet war, daß das Selbst in jene bloße Natur zurückverwandelt werde, der es sich mit unsäglicher Anstrengung entfremdet hatte, und die ihm eben darum unsägliches Grauen einflößte.[7]

Citatet peger på, hvordan menneskets ældste frygt bliver til virkelighed, da selvet, der er fanget af civilisationen, bliver opløst i denne og må frygte for at miste sit navn eller med andre ord sin identitet (en frygt vi også finder hos Grenouille, der dog i stedet for sit navn, ikke kan opfange sin egen kropslugt). Endvidere peger det også på, hvordan den naturlige og animalske eksistens udgør en trussel for civilisationen, hvilket er interessant, når vi skal se på Grenouilles fremstilling som en tæge, der kan siges at være en tilbagevending til den ellers overvundne mimetiske adfærdsform og dermed et eksempel på, hvordan selvet kan forvandle sig tilbage til den blotte natur, som det ellers havde gjort sig fremmed for. En vigtig pointe i kapitlet er, at det handler for mennesket om både at beherske den ydre og indre natur, hvilket bliver gjort til livets formål i sig selv. Teknologiens fremskridt gør, at tilværelsen bliver lettere men samtidig, at instinkter bliver undertrykt, hvilket gør, at man mister fantasien og den konkrete kontakt med verden. Den forbandelse, der ligger i fremskridtet, som er iboende i oplysningen, er, at den indeholder en uendelig regression for individet, der konstant må sublimere sig selv for at være i stand til at beherske sin indre natur. Sublimeringen er dog ikke kun individets arbejde, men samfundets apparat er også med til at afrette kroppen, der får færre kvaliteter og bliver ude af stand til at opleve nye oplevelser – man kan kun høre ting, man allerede har hørt før. Oplysningens totalitet skaber dermed artsvæsner, der bliver styret af en kollektiv tvang. Dette er interessant i forhold til kunstens rolle, hvor Adorno og Horkheimer i en af deres ekskurser diskuterer Odysseus’ møde med sirenernes sang, som kan paralleliseres med Grenouilles parfume, som der vil blive peget på i næste afsnit, der har evnen til at minde mennesket om, hvad de har mistet.

 

Ekskurser i Dialektik der Aufklärung

Der er to ekskurser i Dialektik der Aufklärung, hvor den første ekskurs omhandler dialektikken mellem myte og oplysning i Odysseen, hvor der bliver fokuseret på offer, afkald og forskellen mellem mytisk natur og oplyst naturbeherskelse. Den anden ekskurs søger at vise, hvordan den naturlige underkastelse af subjektet ender ud i objektivitet og naturligets herredømme. Endvidere bliver modsætningen mellem moralsk strenghed og absolut amoralitet opmålt.

Wie die Erzählung von den Sirenen die Verschränktheit von Mythos und rationaler Arbeit in sich beschließt, so legt die Odyssee insgesamt Zeugnis ab von der Dialektik der Aufklärung.[8]

Således indledes den første ekskurs ”Odysseus oder Mythos und Aufklärung”, og netop Odysseus er omdrejningspunkt for hele ekskursen, da Adorno og Horkheimer mener, at Odysseus bliver billedet på den første borger: ”der Held der Abenteuer erweist sich als Urbild eben des bürgerlichen Individuums”[9]. Grunden til at Odysseus er i stand til at overvinde myterne og guderne er, at han anvender snedige og listige træk. Han går ind på gudernes og myternes betingelser og underlægger sig deres kræfter, men ender med at snyde dem med sin listighed. Fx i mødet med sirenerne, hvor han accepterer deres tiltrækningskraft, men alligevel formår at sejle sit skib forbi dem ved at have stoppet voks ind i ørene på sine sømænd, mens han selv har ladet sig binde sig fast til masten. Et træk, der også viser et tydeligt magt- og herredømmeforhold i forhold til arbejdsgiver og arbejdere eller oplyst i modsætning til præmoderne. Listen og ofringen, som Odysseus benytter sig af, kommer dog med en høj pris, hvor individet kommer til at indgå i et rationelt bytteforhold, hvor han på den ene side kommer til at herske og naturen (den ydre), men må betale med ofringen af sin egen natur (den indre). Denne rationelle selvopretholdelse af herredømmet udsletter individets bevidsthed, da mennesket ikke længere forstår sig selv som natur, hvilket gør ens eget liv forvirret og uigennemskueligt:

Die Herrschaft des Menschen über sich selbst, die sein Selbst begründet, ist virtuell allemal die Vernichtung des Subjekts, in dessen Dienst sie geschieht, denn die beherrschte, unterdrückte und durch Selbsterhaltung aufgelöste Substanz ist gar nichts anderes als das Lebendige, als dessen Funktion die Leistungen der Selbsterhaltung einzig sich bestimmen, eigentlich gerade das, was erhalten werden soll.[10]

På samme måde betvinger Odysseus sig selv for at komme i sin herskeragtige stilling og tage kampen op med guderne og myterne, men må betale ved at forsømme kvaliteterne ved livet. Det er et dialektisk forhold, og udover Odysseus’ position og status kommer der også en anden positiv ting ud af hans gøren: ”Seine herrschaftliche Entsagung, als Kampf mit dem Mythos, ist stellvertretend für eine Gesellschaft, die der Entsagung und der Herrschaft nicht mehr bedarf: die ihrer selbst mächtig wird, nicht um sich und andern Gewalt anzutun, sondern zur Versöhnung.”[11]

For at vende tilbage til sirenernes sang, som er centralt i forhold til kunstens rolle –især i forhold til Das Parfum – så skriver Adorno og Horkheimer om Odysseus’ møde med sirenerne, at han er opmærksom på at overholde alle mytens overenskomster ved at sejle den forudbestemte kurs, være underdanig og sprælle til sirenernes hjemkaldende sang. De spekulerer endvidere i, at efter Odysseus’ sejr over sirenerne, må sirenerne dø, da de kun levede i kraft af, at deres bestemmelser ikke kunne opfyldes, men da Odysseus tilgodeser dem og stadig sniger sig fordi dem, så er gåden løst og de må som sfinxen styrte i jorden. Det interessante ved mødet med sirenerne er den sprog- og kunstforståelse, som Adorno og Horkheimer hævder bliver konsekvensen af Odysseus’ sejr:

Seit der glücklich-mißglückten Begegnung des Odysseus mit den Sirenen sind alle Lieder erkrankt, und die gesamte abendländische Musik laboriert an dem Widersinn von Gesang in der Zivilisation, der doch zugleich wieder die bewegende Kraft aller Kunstmusik abgibt. Mit der Auflösung des Vertrags durch dessen wörtliche Befolgung ändert sich der geschichtliche Standort der Sprache: sie beginnt in Bezeichnung überzugehen.[12]

Citatet peger på et dialektisk forhold i kunsten, hvor den på den ene side mister kraften til at bevæge os, fordi den er blevet afmystificeret samtidig med, at den stadig er i stand til at minde om en (tabt) naturkraft. Derudover peger de på, at efter denne hændelse bliver sproget ændret fra, at genstanden var ét med det talte ord, men i stedet går over til den abstrakte betegnelse. Dette pegede de også på i det foregående kapitel, hvor de først og fremmest skrev, at afmytologiseringen gjorde det levende til det ikke-levende, og endvidere hævdede at ordet/sproget ikke kan genetableres, fordi det med Odysseus og det moderne menneske skal blive til kalkulation. I det foregående kapitel så de endvidere, at sproget er afgørende, da videnskabens sprog – eller det kalkulerede, formålsorienterede sprog – har dræbt ideerne i sproget. Pointen med sirenernes sang – i forhold til denne opgave – er dermed, at så længe begivenheden ikke kan begribes eller er blevet afmytologiseret, så har den evnen til at bevæge os, hvilket er interessant i forhold til Grenouilles parfume, der kan få en hel by til at bryde ud i et kæmpe orgie.

Den anden ekskurs ”Juliette oder Aufklärung und Moral” er i høj grad en kritik af Kants fornuftsutopi, hvor Adorno og Horkheimer argumenterer for, at der i utopien ligger en dystopi med herredømme, instrumental fornuft, formålsrationalitet og distance fra naturen, hvor verden bliver homogeniseret, fordi fornuften er lig med kalkulerende tænkning, der retter verden til efter selvopholdelsens formål, hvilket resulterer i, at ens sanser altid på forhånd er givet, før sansningen sker – af det til rådighedsværende begrebsapparat – der gør, at ”der Bürger sieht a priori die Welt als den Stoff, aus dem er sie nicht herstellt.”[13] Det er interessant i forhold til, at Das Parfum har at gøre med lugtesansens, som netop ikke har et på forhånd givet begrebsapparat (i hvert fald ikke et udtømt apparat), som der bliver beskrevet i romanens første afsnit:

Im achtzehnten Jahrhundert lebte in Frankreich ein Mann, der zu den genialsten und abscheulichsten Gestalten dieser an genialen und abscheulichen Gestalten nicht armen Epoche gehörte. Seine Geschichte soll hier erzählt werden. Er hieß Jean-Baptiste Grenouille, und wenn sein Name im Gegensatz zu den Namen anderer genialer Scheusale, wie etwa de Sades, Saint-Justs, Fouchés, Bonapartes usw., heute in Vergessenheit geraten ist, so sicher nicht deshalb, weil Grenouille diesen berühmteren Finstermännern an Selbstüberhebung, Menschenverachtung, Immoralität, kurz an Gottlosigkeit nachgestanden hätte, sondern weil sich sein Genie und sein einziger Ehrgeiz auf ein Gebiet beschränkte, welches in der Geschichte keine Spuren hinterläßt: auf das flüchtige Reich der Gerüche.[14]

Endvidere skriver Adorno og Horkheimer om fornuften: ”Vernunft ist das Organ der Kalkulation, des Plans, gegen Ziele ist sie neutral, ihr Element ist die Koordination.“[15] Dette vil også gøre sig tydeligt i Das Parfum, hvor vi skal se, hvordan Grenouille finder nydelse i at skabe sin mesterparfume, men så snart, den er kommet til, forsvinder glæden. Denne fornuft, som Adorno og Horkheimer finder i oplysningen, bliver i sidste instans ”zwecklosen Zweckmäßigkeit”, hvor individerne stiller formål op, som de vil bruge deres tilværelse på at stræbe efter, men som i sidste ende er formålsløst. Fornuften i oplysningen imploderer med andre ord: ”Vernunft ist ihr das chemische Agens, das die eigene Substanz der Dinge in sich aufsaugt und in die bloße Autonomie der Vernunft selbst verflüchtigt.“[16]

Kapitlet omhandler i høj grad også om de Sade og Nietzsche, som Adorno og Horkheimer hylder som de dystre forfattere, der er i stand til at afsløre oplysningens fejlslagne utopi: ”Die dunklen Schriftsteller des Bürgertums haben nicht wie seine Apologeten die Konsequenzen der Aufklärung durch harmonistische Doktrinen abzubiegen getrachtet.”[17] Det gør de Sade og Nietzsche blandt andet ved at hentyde til, at det ikke er umuligt at begå mord i fornuftens tegn: ”Die Unmöglichkeit, aus der Vernunft ein grundsätzliches Argument gegen den Mord vorzubringen, nicht vertuscht, sondern in alle Welt geschrieen zu haben, hat den Haß entzündet, mit dem gerade die Progressiven Sade und Nietzsche heute noch verfolgen.“[18] Med hensyn til mord og moral er det også interessant at kigge på Nietzsches æsteticisme, ”at kun som æstetisk fænomen er verdens tilværelse retfærdiggjort”, hvilket betyder, at verden ikke kan retfærdiggøres som et kantiansk moralsk fænomen, men at det snarere er ekstasen i kunsten, hvor man mister kontrollen over sig selv, der kan retfærdiggøre verden. Dette er også et ret interessant aspekt, når man skal vurdere ondskaben i Das Parfum.

 

Tægens livsverden

Som tidligere nævnt bliver Grenouille sammenlignet med en tæge usædvanligt mange gange i Das Parfum, og det er derfor ikke uvæsentligt kort at redegøre for tægens livsverden for senere at kunne bekræfte, hvordan Grenouille er splittet mellem menneske og dyr – et forhold, der også interesserer Adorno og Horkheimer i Dialektik der Aufklärung.

Tægen bliver født ind i verden familieløs, da moderen dør, når hun har lagt sine æg.[19] Herefter består tægens liv af flere faser, hvor den starter sit liv med udelukkende at angribe koldblodede dyr. I den efterfølgende fase skifter tægen sin hud og får et ekstra sæt ben og kønsorganer, hvorefter den vil parre sig og herefter vente til tilfældet vil, at der kommer et varmblodet dyr forbi dens venteposition, som den kan springe på og spise sit sidste måltid af for derefter at lægge sine æg og dø. Ifølge Jakob von Uexküll, så gør tægen kun brug af tre sansninger; lugt, varme og berøring, som giver tægen sikkerhed i forhold til en sansemæssig rigdom:

The whole rich world around the tick shrinks and changes into a scanty framework consisting, in essence, of three receptor cues and three effector cues – her Umwelt. But the very poverty of this world guarantees the unfailing certainty of her actions, and security is more important than wealth.[20]

Uexküll har en anden vigtig pointe om tægens livsverden, som også er meget aktuel i forhold til Das Parfum, som drejer sig om tægens tålmodighed og forståelse af tid:

A tick can wait eighteen years. That is something which we humans cannot do. Our time is made up of a series of moments, or briefest time units, within which the world shows no change. For the duration of a moment, the world stands still. Man’s moment lasts 1/18 of a second… But whatever number we wish to adopt for the tick, the ability to endure a never-changing world for eighteen years is beyond the realm of possibility. We shall therefore assume that during her period of waiting the tick is in a sleeplike state, of the sort that interrupts time for hours in our case, too. Only in the tick’s world, time, instead of standing still for mere hours, stops for many years at a time, and does not begin to function again until the signal of butyric acid arouses her to renewed activity.[21]

Adorno og Horkheimer skriver i ”Mensch und Tier”, at dyr i den europæiske historie er et redskab til at vise menneskets værdighed, men at den lemlæstede slutning de drager fra dyrene passer ikke på dyret i frihed, men tværtimod på mennesket, der fungerer mekanisk, blindt og automatisk. Om dyret skriver Adorno og Horkheimer, at deres verden er begrebsløs, og at deres liv forløber efter sjælelige impulser. Endvidere lever dyret i smerte, sorg og frygt: ”Für den Entzug des Trostes tauscht das Tier nicht Milderung der Angst ein, für das fehlende Bewußtsein von Glück nicht die Abwesenheit von Trauer und Schmerz.”[22] Dyrets liv er trist og depressivt med kun korte momenter af lykke. I konklusionen til kapitlet skriver de, at naturen hverken er god eller ædel, men at naturen (og hermed også dyrene) er en trussel mod den herskende praksis blot fordi den erindres. Med andre ord skaber den en kort opmærksomhed på, hvilken pris mennesket har betalt med oplysningen, hvilket også alluderer til sirenernes sang i den vesterlandske musik – som citeret tidligere -, som også er en betændt tilstand, der momentvis har potentialet til at minde om, hvad vi har mistet.

 

Mellem mand og tæge

Som tægen bliver Grenouille født familieløs ind i verden, hvor moderen bliver dømt til døden, pga. Grenouilles kalkulerede og dialektiske skrig, der på den ene side sørger for Grenouilles selvopretholdelse og på den anden side moderens død, som der ikke bliver henvist senere romanen. I romanens første del (kapitel 1-8) er der mange henvisninger til Grenouilles lighed med tægens livsverden. Fx da fader Terrier observer, at Grenouille som spæd ”erwachte zuerst mit der Nase. […] Die Augen waren von unbestimmter Farbe, zwischen austerngrau und opalweiß-cremig, von einer Art schleimigem Schleier überzogen und offenbar noch nicht sehr gut zum Sehen geeignet.“[23] Eller da han bliver overdraget i Madame Galliards varetægt, hvor hun for første gang i romanen bliver sammenlignet med en tæge: ”Er war zäh wie ein resistentes Bakterium und genügsam wie ein Zeck, der still auf einem Baum sitzt und von einem winzigen Blutströpfchen lebt, das er vor Jahren erbeutet hat.”[24] Foruden, at det siger noget om Grenouille som karakter, så er det også et tydeligt eksempel på, at sammenligningen mellem Grenouille og tægen ikke er tilfældig, da fortælleren utvivlsomt er opmærksom på tægens liv:

Oder wie jener Seck auf dem Baum, dem doch das Leben nichts anderes zu bieten hat als ein immerwährendes überwintern. Der kleine häßliche Zeck, der seinen bleigrauen Körper zur Kugel formt, um der Außenwelt die geringstmögliche Fläche zu bieten; der seine Haut glatt und derb macht, um nichts zu verströmen, kein bißchen von sich hinauszutranspirieren. Der Zeck, der sich extra klein und unansehnlich mach, damit niemand ihn sehe und zertrete. Der einsame Zeck, der in sich versammelt auf seinem Baume hockt, blind, taub und stumm, und nur wittert, jahrelang wittert, meilenweit, das Blut vorüberwandernder Tiere, die er aus eigner Kraft niemals erreichen wird. […] So ein Zeck war das Kind Grenouille.[25]

Med bekræftelsen af, at det er et bevidst karaktertræk ved Grenouille, er det interessante ved tægen, at den kun er fokuseret omkring lugtesansen, hvilket også er interessant i forhold til oplysningen, som Gray pointerer:

Freud explicitly associates the rise of civilization with the suppression of olfactory stimuli; the coterminousness of this emergence and repression is expressed in Das Parfum by the paradox that the history the novel narrates at once exemplifies the Enlightenment’s historical sensibility and is marginalized by that sensibility.[26]

Endvidere skriver Gray, at bogen søger at skabe klarhed over det ”utænkte” – hvilket står i klar sammenhæng med den kritiske teori – og han fortsætter:

In this parable of the nose demon who destroys living creatures to capture and control their ”spirits” or ”absolute essences,” Süskind dramatizes the consequences of enlightened reason’s destructive dialectic.[27]

Allerede i starten, hvor der er et stort fokus på Grenouilles tægelignende væsen, ses det, hvordan Grenouille også afviger fra tægebevidstheden og i stedet agerer som en oplysningsmand. Fx bliver det beskrevet, hvordan han kategorisk indsnuser hele Paris fra kvarter til kvarter for at danne sit eget duftkartoteker, hvilket stemmer overens med Adorno og Horkheimers argument om, at oplysningen vil kategorisere verden. Grenouille kommer dermed til at leve et liv, hvor han vakler mellem tægens instinkter og impulser og på den anden side også er styret af oplysningens fremskridtstanke. Dette er tydeligt, når han på den ene side bestemmer sig for at ville revolutionere duftverdenen: ”daß sein Leben Sinn und Zweck und Ziel und höhere Bestimmung habe: nämlich keine geringere, als die Welt der Düfte zu revolutionieren“[28] eller senere i romanen, hvor han med en Odysseus lig snuhed indser, at den der ”die Gerüche beherrschte, der beherrschte die Herzen der Menschen.“[29] Denne plan er dog lige ved at gå fløjten for ham, da hans indre natur (tægens) får ham til at bruge syv år i en grotte. Da Grenouille er i sin hule mister han bekymring om tid og sted og bruger det meste af sin tid på at være i tægens søvnagtige tilstand, hvor han drømmer om alle de dufte han allerede har inkorporeret i sit duftkartotek. Men da en identitetskatastrofe indtræffer hos Grenouille, fordi han opdager, at han ingen lugt selv har, bliver han igen en del af den menneskelige oplysnings rationalitet, hvor han er villig til at ofre sin tilværelse for ikke at blive skræmt igen: ”Er würde sein Leben ändern, und sei es nur deshalb, weil er einen so furchtbaren Traum kein zweites Mal träumen wollte.”[30] Dette falder også godt i spænd med Adorno og Horkheimers ide om, at dyret er ramt af angst, hvor vi kan se, at Grenouille bestemmer sig for at beherske sin indre natur, så han, som i oplysningens ide, kan leve uden frygt på bekostning af en selvopofrelse, der mindsker hans frihed. Desuden vidner huleoplevelsen også om, hvordan denne fremmedgørelsesproces, som Adorno og Horkheimer påpeger rammer mennesket i oplysningen, også er tilfældet for Grenouille, der pludselig bliver opmærksom på, at han ikke kan finde frem til sin egen essens, eller lugt, som er altafgørende for ham, hvilket Gray også pointerer:

In his development from naive sniffer to master perfumer, Grenouille exemplifies the enlightened subject in the historical process of perfecting technological knowledge as a formulaic ”language” of control. The self-destruction with which he pays the price for this rise to dictatorial power encapsulates that absolute self-alienation which Horkheimer and Adorno regard as the logical consequence of enlightened purposive rationality.[31]

Da Grenouille kravler ud af sin hule bliver han ”hjulpet” af Taillade-Espinassse til at vende tilbage samfundet ved at gøre Grenouilles udseende normalt og ifølge Gray også til at overvinde sin identitetskrise:

Grenouille thus solves the crisis of self-identity that disrupted his Romantic fantasy world in the cave: he arrives at the crucial insight that ”essence” is a function not of the real but of what Jean Baudrillard has termed the ”hyperreal.” ”Essence,” like the entire reality of enlightened, industiral civilization, is not merely something that can be reproduced; the real is a simulation, ”that which is always already reproduced”.[32]

Dette understøttes endvidere, da Grenouille laver en simpel parfume, der reproducerer lugten af menneske, hvilket gør, at han kan begive sig helt normalt rundt, hvor folk tidligere holdte en mistænkelig mine mod ham, når de blev opmærksomme på Grenouilles manglende kropslugt. Efter sin indtræden i samfundet igen, går han i gang med at opfylde sin tidligere profeti om at ville revolutionere duftens verden. Således starter jagten på at skabe en parfume, der vil tryllebinde verden, og ingredienserne består af unge jomfrulige piger. En jagt og skaberproces, der giver ham en stor glæde: ”’Ich danke dir’, sagte er leise, ’ich danke dir, Jean-Baptiste Grenouille, daß du so bist, wie du bist!“[33] I jagten på den sidste pige, som Grenouille har brug for, kommer der imidlertid en udfordring for Grenouille, da han her bliver mødt med modstand fra faderen, der vil beskytte sin pige og samtidig forstår oplysningens mekanismer og tankeproces, som Grenouille selv besidder, hvilket Gray også pointerer: ”Although Richis thinks in visual metaphors while Grenouille follows olfactory pursuits, the structure of their thought remains the same.”[34] Derfor bliver Richis beskrivelse af Grenouille også ret præcis, men den peger samtidig tilbage på Richis, som også havde planer om at bruge sin datter til social opstigning ved at gifte hende væk til en rig aristokrat:

Der Mörder hatte ihm die Augen geöffnet. Der Mörder besaß […] ein System. Nicht nur, daß die Morde alle auf die gleiche ordentliche Weise ausgeführt waren, auch die Wahl der Opfer verriet eine beinahe ökonomisch planende Absicht. […] Auf jeden Fall aber schien ihm der Mörder, so absurd das klingen mochte, kein destruktiver Geist zu sein, sondern ein sorgfältig sammelnder. Wenn man sich nämlich – so dachte Richis – all die Opfer nicht mehr als einzelne Individuen, sondern als Teile eines höheren Prinzips vorstellte und sich in idealistischer Weise ihre jeweiligen Eigenschaften als zu einem einheitlichen Gazen verschmolzen dächte. Dann müßte das aus solchen Mosaiksteinen zusammengesetzte Bild der Schönheit schlechthin sein, und der Zauber, der von ihm ausginge, wäre nicht mehr von menschlicher, sondern von göttlicher Art.[35]

Citatet vidner også om en af oplysningens grundsten, hvor universalismen, i form af sammensmeltningen af pigernes duft til én samlet duft, er valoriseret over partikularismen. På trods af at begge karakterer, Grenouille og Richis, gør brug af oplysningens Odysseus-lignende list og snuhed, så giver citatet også et hint om, hvorfor det er Grenouille, der kommer sejrrigt ud af kampen om Laure; nemlig det, at Grenouille, som markeret i citatet, har åbnet Richis øjne, hvorimod Grenouille angriber mod oplysningens akilleshæl: lugten, ved først at opspore dem med sin næse og senere, da Richis kommer tæt på at opdage ham, snyder ham ved at have en duft på, der gør, at Richis ikke vækker mistanke:

Like the Enlightenment philosopher Kant, Grenouille too recognizes smells as unavoidable, but it is precisely for this reason that he considers olfactory sensations the most effective medium for influencing and manipulating sensate creatures.[36]

Med Grenouilles listige sejr over Richis og ved hjælp af de parfumeteknikker, som han har lært gennem romanen af forskellige lærermestre, bliver det muligt for ham at skabe sin revolutionerende duft, der ligesom sirenernes sang har en tryllebindende og bevægende kraft, hvilket igen peger tilbage på Adorno og Horkheimers argument om, at mennesket kun vil anvende naturen (her forstået som pigernes essens) som et værktøj til at herske over naturen og menneskene. Parfumens kraft bliver tydelig, da han står på skafottet og skal til at henrettes, hvor parfumen får hele hoben af mennesker, der er samlet for at se ham blive dræbt i stedet bryder ud i et vildt orgie. Da han ser parfumens magt udspille sig foran sig, bliver han dog langtfra glad – snarere selvdestruktiv: ”Was er sich immer ersehnt hatte, daß nämlich die andern Menschen ihn liebten, wurde ihm im Augenblick seines Erfolges unerträglich, denn er selbst liebte sie nicht, er haßte sie.“[37] Denne kulmination på Grenouilles oplysningsrationalistiske tour de force-projekt vidner om Adorno og Horkheimers argument om oplysningens formålsløse formålsbestemthed, hvor der ikke er nogen glæde ved målet – tværtimod. Dette bliver da også kun endnu mere manifest, da Grenouille i romanens slutning vælger at begå et bizart selvmord ved at oversprøjte sig selv med sin parfume og herefter lade sig lemlæste og fortæres af en tilfældig flok mennesker.

En af de interessante ting ved romanens slutning er, at Grenouilles selvdestruktion gennem oplysningens fremskridtstanke kommer til at stå som et billede på resten af romanens antagonister og bipersoner, hvor alle ender med en trist skæbne. Det være sig lige fra Madame Galliard, der i sit begær efter profit, vælger ikke at bruge de penge, som hun får tildelt at bruge på børnene, men i stedet sparer dem op til sin begravelse, men alligevel ender med at få den begravelse, som hun frygtede. Til Grimal, der får Grenouille til at arbejde med giftige produkter for derefter at sælge ham til Baldini, hvor transfersummen bliver Grimals død, da han drikker sig fuld og falder i en flod og drukner. Og videre til Baldini, som starter med at repræsentere en premoderne æstetik, der foragter den protomodernistiske oplysning, bliver lokket af den profit, som han ser i Grenouilles egenskaber, hvilket han udnytter ved at ofre sin sjæl og selv inkorporere oplysningens rationalitet til at få Grenouille til at skaffe ham en enorm formue. En formue, der bliver så stor, at hele Baldinis formue, hus og ham selv kollapser ned i floden og forsvinder. Til Taillade-Espinasse, der udnytter Grenouille til at bevise sin ”videnskabelige” teori, der efter ”succesen” vil videreudvikle teorien, men ender med at dø i bjergene. Og selvfølgelig Antoine Richis, der til trods for sin modstand må se sin drøm om videre socialopstigning forsvinde.

Adorno og Horkheimer skrev, at væren faldt fra hinanden i oplysningen og på samme måde forsvinder den også i Grenouilles tilværelse, da alle andre mennesker er fremmedgjort for den parfume, som han har skabt, som han kun selv kan ”nyde”, men i sidste ende selv bliver parfumen underdanig:

Der einzige, der es jemals in seiner wirklichen Schönheit erkannt hat, bin ich, weil ich es selbst geschaffen habe. Und zugleich bin ich der einzige, den es nicht bezaubern kann. Ich bin der einzige, für den es sinnlos ist.[38]

 

Konklusion

Ondskaben i Das Parfum minder om en klassisk teodicé, hvor de, der gør brug af oplysningens rationalitet og i sidste ende moralske ondskab, kommer til at bøde for det. På trods af at alle karaktererne i romanen ender med at gøre brug af oplysningens tankesæt, så kan det konkluderes, at der er en grundlæggende forskel mellem Grenouilles og de andre karakteres ondskab. Hvor de andre karakterers ondskab er bundet op på en kalkuleret udnyttelse af Grenouille til deres egen profit, der gør deres ondskab til et udelukkende moralsk problem, så indeholder Grenouilles ondskab – der selvfølgelig også indeholder et moralsk problem qua berøvelsen af andres liv – et helt andet æstetisk potentiale. Især med Nietzsches sætning om, at verdens tilværelse kun kan retfærdiggøres som æstetisk fænomen, er det muligt at forstå Grenouilles ondskab som potentialefyldt, hvilket bliver realiseret i to omgange, hvor ondskabens produkt, parfumen, skaber en spontan kærlighed hos dem, der dufter til den – først i Grasse og senere i Paris. Det kan konkluderes, at ondskaben er dialektisk i Das Parfum, fordi oplysningens instrumentelle fornuft gør individerne profitorienterede, hvilket gør dem til egocentrede mennesker, der søger at herske over deres omgivelser. På den anden side viser romanen også, hvordan de, der udøver oplysningens herredømme, ender med at lide en trist skæbne.

At kalde Das Parfum for en pastiche, der er skrevet på baggrund af Dialektik der Aufklärung, ville være en overdrivelse, der ikke kaster retfærdighed over romanens autonomi. Med det sagt kan det alligevel klart konkluderes, at Das Parfum følger det teoretiske værks tankesæt, hvor romanen i ekstrem grad viser, hvordan oplysningen forfalder til barbari og samtidig er med til at påpege, hvordan oplysningen har negligeret aspekter af tilværelsen, hvor det i dette tilfælde er ”das flüchtige Reich der Gerüche”, som Grenouille viser kan have en bevægende kraft – ligesom sirenernes sang havde det. Med Das Parfum skriver Patrick Süskind sig ind i Adorno og Horkheimers kategorisering af ”de dystre forfattere”, som de Sade og Nietzsche, der er i stand til at afsløre oplysningens ondskab og dystopi.

Bibliografi

 

Primærlitteratur

 

Süskind, Patrick: Das Parfum (Diogenes: Zürich, 1985/2006).

 

Sekundærlitteratur

 

Adorno, Theodor W., Horkheimer, Max: Dialektik der Aufklärung (Fischer Taschenbuch Verlag: 21. udgave, 2013).

 

Butterfield, Bradley: ”Enlightenment’s Other in Patrick Süskind’s Das Parfum: Adorno and the Ineffable Utopia of Modern Art”, Comparative Literature Studies (Vol. 32, No. 3 (1995)).

 

Gray, Richard T.: ”The Dialectic of ’Enscentment’: Patrick Süskind’s Das Parfum as Critical History of Enlightenment Culture”, PMLA (Vol. 108, No. 3 (May, 1993)).

 

Ryan, Judith: ”The Problem of Pastiche: Patrick Süskind’s Das Parfum”, The German Quaterl (Vol. 63, No. ¾, Theme: Litterature of the 1980s (Summer-Autum), 1990).

 

Uexküll, Jakob von: ”A Stroll Through the World of Animals and Men”, Instinctive Behavior: The Development of a Modern Concept (International Universities Press: New York, 1964).

 

Noter

[1] Ryan, Judith: ”The Problem of Pastiche: Patrick Süskind’s Das Parfum”, s. 402.

[2] Butterfield, Bradley: ”Enlightenment’s Other in Patrick Süskind’s Das Parfum: Adorno and the Ineffable Utopia of Modern Art”, s. 404.

[3] Adorno, Theodor W., Horkheimer, Max: Dialektik der Aufklärung, s. 1.

[4] Ibid.: S. 4.

[5] Ibid.: S. 3.

[6] Ibid.: S. 9.

[7] Ibid.: S. 37.

[8] Ibid.: S. 50.

[9] Ibid.: S. 50.

[10] Ibid.: S. 62.

[11] Ibid.: S. 63.

[12] Ibid.: S. 105.

[13] Ibid.: S.91.

[14] Süskind, Patrick: Das Parfum, s. 5. (Min kursivering).

[15] Adorno, Theodor W., Horkheimer, Max: Dialektik der Aufklärung, s. 95.

[16] Ibid.: S. 97.

[17] Ibid.: S. 126.

[18] Ibid.: S. 127.

[19] Uexküll, Jakob von: ”A Stroll Through the World of Animals and Men”, s. 7.

[20] Ibid.: S. 12.

[21] Ibid.: S. 12-13.

[22] Adorno, Theodor W., Horkheimer, Max: Dialektik der Aufklärung, s. 263.

[23] Süskind, Patrick: Das Parfum, s. 22.

[24] Ibid.: S. 27.

[25] Ibid.: S. 29.

[26] Gray, Richard T.: ”The Dialectic of ’Enscentment’: Patrick Süskind’s Das Parfum as Critical History of Enlightenment Culture”, s. 491.

[27] Ibid.: S. 492.

[28] Süskind, Patrick: Das Parfum, s. 57.

[29] Ibid.: S. 199.

[30] Ibid.: S. 171.

[31] Gray, Richard T.: ”The Dialectic of ’Enscentment’: Patrick Süskind’s Das Parfum as Critical History of Enlightenment Culture”, s. 492.

[32] Ibid.: S. 501.

[33] Süskind, Patrick: Das Parfum, s. 279.

[34] Gray, Richard T.: ”The Dialectic of ’Enscentment’: Patrick Süskind’s Das Parfum as Critical History of Enlightenment Culture”, s. 502.

[35] Süskind, Patrick: Das Parfum, s. 258-59. (Min kursivering).

[36] Gray, Richard T.: ”The Dialectic of ’Enscentment’: Patrick Süskind’s Das Parfum as Critical History of Enlightenment Culture”, s. 502.

[37] Süskind, Patrick: Das Parfum, s. 305.

[38] Ibid.: S. 316-17.

Det moderne ødipuskompleks i Kafka på stranden

Murakamis Kafka på stranden

’[Min far] sagde, at det var min skæbne, og at jeg aldrig ville kunne flygte fra den. Spådommen er som en tidsindstillet bombe, der ligger i mine gener, sagde han, og det kan intet ændre på. Jeg vil slå min far ihjel og gå i seng med min mor og min søster’ (Murakami 216).

Betoningen af ødipuskomplekset i Haruki Murakamis Kafka på stranden er af afgørende betydning for romanen. Både som drivkraft for det fremadskridende plot og også som den fortolkningsmæssige nøgle til forståelsen af romanen og i særdeleshed hovedpersonen, Kafka Tamura. Ødipuskomplekset og de psykologiske processer i forbindelse hermed er dog ikke tilstrækkeligt for en nuanceret forståelse af romanen, hvorfor det vil være nødvendigt at bringe flere psykoanalytiske kontekster i spil. Påstanden vil være, at romanens bevidste og eksplicitte brug af ødipuskomplekset som omdrejningspunkt for plottet er langt mere end en moderne reproduktion af en velkendt historie. Snarere vil tesen være, at romanen rækker udover en traditionel (freudiansk) forståelse af ødipuskomplekset og psykoanalysen. Dette baseres på, at romanen, på trods af at anvende mange af de traditionelle komponenter (fadermord, incest, drømme, begær og urfadere), ikke ender med et konventionelt resultat: Kafka slår muligvis sin far ihjel og har seksuelt samvær med sin mor og søster, men i modsætning til Ødipus, så opsøger Kafka aktivt sin spådom og realiserer den uden at ende med at begræde sine handlinger og stikke sine øjne ud – eller med freudiansk terminologi: Han undgår kastrationen. Murakamis omskrivning af ødipuskomplekset bliver heller ikke mindre mærkværdigt af den kendsgerning, at det netop er Kafkas far, der kommer med spådommen, hvor det netop ellers hos Freud er faderens rolle at håndhæve incestforbuddet. Opgaven består i at undersøge, hvordan Kafka på stranden kan forstås gennem forskellige psykoanalytiske fortolkninger. Dette vil ske ved først at lave en freudiansk inspireret psykoanalyse, og når romanens afvigelser fra denne bliver manifest vil et lacaniansk begrebsapparat blive indført til at søge at udfylde nogle af de problematiske huller fra den indledende analyse. Slutteligt vil der komme et radikalt temposkift, da Gilles Deleuze og Felix Guattaris ’skizoanalyse’, som er et opgør med den freudianske psykoanalyse, afviser, at ødipuskomplekset overhovedet bidrager med noget i det kapitalistiske samfund. Formålet er ikke at fælde dom over, hvilken tilgang der vil være den ’rigtige’ eller ’bedste’, men tværtimod, som Peter L. Rudnytsky efterlyser, at tilbyde én ’fælleslæsning’, hvor pointerne fra hver tilgang ikke nødvendigvis behøver at være en modsætning til hinanden:

What is urgently needed, though Deleuze and Guattari do not provide it, is a mode of thinking that encompasses both ”Oedipus” and ”anti-Oedipus,” a dialectical resolution that has passed beyond the ”sign of Antithesis.” I share with Deleuze and Guattari the belief that the Oedipus myth must be reappraised if it is to retain its standing as a ”universal of desire” (465).

Rudnytsky peger dermed også på, hvorfor det er relevant at påtage sig en opgave som denne, da argumentet er, at en vekselvirkning mellem de forskellige psykoanalytiske positioner er nødvendig for at kunne nå et ”universelt” resultat. Uden vekselvirkningen ville resultatet blive unuanceret og reduktivt og fx ikke tage højde for kapitalismens udvikling i relation til menneskets psykologi, som – foruden Deleuze og Guattari – Nicolai von Eggers peger på i Efter Guds død: Kapitalisme og nydelse, hvor han problematiserer hvilken form for nydelse og begær, der knytter sig til det kapitalistiske samfund. Det er klart, at en dialektisk psykoanalytisk læsning af Kafka på stranden må være fleksibel, da der ikke vil findes begrebslig overensstemmelse på alle punkter. Derfor vil opgaven tage form af en redegørelse af romanen, der vil skitsere plottet med udhævning af vigtige elementer for psykoanalysen, som herefter vil følge i de tre tidligere beskrevet dele. Afslutningsvis vil der konkluderes, hvorvidt Kafka på stranden er en roman, som er i stand til at række ud over en konventionel psykoanalytisk teori, og om den er med til at give en ny forståelse af begærets potentiale.

 

Kafka på stranden

Kompleksitet i form af parallelverdener, forhalinger og personspaltning er blot nogle af de elementer, som er med til at gøre Kafka på stranden til en roman, som kan være svær at få greb om. Læseren bliver allerede fra romanens første side kastet ind i denne forvirring, hvor Kafka snakker med ”drengen ved navn Krage” (5) om, hvorvidt Kafka er godt nok forberedt til at løbe hjemmefra. Samtalen virker ganske reel og virkelig blandt andet, fordi ”Krage trækker ironisk på smilebåndet” (5), hvor samtalen foregår ”ved siden af hinanden i den gamle lædersofa i min fars arbejdsværelse” (6), og Kafka fx ”mærker Krages hånd på [sin] skulder” (8). Allerede i næste kapitel vil den opmærksomme læser dog finde, at Krage blot er Kafkas imaginære ven – der dukker op i tide og utide – fordi Kafka alene er taget med bussen mod en ”fjern, fremmed by” (8), hvor Krage pludselig dukker op og siger: ”Tillykke med fødselsdagen” (15). Allerede fra romanens start modtager læseren disse skizofrene vibrationer.

Romanens struktur er også mere eller mindre ’skizofren’, da der er to sideløbende fortællinger i romanen, der veksles mellem hvert kapitel, som man som læser føler er koblet sammen på mærkværdig vis, men som først bliver mere tydelig mod enden: Den ene fortælling handler om den unge dreng Kafka på 15 år, som har boet alene med sin far, siden han var 4 år, fordi moderen og søsteren forlod familien. Kafka er ikke glad for at bo sammen med sin far, som mest af alt er interesseret i sin kunst, hvilket får Kafka til at udtrykke senere i romanen, at ”min far betragtede mig [ikke] som andet end et af sine værker. Som en skulptur. Noget, som han kunne knuse og skade, som det passede ham” (216). Vi træder ind i romanen, da Kafka skal til at løbe hjemmefra, som til dels er for at flygte fra den tidligere citerede spådom – ligesom Ødipus gjorde det. Jeg vil senere vende tilbage til, hvorfor jeg mener, at Kafka adskiller sig fra Ødipus ved aktivt at gå sin skæbne i møde på trods af, at Kafka udtrykker over for Oshima – en ”tvekønnet, homoseksuel kvinde” (219) som Kafka bliver venner med senere i romanen – at ”jeg har ikke lyst til at gøre sådan noget. Jeg vil ikke slå min far ihjel og gå i seng med min mor og min søster” (218). Oshima har da også lige umiddelbart inden denne ytring konstateret, at Kafka ”er flygtet fra [sin] fars forbandelse” (218), men inden vi foregriber alt dette, må vi først have optakten til dette paradoks med. Den anden fortælling handler om den ældre mand, Nakata, som ved en mystisk hændelse i sin barndom gik fra at være en af de klogeste drenge i klassen til at blive analfabet. I stedet for at have evnen til at læse og skrive har han den egenskab, at han er i stand til at snakke med katte, hvilket betyder, at han oftest bliver betalt for at finde forsvundne katte. Af andre af Nakatas egenskaber kan desuden nævnes evnen til at få det til at regne ned med igler og fisk fra himlen. Romanen gør dermed brug af en form for magisk realisme, hvor disse overnaturlige hændelser blot bliver parafraseret som mærkværdige. Det har den klare egenskab, at det konstant forvirrer læsesituationen, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi, drøm og realitet bliver flydende – endnu et ’skizofrent’ greb. Et teknisk greb, som jeg vil hævde, at romanen flere gange gør implicit opmærksom på – fx ved denne betoning, som er gennemgående i romanen: ”Vores ansvar begynder i vores drømme” (143). Andre steder i romanen bliver dette element af magisk realisme også mere manifest, hvor man kan tolke Oshimas udsagn som en forfatterkommentar, der nærmest berettiger dette genregreb:

’Den overnaturlige verden er ikke andet end mørket i vores eget sind. Længe før Freud og Jung kastede lys over de dybeste lag af menneskets bevidsthed sidst i det nittende århundrede, havde man allerede instinktivt etableret en sammenhæng mellem de to mørke verdener, det ubevidste og det overnaturlige. Og der var ikke tale om en metafor.’ (240)

Foruden, at dette citat er med til at legitimere romanens brug af magiske og overnaturlige elementer, så giver det også en klar indikation af, at psykoanalysen spiller en afgørende rolle for fortolkningen af romanen. Romanen springer hvert kapitel mellem de to fortællinger, men for overskuelighedens skyld vil gennemgangen her følge ét spor ad gangen. Og således lægges der ud med det, som unægteligt må kaldes hovedfortællingen – Kafkas fortælling: Da Kafka er på vej til byen Takamatsu i bussen – for at løbe hjemmefra – møder han en pige, som han ”pludselig [får] mistanke om, at hun måske er [s]in søster” (27), inden han overhovedet har fået hendes navn, Sakura, at vide endnu. Deres mulige søskendeforhold bliver der flere gange gennem romanen hentydet til, da hun fx som noget af det første siger til Kafka: ”Jeg har en lillebror, som er nogenlunde jævnaldrende med dig […]. Men der har været forskellige problemer, så det er længe siden, jeg har set ham” (24). Dette vendes der tilbage til senere, da det er et uundgåeligt emne for romanens Ødipus-tematik. Kafka får Sakuras telefonnummer, men han opsøger hende ikke med det samme, da han er ankommet til sin destination, som er et businesshotel i byen, hvor han er i stand til at få lidt studierabat. Her følger han i stedet en fast rutine med billige måltider, styrketræning og besøg på et nærtliggende bibliotek. Især biblioteket kommer til at spille en vigtig rolle, hvor det i første omgang bliver stedet, hvor Kafka er i stand til at trække sig tilbage fra verden: ”Det er netop sådan et hemmeligt sted i et fjernt hjørne af verden, jeg har længtes efter, men indtil nu har det kun eksisteret i min fantasi” (43). Kafka beskriver selv sin daglige rutine således:

Jeg laver nogle enkle strækøvelser på værelset, før jeg tager hen i træningscenteret. Jeg laver de samme øvelser hver dag, med nøjagtig samme belastning. Aldrig hverken mere eller mindre. Så tager jeg bad, vasker mig omhyggeligt over hele kroppen og vejer mig for at tjekke, at der ikke sker nogen ændringer. Før frokost tager jeg toget ud til Komura-biblioteket. […] Jeg spiser frokost på terrassen, læser […], og klokken fem forlader jeg biblioteket. […] Jeg spiser aftensmad på restauranten ved stationen og gør mig umage for at få så mange grøntsager som muligt. […] Når jeg kommer tilbage til hotellet, sætter jeg mig ved bordet og skriver dagbog, hører Radiohead på min walkman og læser lidt mere, før jeg lægger mig til at sove klokken elleve. Nogle gange onanerer jeg, før jeg sover. Jeg tænker på pigen fra receptionen og skubber tanken om, at hun kunne være min storesøster, langt væk. Men om aftenen den ottende dag går min enkle, regelmæssige og indadvendte hverdag (og det måtte jo ske før eller siden) i stykker. (66, min kursivering)

Der er især to ting, der er værd at opholde sig ved i citatet. For det første så afslører Kafkas træningsrutine, at han er besat af at forblive i status quo. Han laver præcist den samme træningsrunde hver gang, hvor man i et normalt træningsperspektiv ville fokusere på variation og progression. Vejningen eksemplificerer også dette faktum, hvor han hverken vil tage på eller tabe sig. Han søger en (s)tilstand, hvor han kan gemme sig fra verden, uden at noget nyt sker – men det holder – selvfølgelig – ikke. For det andet så er det også påfaldende, at Kafka tænker, at alle piger, som han møder, der er i 20 års-alderen, er en mulig søster. Umiddelbart inden citatet har han netop forestillet sig, at en pige, der arbejder på hotellet, kunne være den forsvundne storesøster, og så er det jo selvfølgelig påfaldende i forhold til den incestuøse spådom, at han tænker på hende, når han onanerer på trods af, at han ”skubber tanken om, at hun kunne være min storesøster, langt væk.” Det er med andre ord paradoksalt, at Kafka på den ene side flygter fra sin skæbne, men på den anden side konstant også opsøger den ved at gøre tilfældige piger til sin potentielle storesøster. Et tilbagevende problem, som også gør sig gældende senere i romanen med hensyn til en potentiel mor. Hændelsen, der får Kafkas regelmæssige hverdag til at gå i stykker, er et fire timer langt blackout, hvor Kafka ingen ide har om, hvad der er sket. Det eneste vi ved, er, at Kafka vågner op ved en helligdom, hvor han har en stikkende smerte i sin venstre skulder, og den T-shirt han har på, er smurt ind i blod. Det er sent, og det er mørkt. Kafka er selvfølgelig ude af sig selv og ved ikke, hvad der er sket, men med hjælp fra Krage får han samlet sig sammen:

Jamen dog, men dog, hvordan har du dog fået alt det blod på dig? […] Du har bare lidt ondt i venstre skulder, så det er nok ikke dit blod. […] Du kan ikke blive hængende her i al evighed. Hvis politiet finder dig indsmurt i blod, er du færdig. Det er nok heller ingen god idé at tage direkte tilbage til hotellet. […] Du er måske indblandet i en forbrydelse, måske er du endda selv forbryderen. […] Måske leder de allerede efter dig. Du skal videre. Der er kun én ting at gøre, ét sted at tage hen. Og du ved godt, hvor det er. (78)

Stedet, hvor Kafka må tage hen, er hjem til Sakura. Han ringer og vækker hende, og de får aftalt, at han kommer hjem til hendes lejlighed. Sakura viser sig forstående overfor Kafkas situation og får Kafka til at fortælle hende hele historien, ”men selvfølgelig uden at fortælle om spådommen” (82). At Kafka ikke fortæller om spådommen viser sig at være et belejligt træk. Det viser sig, da Kafka og Sakura er færdige med at snakke og går i seng: Hverken Kafka eller Sakura kan sove, og hun inviterer ham ind under sin dyne. Hun påpeger, at det selvfølgelig er en rent platonisk gestus, da hun har en kæreste og ”ikke går i seng med andre” (99). Fra det er sagt går der dog ikke mange øjeblikke før dette sker:

Hun tøver lidt, men hiver så mine boksershorts ned, trækker min stenhårde pik frem og kærtegner den. […] Fornemmelsen af hendes bløde hånd vækker tanker dernede. ’Hvor gammel er din storesøster nu?’ ’Enogtyve år,’ svarer jeg. ’Hun er seks år ældre end mig.’ Det tænker hun lidt over. ’Vil du gerne se hende igen?’ ’Måske,’ svarer jeg. ’Måske?’ spørger hun og strammer grebet om min pik. ’Hvad mener du med det? Har du ikke lyst til at møde hende?’ (99, min kursivering)

Igen ses en betoning af det potentielle søskendeforhold, som denne gang bliver seksualiseret. Hvilket ses endnu tydeligere, da akten er forbi og Sakura siger: ”Det ville være dejligt, hvis jeg var din storesøster” (101). For at foregribe en senere hændelse i romanen, så ændrer det sig senere i Kafkas drøm fra, at Sakura og ham har et rent platonisk forhold til, at han drømmer, at han voldtager hende, hvor hun prøver at tale ham fra det: ”Jeg er din storesøster, og du er min lillebror. Selvom vi ikke er blodsbeslægtede, så er der ingen tvivl om, at vi er bror og søster. Det ved du godt, ikke? Vi er i familie med hinanden, så vi burde ikke gøre sådan noget” (393). Vi ved imidlertid, at det er en præmis for romanens univers, at drømmen tillægges den samme værdi som virkeligheden – qua ’ansvaret begynder i drømmen’. Derfor kan vi konstatere, at den ene del af spådommen er opfyldt.

I mellemtiden (før voldtægtsdrømmen) er de to andre elementer også blevet opfyldt. Efter Sakura har vist Kafka omsorg, beslutter han sig for at søge ud til Komurabiblioteket, hvor Oshima, der arbejder dér, som Kafka er blevet venner med gennem sine daglige besøg, tilbyder ham et job dér – eller i hvert fald sætter det i stand, så han kan blive ansat på biblioteket. Det er især to ting, der skal bides mærke i ved denne del af romanen. For det første spiller Kafkas overnatninger i Oshimas primitive hytte, som ligger langt ude på landet, en vigtig rolle. For det andet bliver det også her, at Kafka møder fru Saeki, som leder biblioteket. Fru Saeki er en tilbagetrukken kvinde på mere end halvtreds år, som er omgivet af mystik og hemmeligheder. Det siger næsten sig selv, at Kafka a) bliver forelsket i hende og b) prøver at iscenesætte hende som sin mor. Det er klart, at Oshima også spiller en vigtig rolle i denne del af romanen, men det er mere som funktion af hjælper og samtalepartner, som fx i denne samtale, hvor det bliver klart, at Kafka elsker fru Saeki: ”’Siger du, at det måske er fru Saeki, som du måske elsker?’ ’Ja,’ svarer jeg. ’Meget højt.’ ’Måske, men meget højt?’ Jeg nikker. ’Og så er der ovenikøbet den mulighed, at hun kan være din mor.’ Endnu en gang nikker jeg” (263). Kafka iscenesætter fru Saeki som sin potentielle mor ved at opstille en hypotese. Hypotesen går på, at fru Saeki engang har interviewet og udgivet en bog (i meget få eksemplarer) om folk, der er blevet ramt af lynet. Kafkas far er tilfældigvis også engang blevet ramt af lynet, hvilket gør det muligt for Kafka at tro, at faderen og fru Saeki på et tidspunkt har stiftet bekendtskab – og i Kafkas tanker også mere end det. Kafka præsenterer hypotesen for fru Saeki således:

’Og i henhold til hypotesen, så er jeg din mor, ikke sandt?’ ’Jo,’ svarer jeg. ’De boede sammen med min far, fødte mig, forlod mig og rejste bort. Dengang jeg lige var fyldt fire år.’ ’Er det din hypotese?’ Jeg nikker. ’Det var derfor, du forleden dag spurgte mig, om jeg havde et barn, ikke?’ Jeg nikker. ’Og jeg kunne ikke besvare dit spørgsmål. Hverken med et yes eller et no.’ ’Nej.’ ’Og derfor er din hypotese stadig gældende?’ Endnu en gang nikker jeg. […] ’Hvorfor i alverden kastede din far sådan en forbandelse over dig?’ ’Han ønskede måske at overføre sin egen vilje til mig,’ siger jeg. ’Så du kom til at begære mig?’ Ja,’ svarer jeg. (311, min kursivering)

Især Kafkas konstatering af faderens styring af sit begær er interessant, da det i høj grad peger på nogle af de processer, der bliver betonet i psykoanalysen. Kafka ender med at have seksuelt samvær med fru Saeki – sin hypotetiske mor. Først sker det i Kafkas drømme med en 15-årig udgave af fru Saeki før ovenover citerede samtale og efterfølgende – samme dag som samtalen – med den ’rigtige’ udgave, hvor den seksuelle akt selvfølgelig foregår ”næsten fuldstændig som natten før” (318) i drømmen. Og dermed er den del af spådommen også opfyldt – hvilket gør, at hele spådommen er opfyldt, men fadermordet bliver (delvist) forklaret i Nakatas del af historien, som vi kommer tilbage til om lidt. Med spådommen opfyldt træder vi ind i den sidste del af romanen: ”Jeg har allerede slået min far ihjel, voldtaget min mor, og nu er jeg trængt ind i min storesøster. Hvis der hviler en forbandelse over mig, vil jeg have den overstået og påtage mig den, så jeg kan få afsluttet den programmering, jeg er underlagt” (410, min kursivering). Det endelig opgør med forbandelsen sker ude i skoven ved Oshimas hytte. Oshima har tidligere advaret Kafka mod at gå for langt ind i skoven, og Kafka har da også fulgt dette råd ved at lave spor for at kunne finde tilbage igen. Denne gang vælger Kafka dog at smide alle hjælpemidler overbord og søge dybt ind i skoven:

Jeg smider spraydåsen med maling fra mig på jorden. Derefter øksen og kompasset. Det hele rammer jorden med et bump, der lyder til at komme langt borte fra. Jeg føler mig let, tager også rygsækken af og smider den på jorden. Mine sanser er skærpede, luften omkring mig er mere klar nu, og skoven tættere. […] Og så begiver jeg mig ind i skovens indre. (412)

Inde i skovens indre kommer Kafka – gennem nogle overnaturlige hændelser – ind i en anden dimension. Det er ikke væsentligt her at gå i detaljer med denne indtræden i den tidsløse dimension, da jeg vil påstå, at vi blot kan fortolke dette som en metafor for Kafkas dybe selvrefleksion. Det underbygges især af det faktum, at fru Saeki, som forinden er død af et hjerteanfald, besøger ham i den ’alternative dimension’, hvor Kafka endnu en gang får muligheden for at spørge hende, om hun rent faktisk er mor til ham, hvortil hun svarer: ”Du kender vist allerede svaret på det spørgsmål” (468). At hun pointerer, at Kafka selv kender svaret, underbygger den pointe, at Kafka allerede kender svaret i sin underbevidsthed: Hun er Kafkas mor. Kafkas udvikling gør, at han bliver i stand til at tilgive hende, at hun forlad ham: ”Mor, siger du, jeg tilgiver dig. Og dit frosne hjerte begynder at sprække” (468). Vi kan dermed se denne tilgivelse som en form for katarsis, hvor Kafka, som har opfyldt sin spådom, bliver i stand til at tilgive sin mors forsømmelser og samtidig også forlade denne tidløse dimension og i stedet træde tilbage ud i den virkelige verden – han er renset for sin forbandelse og sine traumer, eller hvad? Romanen er tvetydig omkring, hvorvidt Kafkas udvikling er fuldendt eller ej. På den ene side lader Kafka, med Oshimas ord, ”til at være blevet voksen” (491), fordi Kafka ikke længere vil flygte, men i stedet tage hjem og afgive forklaring over for politiet.

Endvidere ses det på romanens afsluttende sider, at Kafka ikke længere tillægger drømme den samme værdi, som han tidligere gjorde. Her set i en telefonsamtale med sin ’storesøster,’ Sakura:

’Jeg drømte om dig her for nylig,’ siger hun. ’Jeg har også drømt om dig.’ ’Det var vel ikke tilfældigvis en erotisk drøm?’ ’Det var det vist,’ indrømmer jeg. ’Men det var jo kun en drøm. Hvordan var din drøm?’ ’Den var ikke erotisk. Jeg drømte, at du gik rundt i et stort hus, der var ligesom en labyrint. […] Jeg blev virkelig bekymret for dig efter den drøm.’ ’Tak,’ siger jeg. ’Men det var jo kun en drøm.’ (494, min kursivering)

På romanens sidste side ses på den anden side, at der stadig kan stilles spørgsmålstegn ved Kafkas egentlige udvikling, da han stadig gør brug af sin ’imaginære ven’, Krage: ”’Du har gjort det helt rigtige. Ingen andre kunne have gjort det bedre end dig. Du er virkelig den barskeste femtenårige dreng i hele verden.’ ’Men jeg fatter stadig ikke meningen med livet,’ siger jeg” (495). Kafka har dermed stadig en eksistentiel krise i form af mangel på mening med tilværelsen, og han har stadig et spaltet sind. Nakatas fortælling udgør også en vigtig del af den samlede historie og fylder ret beset også halvdelen af romanen. For denne undersøgelse bliver det imidlertid ikke nødvendigt at gå i dybden med denne del af romanen, og derfor vil handlingen kun kort blive parafraseret med udpluk af nogle vigtige elementer. Nakatas skæbne er tæt koblet til Kafkas, hvilket i høj grad ses ved Nakatas mere eller mindre ufrivillige mord på karakteren Johnnie Walker. Da Nakata er på jagt efter en forsvunden kat, hører han om en person, der fanger og mishandler katte. I sin jagt på den forsvundne kat ender han hjemme hos ”den berømte kattedræber” (152), Johnnie Walker. Johnnie presser Nakata til at slå ham ihjel ved at slå levende katte ihjel foran øjnene på ham og derefter spise deres hjerte. Johnnie dræber ikke blot for fornøjelsens skyld, men tværtimod fordi han er i gang med at lave ”en ganske særlig fløjte” (153), som han skal bruge kattenes sjæle til at lave. Johnnie har med andre ord gang i et morbidt kunstprojekt, hvor han til sidst ville kunne ”lave en fløjte så stor, at [han] kan fylde hele verdensrummet” (153). De to ting, der skal rettes fokus på i denne begivenhed: 1) Johnnie Walker er Kafkas far og 2) Nakatas mord skal forstås som en forlængelse af Kafka selv. For det første ved vi, at Kafkas far er billedhugger, så der er en klar forbindelse mellem Kafkas ’rigtige’ far, Koichi Tamura, og Johnnie Walker at finde i ’kunsten’.

Desuden kan forbindelsen også bekræftes af, at Koichi, ifølge en nyhedsartikel, bliver slået ihjel efter at have været ”blevet stukket adskillige gange i brystet med den skarpe kødkniv” (209), som Nakata også bruger til at slå Johnnie ihjel i det næstkommende citat. For det andet kan vi se Nakatas mord på Johnnie som Kafkas mord på sin far af følgende grunde: I dialogen mellem Nakata og Johnnie umiddelbart før mordet, siger Nakata: ”Vær sød at holde op nu. Hvis De fortsætter, bliver Nakata sindssyg. Nakata føler sig slet ikke som Nakata mere” (161). Netop dette faktum, at Nakata ikke føler sig som selv, bliver kraftigt betonet i de sidste sproglige udvekslinger mellem de to:

’Føler du dig ikke som dig selv mere?’ spurgte han lavmælt, mens han smagte på ordene med tungespidsen. ’Det er meget vigtigt, Nakata. Altså når folk ikke længere er sig selv.’ […] Johnnie Walker kluklo. ’Når man ikke længere er sig selv,’ gentog han. ’Du er ikke længere dig selv. Det er jo det, Nakata. Vidunderligt. Det er meget vigtigt.’ (161)

Hvor vigtigt det er, at Nakata ikke føler sig som sig selv ses ved, at det helt fysisk også bliver Kafka, som vågner op med blod på hænderne (som beskrevet tidligere ved Kafkas blackout), mens Nakata – som også mister bevidstheden efter mordet – vågner op et helt andet sted uden så meget som en dråbe blod på sig:

Han havde jo lige taget en stor kniv og slået kattedræberen Johnnie Walker ihjel. […] Det huskede han ganske tydeligt, han kunne stadig mærke kniven i sine hænder. Det havde ikke været en drøm. Blodet var sprøjtet ud på ham, da han stak manden, og han havde været sølet ind i det. […] Det huskede han, men derefter var han selv faldet sammen i sofaen og havde mistet bevidstheden. Nu vågnede han her i græsset på den tomme byggegrund. […] Og der var oven i købet ikke en dråbe blod på hans tøj. (177)

Med Nakatas del af historien bliver det klart, hvordan Kafka opfylder sin spådom, da det er her, at det bliver vist, hvordan Kafka på mærkværdig vis får sin fars blod på hænderne. I resten af Nakatas historie er Kafka og Nakatas skæbne også smeltet sammen, da Nakatas handlinger bliver determineret af en udefrakommende (ukendt) stemme, der det ene tidspunkt fortæller ham, at han skal krydse en bro, eller det næste øjeblik skal han finde en særlig sten, som alt sammen fører til, at det bliver muligt for Kafka at komme ind i den alternative dimension. Nakata er dermed en behjælpelig karakter for Kafka, selvom Kafka ikke er bekendt med Nakata.

 

Urfaderen, drømme og ødipuskomplekset

Thus the omnipotence of thought, the over-estimation of psychic processes as opposed to reality, proves to be of unlimited effect in the neurotic’s affective life and in all that emanates from it. But if we subject him to psychoanalytic treatment, which makes his unconscious thoughts conscious to him he refuses to believe that thoughts are free and is always afraid to express evil wishes lest they be fulfilled in consequence of his utterance. But through this attitude as well as through the superstition which plays an active part in his life he reveals to us how close he stands to the savage who believes he can change the outer world by a mere thought of his. (Freud Totem 144, min kursivering)

Med Totem und Tabu søger Sigmund Freud at vise, hvordan den moderne socialisering er baseret på og formet af vores primitive oprindelse. I Totem und Tabu undersøger Freud primitive stammer for at se, hvilke processer der gør sig gældende i stammen. Én af de interessante punkter, som er citeret ovenover, er, at han finder, at den primitive tror, at alt hvad denne gør, tænker og drømmer har indflydelse på resten af verden. Det gør sig i høj grad også gældende for Kafka i Kafka på stranden, hvor han blandt andet tænker: ”Det, jeg går og forestiller mig, kan have indflydelse på resten af verden” (Murakami 145). Pointen hos Freud er, at den ’moderne’ neurotiker afslører, hvor tæt forbundet han er på den primitive i sin narcissistiske og illusionsagtige tro på, at han er omdrejningspunkt for hele verden – eller i hvert fald er i stand til at have indflydelse på sine omgivelser kun gennem sin egen tankevirksomhed. Dette er en af grundene til, at det er interessant at se på Kafkas udvikling med hensyn til, hvor meget værdi han tillægger sine drømme. I starten er de altafgørende; ved slutningen ”kun en drøm”. Derfor foranlediges vi til at tro, at Kafka har overvundet sine traumer, men som beskrevet er det imidlertid klart, at det kun er en delvis overvindelse. At der ikke kan laves en endegyldig konklusion på baggrund af Kafkas forhold til sine drømme, gør Freud også opmærksom på i Vorlesungen zur Einführung in die Psychoanalyse, hvor han beskriver, hvordan drømmetydningen kun er et delelement i den samlede psykoanalyse og aldrig kan stå alene. Det er også værd at bemærke, at Freud – selvfølgelig – benægter, at drømmen er fysisk skadelig, hvilket rationelle mennesker er bevidste om:

Søvntilstanden lammer vor bevægelighed; vore onde hensigter kan, selv om de begynder at røre sig, ikke gøre andet end at fremkalde en drøm, der i praktisk henseende er uskadelig, og denne beroligende tingenes tilstand erindres vi om af den såre fornuftige bemærkning fra drømmerens side – en bemærkning, der nok tilhører natten, men ikke drømmelivet: ’Det er jo kun en drøm. Lad den være, og lad os sove videre.’ (Freud Psykoanalyse 178, min kursivering)

Et vigtigt aspekt ved drømmen er ønskeopfyldelsen, som også rummer en grad af kompleksitet, da drømmene kan være forvrænget, hvilket blandt andet kan skabe ’pinlige’ eller ’straffyldte’ drømme, hvor ”straffen også er en ønskeopfyldelse, nemlig opfyldelsen af den anden, censurerende persons ønske” (178). Den andens begær vender vi tilbage til senere, men for nuværende må vi hæfte os ved det faktum, at Kafka, på trods af at have udtrykt, at han ikke ønsker at være sammen med sin mor og søster seksuelt, alligevel drømmer om det af flere omgange. Dette er faderens ’ønske’ for ham. I forhold til drømmecensuren i Kafkas drømme, så er det især Krage, der står for denne del. Han bryder ind i drømmene ved at skrige eller på anden måde gøre opmærksom på sig selv (Murakami 391). Og Krage konfronterer da også Kafka med disse moralske forkerte drømme: ’Det skulle du ikke have gjort, ikke engang i drømme,’ siger drengen ved navn Krage. […] ’Du skal vide, at jeg gjorde alt for at stoppe dig. Du må da have hørt mig, men alligevel gjorde du det’ (410). Her bliver Krage nærmest en manifestation af Kafkas overjeg, hvor Krage gentagende gange holder den moralske døm, hvor han enten bekræfter eller fornægter Kafkas valg og handlinger. Krage er ikke altid i stand til at bryde igennem Kafkas driftsbehov (som ved voldtægtsdrømmen), hvorfor vi kan se, at de impulser som stammer fra id’et, der berører de primitive urinstinkter, har en stærk drivkraft i Kafka.

De primitive urinstinkter belyser Freud blandt andet i Totem und Tabu, hvor det i høj grad er incestuøse forhold og ’urfaderen’, der styrer begæret. Han påviser blandt andet, hvordan de primitive samfund opstillede regler og forbud, der gjorde, at disse incestuøse forhold ikke skulle finde sted. Pointen her er, at moderne samfund ikke længere har brug for disse regler, da de er mere ’avanceret’, men neurotikeren i det moderne samfund oplever en regression, da han/hun ikke er i stand til at undertrykke disse primitive incestuøse følelser:

The neurotic, however, regularly presents to us a piece of psychic infantilism; he has either not been able to free himself from the childlike conditions of psychosexuality, or else he has returned to them (inhibited development and regression). Hence the incestuous fixations of the libido still play or again are playing the main rôle in his unconscious psychic life. (Freud Totem 28)

Med Freuds begrebsapparat ses det, at Kafka er neurotisk og lider af vrangforestillinger, men idet, at Kafka på stranden i høj grad spiller på myten om Ødipus og dette incestuøse urbegær, så er det nærliggende at se på, hvad der sker, når faderen, og dennes ”nej” til det incestuøse forhold, bliver slået ihjel. Freud argumenter i Totem und Tabu for, at urhordens mord på urfaderen skaber en posthum lydighed (subsequent obedience):

What the fathers’ presence had formerly prevented they themselves now prohibited in the psychic situation of ‘subsequent obedience’, which we know so well from psychoanalysis. They undid their deed by declaring that the killing of the father substitute, the totem, was not allowed, and renounced the fruits of their deed by denying themselves the liberated women. Thus they created the two fundamental taboos of totemism out of the sense of guilt of the son, and for this very reason these had to correspond with the two repressed wishes of the Oedipus complex. Whoever disobeyed became guilty of the two only crimes which troubled primitive society. (236)

Pointen hos Freud er, at faderen er inkarnationen af incestforbuddet, men da sønnerne frigør sig fra dette forbud ved at slå ham ihjel, så bliver de ramt af en skyld og samvittighedsfølelse, der gør, at de indoptager faderens vilje. Faktisk bliver ”den posthume lydighed ifølge Freud endnu stærkere, end lydigheden havde været mens Faderen levede” (von Eggers 82). På sin vis kan der godt argumenteres for, at dette gør sig gældende i Kafka på stranden, da fadermordet er den første af de tre begivenheder fra det traditionelle ødipuskompleks, der sker, hvorefter Kafka er sammen med moderen og søsteren. Problemet indtræder, da romanen vender om på faderens rolle, som normalt er bestemt til at sige ”nej” (forbud), men i stedet siger Koichi ”ja” (bud; eller rettere du skal), hvilket underminerer den traditionelle opfattelse af ødipuskomplekset ved at vise meningsløsheden i det, hvilket von Eggers også peger på:

I Freuds version dør faderen, og loven opstår i samfundet af mordere. Men begrebet ’den store Anden’ betegner ikke Urfaderen – det betegner loven, der opstår med faderens død. Den store Andens død ville derfor svare til, at loven (samfundets regler og praksisser) dør. Eller måske snarere: At samfundets regler og praksisser bliver ved med at leve videre, men uden nogen form for mening. Intet har som sådan erstattet Gud som et samlende meningshele. […] Guds død, derimod, betegner, at reglerne er gået bort. Ikke blot er garanten for deres mening gået bord – uden denne garant lever reglerne videre som en tom skal, hvis mening konstant er ved at falde fra hinanden. (86-87)

Meningsløsheden er også tydelig i Kafka på stranden, hvor Kafka flere gange udtrykker, at han ikke forstår meningen med livet, og som tydeligt bliver understreget med Kafkas sidste sætning i romanen: ”Men jeg fatter stadig ikke meningen med livet” (495). Kafka kan med andre ord hverken finde eller forstå meningen med livet, da meningen ikke længere er fastlagt, men snarere en foranderlig erstatningsmening, som konstant viser sig at være meningsløs. Ødipuskomplekset og faderens lov bliver – med von Eggers ord – intet andet end tom skal; et meningsløst regelsæt.

 

Begæret efter den anden og dødsdrift

Hvis dette regelsæt ikke længere giver mening, hvad skal man så gøre? Hvad vil så give mening? Det er disse spørgsmål, det gale menneske stiller. Hvor er horisonten? Hvor er de meningsfulde handlinger? Hvor er i det hele taget rummet for meningsfuld handling? (von Eggers 87-88)

Den lacanianske psykoanalyse tilbyder os en alternativ måde at forstå faderens, Kafkas og begærets rolle på i forhold til den freudianske. Jacques Lacans begreb om begæret efter den anden finder vi i den berømte sætning ”Le désir de l’homme, c’est le désir de l’Autre”. Der er en klar pointe med at citere sætningen på fransk, som oversætteren til den engelske udgave af Jacques Lacans Ecrits også bemærker da, ”it should be kept in mind that Lacan often uses the French here as a shorthand for saying ’what the Other desires’ or ’the object of the Other’s desire” (Lacan 760). Pointen er med andre ord, at sætningen på fransk indeholder en dobbelt genitiv, som ikke vil blive indeholdt i en direkte oversættelse til dansk (eller engelsk): ”Begæret er begæret efter den Anden.” En mere korrekt oversættelse – og anvendelse – af sætningen begrebet vil snarere lyde: ”Begæret er begæret efter den Anden eller den Andens begær.” Dette forhold ser vi blandt andet i Kafka på stranden ved, at Kafka både begærer fru Saeki, men samtidig også begærer hendes begær ved, at han interesserer sig meget for maleriet ’Kafka på stranden’, som fru Saeki altid har taget med sig, og som hun kigger på om natten (ifølge Kafka). Kafkas begær efter fru Saekis begær bliver også anerkendt ved, at hun beslutter sig for, at han skal arve maleriet. Der er endvidere også en anden grammatisk pointe i Lacans sætning; nemlig, at det er den Anden med stort ’A’. Den store Anden er, kort fortalt, ”samfundets faste rammer og mening. Samfundets ordnende princip kunne man sige” (von Eggers 19). Den store Anden er dermed ikke nogen bestemt, men snarere den struktur af regler og normer – skrevne som uskrevne – som inddeler verden og giver ”et fælles kompas for, hvordan man begår sig i en sådan verden” (20). Traditionelt set har denne store Anden været manifesteret i en religion (kirke), en kejser, eller en stærk faderfigur, der har lavet klare regler for, hvad der var rigtigt og forkert. Problemet i forhold til den store Anden opstår med det kapitalistiske samfund, hvor – med Nietzsches ord – Gud er død, markedet er enevældigt og i senkapitalismen efter ’68-oprøret bliver den tredje ”’klassisk[e]’ stor[e] Anden […] styrtet fra tronen, nemlig familiefaderen […]” (20-21). I senkapitalismen er den store Anden markedet, men i modsætning til de(n) traditionelle store Anden, så dikterer markedet ikke strenge regler, der er baseret på et meningshele, men i stedet byder den mennesket at nyde og konsumere så meget som muligt – Paul Verhaege ser også markedets opgør med restriktionen: ”The rule […] expressed in advertising messages is in stark contrast to this. Briefly summarised: enjoy!” (Verhaege 132). Og videre skriver Verhaege, som kontekstualiserer Lacans begreb om begæret i et senkapitalistisk samfund:

The perverse aspect lies, among other things, in the fact that the advertisement gives the impression that it has the target group’s best interests at heart and wants to inform them and tell them about the fantastic product they can buy, and about the new possibilities open to them. In fact, the only concern is to make a profit. This confronts us with the perverse father who gives the impression that he is concerned only with his children’s welfare quite independently of any form of self-interest, but who is meanwhile carefully calculating his own pleasure – all at the expense of his children. (133, min kursivering)

Verhaeges ide om den ’perverse fader’ ser vi i Kafka på stranden, hvor faderen, Koichi, i høj grad ser bort fra sin søns velfærd, og i stedet narcissistisk kun koncentrerer sig om sin egen kunst og nydelse – hvor han reelt set forbander sin egen søn for – med Lacans begreb – at skabe en mer-nydelse. Lacans begreb om mer-nydelse, plus-de-jouir, handler om ”at udvinde mere nydelse fra den mængde af (potentiel) nydelse, man allerede har, ved at investere den. Kapitalismen er kendetegnet ved, at jeg bevidst lader være med at nyde nu, for at kunne nyde så meget desto mere i morgen” (von Eggers 96). Dette kommer konkret til udtryk hos Kafkas far i Johnnie Walker-delen, hvor han indrømmer om indsamlingen af kattesjæle, at ”[d]et er dræbende kedsommeligt, og jeg er træt af det” (Murakami 154), men – som tidligere citeret – bliver han nødt til at gøre det for at kunne få mere nydelse senere i form af, at han vil ”fylde hele verdensrummet”. Nicolai von Eggers pointerer dog i forbindelse med dette, at den fulde nydelse sjældent indtræffer. Slavoj Žižek beskriver også det paradoks i Looking Awry (som er en introduktion til Jacques Lacan), hvor han blandt andet gennem Zenons paradoks og Sisyfos-myten viser, hvordan begæret altid bliver forskudt og sjældent kan opnås – eller i hvert fald ikke fastholdes:

Can we not recognize in this paradox the very nature of the psychoanalytical notion of drive, or more properly the Lacanian distinction between its aim and its goal? The goal is the final destination, while the aim is what we intend to do, i.e., the way itself. Lacan’s point is that the real purpose of the drive is not its goal (full satisfaction) but its aim: the drive’s ultimate aim is simply to reproduce itself as drive, to return to its circular path, to continue its path to and from the goal. The real source of enjoyment is the repetitive movement of this closed circuit. (5)

Netop dette drive, eller drivkraft/drift, er væsentligt for at forstå Kafka. Min påstand er, at vi ikke kan forstå Kafka, som en gængs person, hvis begær er styret af markedet og rettet mod profit, fysisk tryghed og materiel velstand. Kafka er snarere rettet mod at finde en mening med sin tilværelse, at søge ind i sig selv og finde ”et hemmeligt sted i et fjernt hjørne af verden”, hvor det ikke er den akkumulerende reproduktion, der hersker. Med von Eggers ord søger Kafka altså de ”meningsfulde handlinger” og at bryde de meningsløse gentagelser ”af gamle vaner, traditioner og praksisser” – Kafka konstituerer sig som det von Eggers kalder ”det gale menneske”; han søger at finde en mening for sig selv. Dette fænomen viser von Eggers også passer ind i en lacaniansk terminologi:

Lacans ord for dette er dødsdrift: Jeg går til enden af mit begær, forfølger dét koste hvad det vil. Dødsdriften er ikke begæret efter at dø. Dødsdrift betyder, at det ikke har nogen betydning om jeg skulle dø, mens jeg forfølger dét. Dødsdriften er dermed snarere noget udødeligt. Dødsdrift er, når der er noget, jeg må gøre, når der er noget, jeg må reagere på. Et begær, der ikke kan slukkes. […] Pyt med hvad den store Anden mener […] – jeg er nu brudt fri og kan forfølge det, jeg tror på og gøre det rigtige […]. (113-14)

Denne dødsdrift er meget nærværende hos Kafka, hvor han bryder den sociale norm; opsøger sin spådom og til sidst forfølger sit mål, ”koste hvad det vil”, hvor han inde i skoven helt konkret smider alle sine genstande og hjælpemidler, fordi han tage dybere ind i skoven. Han er upåvirkelig: Han voldtager sin søster selvom Krage (i.e. overjeg’et) prøver at forhindre ham; han er åbenlyst forelsket i fru Saeki, som han samtidig iscenesætter som sin mor – med andre ord forfølger Kafka netop dét, som han tror vil frigøre ham fra spådommens forbandelse uden hensyn til noget samfundsmæssigt moralsk kodeks. I gennemgangen af Kafka på stranden viste jeg, hvordan Kafka i starten af romanen søger en rutinemæssig hverdag, hvor der helst intet nyt skal ske; Kafkas stilstand. Men hvad er så grunden til, at Kafka kan gå fra den vanemæssige tryghed til dødsdriftens risiko og usikkerhed? Žižek giver os en mulig forklaring – her præsenteret gennem von Eggers:

Først når Gud er død, kan jeg gøre dét. Med Žižeks ord: ’Guds død er opkomsten af den udødelige drift.’ Først efter Guds død er der dødsdrift. Hvorfor? Fordi der ikke længere er nogen Fader med stort F, ikke nogen stor Anden, i forhold til hvem, enhver handling må vurderes. Handlingen kan i sig selv sætte nogle nye koordinater for, hvad handlingen overhovedet betyder. (129)

Den første reelle begivenhed i Kafka på stranden efter, at han er løbet hjemmefra, er, at han pludselig vågner op med sin fars blod på hænderne, hvorefter Kafkas stilstand er ovre. Efter fadermordet slippes Kafkas drift løs, og han sætter alt ind – uden at tænke på konsekvenserne – for at forfølge dét. Et interessant punkt er, at von Eggers skriver, at handlingen har et potentiale for at skabe nye koordinater og betydningsrammer. Dødsdriften får med andre ord et meningsdannende potentiale – om ikke et universelt potentiale, så i det mindste et potentiale for det partikulære individ. Det dødsdriftige gale menneske har potentialet til at handle og handle ud fra de rigtige spørgsmål, som ikke blot reproducerer tilværelsen i en uendelighed, men snarere stiller spørgsmålstegn ved reproduktionsgrundlaget. Her kommer Deleuze og Guattari ind i billedet.

 

Den skizofrene helt

I Deleuze og Guattaris værk L’Anti-Oedipe står den freudianske psykoanalyse for skud, da de mener, at den er reduktiv og blot bliver endnu et kapitalistisk samlebåndsmaskineri, hvor patientens diagnose altid er stillet på forhånd. Psykoanalysen bliver med andre ord blot endnu et af markedets produkter, hvor bytteforholdet er ”flows of speech in exchange for flows of money” (56) – det eneste, der kræves, er en ”psychotic episode” (56), herefter står psykoanalytikeren klar til at forklare og udbedre neurosen ved at vise, hvordan det kan reduceres til ødipuskomplekset; ”the daddymommy-me triangle” (143). Deleuze og Guattari ikke blot afviser den freudianske psykoanalyse, men tager fat i roden på det, som de mener, at Freud har overset – eller med deres ord det, som Freud ikke kan lide – den skizofrene:

Freud doesn’t like schizophrenics. He doesn’t like their resistance to being oedipalized, and tends to treat them more or less as animals. They mistake words for things, he says. They are apathetic, narcissistic, cut off from reality, incapable of achieving transference; they resemble philosophers – ”an undesirable resemblance” (23, min kursivering).

Hvad vi skal bide mærke i er, at Deleuze og Guattari hævder, at den skizofrene ikke lader sig ødipalisere; de yder modstand. Dette leder til – med fare for at foregribe en stor del af deres værk – at de ser et potentiale i skizofrenien: ”The schizo is not revolutionary, but the schizophrenic process – in term of which the schizo is merely the interruption, or the continuation in the void – is the potential for revolution” (341). I skizofrenien opstår der et mulighedsrum, hvor der kan gøres opmærksom på, at tingene kan foregå på en anden måde, om det så enten er ved at afbryde det kapitalistiske maskineri eller ved at søge ind i kernen på dens tomme skal. Hermed nærmer vi os et afgørende punkt for Kafka på stranden: Kafka drager nemlig helt dertil – ”helt til verdens ende” (Murakami 494) – for at forfølge sin spådom; for at få den opfyldt og afviklet. Men hvad sker der så, når Kafka når dertil? Intet. Kafka er derfor netop manifestationen af denne ”continuation in the void”, hvor han ved at søge og opfylde det tabubelagte ødipuskompleks viser, at det hele er meningsløst, som han selv afslutter romanen med at sige. Kafka viser, at der i kernen af ødipuskomplekset intet er – det er en tom skal. Han bliver ikke – som Kong Ødipus – blind (og dermed kastreret i en traditionel freudiansk forståelse), og dermed viser han, at der ikke er nogen større moralsk straffeinstans. Der er ingen stor Anden, som kommer og håndhæver reglerne om det forkastelige i at slå sin far ihjel og gå i seng med sin mor og søster – Kafka kan blot tage toget hjem og forsætte et nyt liv: ”Endelig falder du i søvn, og når du vågner igen, er du en del af en helt ny verden” (495).

 

Det moderne ødipuskompleks

Murakamis Kafka på stranden bringer ødipuskomplekset ind i en moderne kontekst, som adskiller sig markant fra det traditionelle kompleks. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at romanen ikke bare er en modernisering, der sætter det traditionelle kompleks ind i nye rammer. Snarere rækker romanen ud over en konventionel forståelse af komplekset ved at vise, at det ikke længere giver mening i det kapitalistiske samfund – det er en tom skal, som Kafka afslører ved at forfølge komplekset ”til verdens ende”. Dette betyder imidlertid ikke, at den traditionelle freudianske opfattelse af komplekset og de psykologiske processer hermed skal kasseres. Den kan i stedet bruges som fundamentet, der kan vise hvilke processer der er på spil, som analysen også viste. Hurtigt bliver det klart, at Freuds teori får brug for en overbygning, da den ikke længere kan danne et grundlag for mening i det senkapitalistiske samfund. Den lacanianske psykoanalyse og Deleuze og Guattaris ’skizoanalyse’ er to muligheder for en sådan ’overbygning’. Fælles for begge disse tilgange er, at de begge peger på et potentiale i begæret: i dødsdriften og i den skizofrene proces. Begge disse tilgange til potentialet er at finde i Kafka på stranden, og netop derfor er den med til at eksemplificere en ny forståelse af begærets potentiale, som ikke længere er bundet til en stor Anden, men som nu – hos de rette personer – kan bruges på anden (de)konstruktiv vis.

 

Bibliografi

Deleuze, Gilles og Félix Guattari. Anti-Oedipus: Capitalism and Schizophrenia. Oversat af Robert Hurley et al., Penguin Classics, 1977.

Eggers, Nicolai von. Efter Guds død. Forlaget Taschenspiel, 2013.

Freud, Sigmund. Psykoanalyse. Oversat af Mogens Boisen, 1972, Hans Reitzel.

Freud, Sigmund. Totem and Taboo. Oversat af A. A. Brill, 1918, Moffat, Yard and Company.

Lacan, Jacques. Ecrits. Oversat af Bruce Fink, 2007, W. W. Norton & Company.

Murakami, Haruki. Kafka på stranden. Oversat af Mette Holm, 2014, Klim.

Rudnytsky, Peter L. “Oedipus and Anti-Oedipus.” World Literature Today, vol. 56, nr. 3, University of Oklahoma Press, 1982, s. 462-470, doi:10.2307/40137217.

Verhaeghe, Paul. “Fathers in flight”. Love in a Time of Loneliness, 2012, Karnac Books.

Žižek, Slavoj. ”The Paradoxes of Object petit a”. Looking Awry, 1992, The MIT Press.

Dialektikken i HRM: Et HRM-perspektiv på Herman Melvilles “Bartleby” og Moby-Dick

[Følgende artikel var en af mine universitetsopgaver fra et HR-fag, som jeg forsøgte at koble til mit hovedstudie: Litteraturvidenskab. I nogle passager bliver HR-metoder som fx Lean anfægtet, men det er klart, at klassiske Lean-metoder ikke per definition er ringe. Fx TWI, som stammer tilbage fra 2. verdenskrig, hvor man forsøger at standardisere organisationen, så er det ikke unormalt, at man efterfølgende kobler et mere dynamisk aspekt på – dvs. at man bringer det “dialektiske” ind i et ellers klart afgrænset felt. Dette indeholder også dialektikken i sig.]

 

Karl Marx’ Das Kapital (1867) viste, hvordan menneskene i kapitalismen ikke længere stod i et direkte socialt forhold til hinanden, men snarere opfattede hinanden som varer eller ting; med andre ord en ressource, der kan udnyttes. Et felt som HRM (Human Resource Management) bekræfter umiddelbart Marx’ påstand, hvor man netop hér søger at skabe de ’bedste’ arbejdsmæssige vilkår, som har til hensigt at udvinde så meget merværdi fra medarbejderne som overhovedet muligt. Måden hvorpå disse menneskelige ressourcer skulle udnyttes har dog ikke været enslydende: Julia Dakwar, Anne-Christine Lorentzen og Flemming Smedegaard skriver i deres artikel ”En ansats til teorien om Situationel Dialektisk Ledelse”, at HRM-litteraturen gennem det 20. århundrede i høj grad har været præget af en ’enten-eller-logik’, hvor den ene side har argumenteret for ’hård’ ledelse med fokus på produktion og effektivitet, mens den anden side har argumenteret for ’blød’ ledelse med fokus på anerkendende, værd(i)sættende og visionære tilgange, der i høj grad er koncentreret om kommunikationsprocesser. Groft opstillet kunne man sige, at den hårde ledelsestilgang har drejet sig om HRMens ’RM’, mens den bløde tilgang har koncentreret sig om ’HM’; rationelle og universelle tilgange på den ene side kontra præferentielle og partikulære tilgange på den anden. Pointen med Dakwar, Lorentzen og Smedegaards artikel er dog ikke et deskriptivt forsøg på at vurdere, hvilken tilgang der imidlertid er mest hensigtsmæssig, men snarere et normativt forsøg – eller en ansats, som de selv kalder det – på at skabe en ’både-og-tilgang’, der aktivt og refleksivt skal søge at forbinde disse to historiske modpoler (hård vs blød) til én form for dialektisk ledelse (hvilket er baseret på en deskriptiv observation af konkret ledelsespraksis og menneskelig adfærd); eller om man vil et forsøg på at skabe en sammenhængende HRM, hvor alle tre dele spiller en væsentlig rolle. Hermed kommer vi igen tilbage til en af Marx’ (og Friedrich Engels) pointer, hvor det netop er gennem dialektikken, at bevidsthedens og historiens udvikling er mulig, fordi ”udviklingen er baseret på kampen mellem to eller flere klasser i samfundet med modstridende mål” (Dakwar et al. 6). De to modstridende parter står klart, og derfor bliver det denne opgaves formål at følge op på Dakwar, Lorentzen og Smedegaards artikel, hvor de også ekspliciterer, at deres teori stadig er på det indledende stadie: ”Artiklen skal således ses som et første indledede arbejde, hvor vi først og fremmest præsenterer nogle generelle pointer om Situationel Dialektisk Ledelse, som der skal arbejdes videre med for at udvikle et egentligt alternativ til de eksisterende ledelsesteorier” (4).

Indeværende opgave vil søge at gribe dette an ved at se på to fiktive virksomheder i Herman Melvilles to berømte værker Moby-Dick (1851) og ”Bartleby; or, The Scrivener” (1853), som både skal virke til at klargøre, hvad henholdsvis en blød og hård ledelsestilgang består af, men som samtidig også skal være analyse-, diskussions- og anvendelsesgenstand for en dialektisk tilgang til HRM-feltet. Hvor Dakwar, Lorentzen og Smedegaards artikel i høj grad koncentrerer sig specifikt om ledelse vil denne opgave have et bredere HRM-perspektiv, hvor jeg blev andet også vil se på virksomhedens arkitektur med teoretisk inspiration fra blandt andre Michel Foucault og Helle Hein eller et emne som aflønning, hvor de to litterære værker viser forskellige muligheder – og problemstillinger. Nogle af de grundlæggende HRM-diskussioner, som værkerne vil aflede, vil blive behandlet med hjælp fra Henrik Holt Larsens ’lærebog’ om HRM, Licence to work – Arbejdslivets tryllestøv eller håndjern?, som også indeholder en vekselvirkning mellem forskellige tilgange – hvilket værkerts titel til dels også afslører – men undgår at nødvendigvis fælde dom over den ’rigtige’ tilgang; snarere er værket en værktøjskasse, som kan tilbyde potentielle løsninger til flere gængse HRM-problemstillinger. Grunden til, at empirien er faldet på to skønlitterære værker, skyldes især, at værkerne tilbyder to meget forskellige virksomheder og ledere, som vi også får indblik i fra forskellige synsvinkler. I ”Bartleby” bliver historien fortalt gennem virksomhedens leder og ejer, som i høj grad kan karakteriseres som en blød leder; i Moby-Dick bliver historien fortalt gennem en af virksomhedens medarbejdere, hvor vi følger ham og sine kollegaers reaktioner på deres hårde leders beføjelser. De to virksomheder adskiller sig desuden på en række andre punkter, som vi kommer tilbage til, men pointen, der skal stå tilbage for valget af empiri, er, at værkerne i høj grad tilbyder et særligt og nuanceret indblik i virksomhedsledelse, især når de bliver bragt i spil overfor hinanden.

Opgaven vil søge mod en ’både-og-struktur’, hvor der ikke først vil blive etableret et teoretisk begrebsapparat, der herefter skal forceres ned over værkerne. Snarere vil opgaven lade værkerne lede til forskellige HRM-tematikker, som vil blive behandlet og diskuteret umiddelbart, hvor de dialektiske elementer vil være i fokus. Det er imidlertid nødvendigt at starte med et kort oprids af nogle af de væsentlige pointer fra Dakwar, Lorentzen og Smedegaards artikel, da den i høj grad er baggrunden for denne opgaves tilgang. Herefter vil de to værker blive behandlet ud fra et ’rent’ HRM-fokus, som til sidst vil ende ud i en overordnet konklusion, der blandt andet forholder sig til det at bruge dialektisk ledelse i praksis.

 

Situationel Dialektisk Ledelse

Dakwar, Lorentzen og Smedegaard gør sig ingen illusioner om, at ansatsen til at implementere en situationel dialektisk ledelsestilgang er problemfri; tværtimod, så gør de flere gange opmærksom på, at netop denne tilgang kan virke diffus og svær at måle på bundlinjen, hvilket de blandt andet peger på i dette citat:

 

En af hovedpointerne for denne artikel er, at man med fordel kan fokusere på en både-og tilgang til ledelse frem for enten-eller. Denne pointe skal ses i lyset af antagelsen af, at vi som mennesker er ambivalente i vores ønsker. Dvs. at både-og tilgangen til ledelse i høj grad harmonerer med menneskets reelle gøren. Der opstår dog et problem for både-og tilgangen, fordi den kan fremstå diffus og uklar, hvor enten-eller tilgange fremstår med en langt større klarhed. Måske er netop det en af hovedårsagerne til, at teorier som lean og NPM vinder så stort indpas – fordi de tilbyder klarhed. (20)

 

Citatet peger imidlertid også på et andet vigtigt punkt. Antagelsen, om at mennesker er ambivalente i deres ønsker, kvalificerer den dialektiske tilgang til HRM, fordi det netop afspejler menneskets splittede tilværelse. Dette leder til en af artiklens større filosofiske problemstillinger mellem universalisme kontra partikularisme; er der særlige grupper af mennesker, der har de samme ambivalente ønsker? Eller er ønskerne individuelle? Artiklens hensigt er – med god ret – ikke så meget at gå ind ”i en ideologisk kamp, hvor der findes en rigtig side; nemlig marxismen i modsætning til kapitalismen” (27), men snare have et både-og perspektiv – ”eller i hvert fald et mere dynamisk enten-eller” – som ikke har nogen eksplicit politisk/ideologisk agenda. Pointen, der står tilbage, er den, at det er uundgåeligt ikke at komme ind på begge sider og forholdet mellem disse tilgange – blandt andet mellem partikulær kontra universel – da det i høj grad vil styre, hvordan der skal skabes et anvendeligt begrebsapparat. Artiklen beskæftiger sig også med begge disse to sider, som ses ved flere tilfælde, som fx i deres fokus på de relationelle problematikker i organisationen, hvor der argumenteres for, at man ikke kun kan forfølge en tilgang baseret på universalitet:

 

Interpersonelt kan det være en udfordring, at værdier ikke er universelle. Omvendt ér vi mennesker nødvendigvis forskellige, og universalitet betragtes ikke som et ideal, selvom mangfoldighed kan frustrere, og til trods for at den dominerende diskurs inden for organisation og ledelse har været præget af en anerkendende tilgang med fokus på harmoni og det, der samler, frem for et dialektisk forhold mellem netop det samlende samt udfordringer og modsætningsforhold, som ifølge Stacey har bidraget til et sådan ideal. Konkret kommer nødvendigheden til udtryk ved, at vi har forskellige roller i samfundet, der både skal udfyldes og udvikles, hvorfor forskellige interesser og prioriteter er en fordel, og hvorfor den dialektiske lingvistik er hensigtsmæssig i sit fokus på modsætninger i forsøget på at opnå en øget forståelse for og indsigt i disse. (28)

 

Det væsentlige er, at den dialektiske tilgang danner bro mellem to modsætningsforhold, som dermed bliver trukket ud i kontinuum, hvorfra der kan skabes grundlag for forståelse og indsigt, som fx i HRM-feltet kan bidrage til at skabe et rum for kommunikativ handlen, hvor parterne kan tale fra et fællessted. Det er klart, at dette dog er et mere eller mindre utopisk rum, da det kræver et værdifællesskab, hvor folk ikke ønsker at modarbejde eller udfordre hinanden (fx gennem en magtkamp), som Dakwar, Lorentzen og Smedegaard da også påpeger:

 

Sådan en proces kræver dog et miljø, der understøtter dette, for omvendt kan mangfoldigheden ifølge konsulent og forfatter Elisabeth Plum være en udfordring, når medlemmer arbejder parallelt af hinanden, fordi man enten ikke ønsker at forstå eller udfordre hinanden, eller fordi medlemmer helt modarbejder hinanden (29).

 

Dette lader imidlertid til at være en uomgængelig problematik, som den tyske filosof Jürgen Habermas også stødte ind i med sin teori om den kommunikative handlen, der baserede sig på idéen om, at man kunne skabe en ’ren’ (her forstået som magtfri) samtale ved at fjerne sig fra konteksten og i stedet have et fælles værdisæt (fornuften). Dakwar, Lorentzen og Smedegaard søger ikke at fjerne sig fra konteksten. Tværtimod, så søger de at drage konteksten (det situationelle) ind i ledelsesteorien ved netop at understrege, at der ikke kan være et fastlagt værdisæt, som der skal ageres ud fra, men snarere lade det være op til en analyse og refleksion over den givne situation, hvorfra ’ledelsesværktøjet’ kan vælges ud fra et kontinuum af modsætningsforhold, som passer til situationen:

 

Hvis man skal tale om et formål med en mere dynamisk dialektisk lingvistik, er det at anerkende forskelle frem for at undertrykke dem, men også at betragte modsætningsforhold og forskelle som havende forskellig størrelse eller betydning alt efter konteksten og øvrige eksisterende modsætningsforhold, ligesom det afhænger af de involverede parter og deres topos. Et formål er ligeledes at pege på, at handlinger forbundet hermed er udtryk for en værdirealisering, der ligeledes kan analyseres med den dynamiske dialektiske lingvistik. (32)

 

Dette fokus på refleksiv, situationel og dialektisk ledelse efterlader dog organisationen med et strukturelt problem, hvor det bliver svært at planlægge og kontrollere styringen af virksomheden, fordi alt skal tages op til overvejelse, da der ikke kan fastlægges en fast praksis, men snarere nogle retningslinjer, som lederen og medarbejderen kan navigere indenfor. I ”En ansats til teorien om Situationel Dialektisk Ledelse” viser de dog det problematiske i dette, da en mangel på ’eksakt videnskab’, hvor man ikke kan planlægge, skaber angst, utryghed og kaos, og derfor bliver det ofte praksis at fastlægge planlægningen:

 

Dermed sker planlægning som ”science” og ifølge Fischer ikke på baggrund af forskning og en reel effekt af kontrol og planlægning, men simpelthen fordi kontrol dulmer vores uro, hvilket er i tråd med Staceys opgør med planlægnings- og styringsparadigmet. Det understreger ligeledes pointen fra dialektisk ledelse om, at det er lettere at operere med absolutter end relativitet, og således føjes et behov for at praktisere ud fra en lineær kausalitetsopfattelse. (34)

 

Her ser vi i høj grad et dialektisk forhold mellem rationalitet og præferencer, da idéen om planlægning generelt vil udspringe af et fornufts- og rationalitetsønske, men hvor det tværtimod slår over i irrationalitet og præferencer, fordi mennesker har en tendens til at forsimple virkeligheden for at skabe overskuelighed – og dermed ”dulme vores uro” gennem kontrol. Der er dermed et paradoks i rationalitetens forsøg på at forudsige kommende problemstillinger, da disse forudsigelser aldrig vil være universelt gældende. Pointen, som Dakwar, Lorentzen og Smedegaard også betoner, er ikke, at vi derfor skal droppe denne logik, men snarere sørge for at være tilpasningsparat:

 

Stacey (2011) henviser til uforudsigelige forudsigeligheder eller forudsigelige uforudsigeligheder i et forsøg på at gøre opmærksom på, at der er elementer, vi ved eller bør vide, vi ikke kan forudsige, og i tråd med Fisher er pointen ikke at undlade at forsøge at skabe rammer, men at være bevidst om kompleksiteten frem for at bilde sig selv ind, at man kan forudsige organisationer, der i Staceys perspektiv ikke bør betragtes som et system, men som bestående af mennesker med forskellige agendaer, der påvirker organisationens retning. En refleksion af disse hensigternes vekselvirkning og kompleksiteten tilføjer nuancer, vi ikke bør gå glip af, hvad enten vi vælger at forsimple verdenen indimellem eller ej. (34)

 

Med disse antagelser bliver det muligt at udsige nogle generelle ledelsesegenskaber, uden at de dog bliver enten-eller, men i stedet ’både-og-egenskaber’, hvor en af de vigtigste kompetencer bliver refleksion: ”Ifølge Hein er den gode leder konstant reflekterende, og denne konstante refleksion forsøges der bidraget til med artiklen” (35). Et af de tilbagevendende refleksionsemner, som vil indtræffe, er modsætningen mellem det universelle og det partikulære. Det er klart, at lederen har en privilegeret position i organisationen i forhold til at være normbærende, men Dakwar, Lorentzen og Smedegaard pointerer (blandt andet gennem George Mead) skarpt, at disse normer og værdier konstant vil være i forandring, da organisationens interne samspil vil være i en proces, hvor det generelle vil blive omformet af det særskilte:

 

Partikulariseringen af det generaliserede mønster involverer dog samspillet mellem mange menneskers intentioner og værdier, og det er et samspil, der ikke kan designes. Det betyder, at den løbende genfortolkning af det generaliserede mønster og deraf konkrete udformning af samarbejdet emergerer som resultat af den mening, der opstår i interaktionen i processerne af partikularisering over tid. (41)

 

Organisationen og ledelsen har behov for at være tilpasningsparat og konstant refleksiv for at kunne styre virksomheden menneskelige ressourcer på den mest ønskelige måde. Med dette fastlagt søger Dakwar, Lorentzen og Smedegaard at opstille nogle hensigtsmæssige lederegenskaber, som er i stand til at honorere denne både-og-tilgang. De er imidlertid udmærket klar over det paradoksale ved en sådan liste, som på ingen måde er en nem formel til en succesfuld leder, men snarere en liste, der kan bidrage til succesfuld ledelse over tid. De oplistede lederegenskaber er følgende:

 

  • Rummer mangfoldighed, er tillidsvækkende og seriøs
  • Er beslutsom, sætter rammer, er formidlende, inspirerende, troværdig og realistisk
  • Har overblik og prioriterer kommunikation
  • Er social, engageret og har situationsfornemmelse
  • Er empatisk og reflekteret
  • Er italesættende, opmærksom og tydelig
  • Er selvbevidst

 

På trods af kompleksiteten, det diffuse i form af mangel på generelle værktøjer og svær målbarhed, så afslutter Dakwar et. al med at understrege vigtigheden af ledelse, fordi lederen tilbyder tryghed og tillid til medarbejderne, som derfor kan arbejde mere effektivt. Med det sagt, så understreger de dog også, ”at lederen kan sætte rammerne så godt som muligt uden at diktere succes eller pådrages al skylden for en fiasko” (48); med andre ord har lederen en rolle, hvor påvirkningsevnen på andre ofte vil være høj, men samtidig, så er lederens påvirkning også styret – i den dialektiske ledelse – af interaktionen med resten af organisationen og konteksten, som gør, at en succes eller fiasko aldrig udelukkende er bestemt af ledelsen. Denne ansvarstematik er imidlertid interessant at have i baghovedet, når vi vender os mod værkerne ”Bartleby” og Moby-Dick, hvor lederne af virksomhederne i disse værker har fået en stor del af skylden for deres fiasko i den litterære reception og kritik.

 

Åbent kontormiljø, blød leder og præferencens logik i ”Bartleby”

I novellen ”Bartleby” befinder vi os på et advokatkontor beliggende på Wall Street i New York, hvor der ved historiens start er tre ansatte i virksomheden foruden advokaten: to skrivere og en kontordreng. Men det er først, da advokaten beslutter sig for at ansatte endnu en skriver, Bartleby, at virksomheden begynder at komme i uvejr. Før vi når til selve Bartlebys indtrædelse på kontoret, så gør advokaten – som er fortælleren – meget ud af at beskrive rammerne:

 

Ere introducing the scrivener, as he first appeared to me, it is fit I make some mention of myself, my employées, my business, my chambers, and general surroundings; because some such description is indispensable to an adequate understanding of the chief character about to be presented (Melville ”Bartleby” 4).

 

Advokatens betoningen af miljøets vigtighed for vores forståelse af hovedpersonen gør, at vi bliver bekræftet i, at rammerne ikke blot er tilfældige, men er nøje overvejet og af stor betydning for historien. Om sig selv siger advokaten, at han er en ”eminently safe man”, og videre at han ikke just er konfliktsøgende: ”I am a man who, from his youth upwards, has been filled with a profound conviction that the easiest way of life is the best” (4). Han mister sjældent sit temperament og undgår så vidt som muligt at komme i ’farlige’ situationer. Advokatens egenskaber som leder kommer vi tilbage til senere, når vi har set, hvordan han behandler forskellige situationer i virksomheden. Inden vi når så langt, så er det værd at kigge nærmere på de ”general surroundings” og andre rammer, som har indflydelse på virksomheden. Advokaten beskriver indledningsvist kontoret og omgivelserne således:

 

My chambers were up stairs at No. – Wall-street. At one end they looked upon the white wall of the interior of a spacious skylight shaft, penetrating the building from top to bottom. This view might have been considered rather tame than otherwise, deficient in what landscape painters call ”life.” But if so, the view from the other end of my chambers offered, at least, a contrast, if nothing more. In that direction my windows commanded an unobstructed view of a lofty brick wall, black by age and everlasting shade; which wall required no spy-glass to bring out its lurking beauties, but for the benefit of all near-sighted spectators, was pushed up to within ten feet of my window panes. Owing to the great height of the surrounding buildings, and my chambers being on the second floor, the interval between this wall and mine not a little resembled a huge square cistern. (5)

 

Der er mange ting på spil i citatet, men der er især to ting, som vi kan hæfte os ved. For det første bliver det betonet, hvordan advokatkontoret bliver sat til skue: Den ene nabobygning ’penetrerer’ advokatbygningen fra top til bund samtidig med, at den anden bygning er skubbet helt ind til advokatens. Advokaten påpeger selv, at kontoret ligger på Wall Street, og det er da ikke svært at se dette som en metafor for et fængsel qua murenes (og dermed bygningernes) indramning af gaden og advokatkontoret. For det andet så beskriver advokaten sine kamre som en stor cisterne, hvilket igen må ses som en metafor. Metaforen dækker over, at en cisterne er en beholder, der opsamler vand, hvorefter det bliver fordelt ud. Det er klart, at kontoret ikke skal samle vand op og viderefordele det. I stedet så kan man se det som en metafor for, at kontoret opsamler den arbejdsgang og –logik, som der er på Wall Street, hvorefter den bliver anvendt i praksis. Dette er et væsentligt punkt, som der bliver vendt løbende tilbage til. Først må vi se nærmere på de indvendige rammer på kontoret, som advokaten også beskriver detaljeret. På kontoret er der to værelser. Denne ene er advokatens, og det andet er til skriverne. Værelserne er adskilt af en foldedør i matteret glas: ”ground glass folding-doors divided my premises into two parts, one of which was occupied by my scriveners, the other by myself” (9). Det gør, at man altid – indirekte – kan kigge igennem og se, hvad der sker på den anden side – desuden er det også muligt at åbne op for foldedøren, hvis advokaten således ønsker det. Pointen er, at den overvågnings tematik, som gjorde sig gældende i forhold til bygningerne på Wall Street også bliver gengivet inde på selve kontoret. Dette potentiale for konstant overvågning er værd at hæfte sig ved, da det unægtelig vil have indflydelse på medarbejderne (og ejeren). Michel Foucault beskriver i Overvågning og straf (1975) sit begreb ’panoptikon’, som en disciplineringsmekanisme, der fungerer i alle samfundets lag. Foucault udvikler begrebet fra Jeremy Bentham, som designede et fængsel, hvor fangerne skulle disciplinere sig selv, fordi der altid var en mulighed for, at de blev overvåget, hvilket gjorde fysisk magt overflødig. Fængslet konstruktion er udformet således:

 

Den periferiske bygning er opdelt i celler, som alle går på tværs af hele bygningen. De har to vinduer, et indadtil svarende til tårnets vinduer, et andet udadtil giver lyset mulighed for at gennemtrænge cellen fra ende til anden. Man kan da nøjes med at placere en vagt i det centrale tårn og indespærre en sindssyg, en patient, en dømt fange, en arbejder eller en skoleelev i hver celle. Fra tårnet kan man ved at stille sig på linie med lyset i kraft af modlyset se fangernes små silhuetter i periferiens celler. […] Det panoptiske apparat skaber nogle rumlige enheder, som gør det muligt at se uden ophør og erfare noget straks. (Foucault 217)

 

Foucault argumenterer for, at denne konstruktion viser sig mange steder i samfundet. Magtsituationen er dog paradoksal, fordi det skaber en arkitektonisk konstruktion, hvor det ikke kun er ’fangerne’, som bliver overvåget, men også vagten er udsat, da denne også er udsat for en konstant potentiel overvågning. Den konstante mulighed for at blive overvåget gør, at individerne bliver homogeniseret, fordi de konstant disciplinerer sig selv til at handle inden for samfundets normer: ”Deraf kommer panoptikkens vigtigste virkning: sætte den indsatte i en bevidst og permanent tilstand af synlighed, som sikrer magtens automatiske funktion” (218). En vigtig pointe hos Foucault er, at magten ikke knytter sig til én bestemt person, men snarere så er alle underlagt magten, så det ”kun har ringe betydning, hvem der udøver magten. Et hvilken som helst individ, næsten tilfældigt udvalgt, kan få maskinen til at fungere” (219). Det betyder, at en virksomheds direktør fx ikke er i en position, hvor han enevældigt sidder på magten, hvilket får Foucault til at stille følgende retoriske spørgsmål: ”Er direktøren, som i øvrigt er indelukket i midten af dette arkitektoniske apparat, ikke selv en del af apparatet?” (221). Dette spørgsmål leder os tilbage til advokatens bemærkning om, at virksomheden er som en stor cisterne; han er blot en del af apparatet. Senere i novellen ser vi også, hvordan advokaten bliver bekymret for resten af Wall Streets holdning til ham, da han ved, at han ikke håndterer Bartleby, som normerne foreskriver. Det vender vi tilbage til.

Opgavens krav om dialektik betyder imidlertid, at den panoptiske model ikke blot kan afskrives som noget grelt, der ikke er hensigtsmæssigt. En grund til, at dette ikke er muligt, er, at det åbne kontorlandskab bliver brugt af mange moderne virksomheder med begrundelse om, at det skaber ”flere sociale relationer, bedre samarbejde og mere videndeling” (Fedders). Dette skaber vores modsætningsfyldte forhold, hvor vi ikke skal vælge en enten-eller tilgang, men hvor vi snarere skal søge mod både-og metoden. En måde at gøre dette på er at inddrage Helle Heins arketyper. Hein arbejder med fire forskellige typer af højtspecialiserede medarbejdere, hvor hun ikke er opsat på at fælde dom over hvilken type medarbejder, der er mest hensigtsmæssig, men i stedet viser hun, hvordan de forskellige arketyper er villige til at bringe et forskelligt offer, som heller ikke har en universel formel på succes:

 

Det er meget forskelligt, hvori offeret består. I nogle tilfælde er det tid og energi, der ofres. I andre tilfælde er offeret den pris, man betaler for ikke at ville gå på kompromis med den højeste standard. Det kan manifestere sig i konflikter med ledere og kollegaer, men det kan også være den indre kamp, der skal kæmpes for at nå den højeste standard. Offeret kan også være den pris, man må betale for at få sit kick. Det betyder, at offeret kan synes forskelligt afhængigt af det perspektiv, der anlægges. (Hein 37, min kursivering)

 

Det er vigtigt for Heins arketypebegreb at understrege, at teorien ikke er statisk, hvilket hun blandt andet viser i det ovenstående citat. Det betyder fx, at personer godt kan være forskellige arketyper på forskellige tidspunkter i deres liv, men det betyder også, at arketyperne ikke er fuldstændige, men snarere skitseringer af generelle persontyper, som ofte ikke vil være fuldstændig i overensstemmelse med virkeligheden. Heins fire arketyper er således, hvor de bliver kronologisk præsenteret i forhold til offervillighed startende med den, der vil give det største offer: Primadonnaen, som betragter sit arbejde som et kald, hvis formål med arbejdet er at gøre en forskel. Præstationstripperen, som er yderligere opdelt i den ekstroverte, der betragter sit arbejde som en konkurrence og gerne vil præstere over for andre og den introverte, der betragter sit arbejde som en søgen og blot præsterer for sin egen skyld. Pragmatikeren, der ser sit arbejde som et arbejde, hvor dennes formål er at udføre et godt stykke arbejde. Lønmodtageren, der betragter arbejdet som en straf og derfor søger at maksimere sit udbytte af arbejdet. (37) Måden at bringe dette i spil sammen med den panoptiske model kunne være igennem en arkitektonisk og placeringsmæssig refleksion fra ledelsen. Vi kan fx antage, at den ekstroverte præstationstripper vil trives bedre i et åbent kontormiljø, hvor der konstant er interaktion med andre, så man kan præstere et godt arbejde overfor dem i modsætning til den introverte, der sandsynligvis ikke vil trives lige så godt i det åbne kontorrum, da de helst præsterer for sig selv. Pointen hos Hein er ikke, at medarbejderen nødvendigvis vil kommentere på sine rammer eller lederens ledelsesstil, men snarere forsætte i den givne situation, hvilket har konsekvenser:

 

I arketypeterminologi betyder det, at hvis man igennem længere tid ikke får det kick, der hører til ens arketypenatur, så vil de fleste mennesker regrediere og blive så fokuseret på egen bidrags-belønnings-balance, at de vil udvise en markant Lønmodtageradfærd (54).

 

Hein kommer selv med et eksempel på en arbejdstype, som kan skabe regression for medarbejderen: ”Mere rutineprægede arbejdsopgaver rummer f.eks. sjældent et potentiale for den Introverte Præstations-trippers kick” (47). Netop dette eksempel finder vi også i ”Bartleby”, hvor vi i høj grad kan se Bartleby som den introverte arketype:

 

I resolved to assign Bartleby a corner by the folding-doors, but on my side of them, so as to have this quiet man within easy call, in case any trifling thing was to be done. […] Still further to a satisfactory arrangement, I produced a high green folding screen, which might entirely isolate Bartleby from my sight, though not remove him from my voice. […] At first Bartleby did an extraordinary quantity of writing. As if long famishing for something to copy, he seemed to gorge himself on my documents. There was no pause for digestion. He ran a day and night line, copying by sun-light and by candle-light. (Melville ”Bartleby” 10)

 

Der er to ting, som der skal bides mærke i ved citatet: 1) Bartlebys placering og 2) Bartlebys arbejdsmængde. Efter Bartlebys ansættelse på advokatkontoret får han sit arbejdssted inde på advokatens halvdel af kontoret, hvor Bartleby bliver placeret bag en foldeskærm. Selvom Bartleby er ansat til den samme opgave som de to andre skrivere på kontoret, får han en anden fysisk placering end dem, så han bliver afskåret fra dem, hvilket advokaten mener ville passe ”this quiet man” bedre. Når vi ser den arbejdsmængde, som Bartleby påtager sig, så lader det også til, at advokaten har skabt et arbejdsrum, der passer Bartlebys type. Bartleby arbejder dag og nat, men med ét får advokaten hele den gunstige situation til at ændre sig. Advokaten sidder ved sit skrivebord, da han kalder på Bartleby:

 

In this very attitude did I sit when I called to him, rapidly stating what it was I wanted him to do – namely, to examine a small paper with me. Imagine my surpirse, nay, my consternation, when without moving from his privacy, Bartleby in a singularly mild, firm voice, replied, ”I would prefer not to.” (10)

 

Umiddelbart inden denne præferentielle nægtelse har advokaten da også indrømmet om korrekturlæsningen af kopier, at det er meget kedsommeligt: ”It is a very dull, wearisome, and lethargic affair” (10). Det er klart, at Bartlebys regression sker enormt eksplosivt som følge af, at han helst ikke vil udføre advokatens rutinemæssige kvalitetstjek, hvilket vi må se som en overdrivelse i forhold til, hvordan det ville virke i den virkelige organisation. Alligevel er det dog en god måde at forstå Bartlebys og advokatens situation på. Advokaten bliver fuldstændig lamslået af Bartlebys nægtelse, selvom han ved, at han ”should have violently dismissed him from the premises” (11). I stedet vælger advokaten at overse situationen denne ene gang og i stedet få en af de andre skrivere til at tjekke dokumentet igennem. Fire dage efter denne episode opstår problemet igen. Bartleby har skrevet et langt dokument, som skal tjekkes igennem, men da advokaten beder Bartleby hjælpe med eksaminationen, får han samme svar: ”’I would prefer not to,’ he said, and gently disappeared behind the screen” (11). Igen bliver han lamslået, men denne gang ryster han sin passivitet fra sig og konfronterer Bartleby:

 

Why do you refuse?’ ’I would prefer not to.” With any other man I should have flown outright into a dreadful passion, scorned all further words, and thrust him ignominiously from my presence. But there was something about Bartleby that not only strangely disarmed me, but in a wonderful manner touched and disconcerted me. I began to reason with him. (12)

 

Citatet viser på eklatant vis, hvordan en situationel dialektisk ledelsesteori er nødvendig, men også er deskriptiv. Advokaten ved nemlig godt, at han i en ’normal’ situation blot ville have afskediget ham eller på anden måde disciplineret Bartleby, men situationen (Bartlebys person) gør, at han bliver rørt og afvæbnet, hvilket får advokaten til at prøve at finde alternative løsninger på problemet. Det lykkedes imidlertid ikke, da Bartleby kun er interesseret i at arbejde for sig selv inde bag foldeskærmen. Advokaten ræsonnerer med Bartleby gennem fornuften ved at få ham til at lave små gøremål som fx at gå ned med posten eller ved at spørge ind til, hvad Bartleby kunne tænke sig at lave. Planen virker på ingen måde efter hensigten for advokaten, da Bartlebys regression blot vokser. Bartleby stopper helt med at arbejde, men til advokatens store overraskelse, så forbliver Bartleby på kontoret både dag og nat. Dette går selvfølgelig ikke den store ’kiggemaskine’ på Wall Street forbi, hvor der ikke går længe før, der bliver kigget skævt til advokaten: ”At last I was made aware that all through the circle of my professional acquaintance, a whisper of wonder was running round, having reference to the strange creature I kept at my office. This worried me very much” (27). Det får selvfølgelig konsekvenser for forretningen, da kunder og andre besøgende bliver utilpasse ved Bartlebys tilværelse: ”Every body is concerned; clients are leaving the offices” (29). Advokaten prøver flere gange at få Bartleby til at forlade kontoret, og han antager da også, at det vil lykkedes, da det ville være det eneste rationelle af Bartleby. Bartleby flytter sig dog ikke fra kontoret til advokatens store frustration, men eftersom advokaten ikke er villig til at få ham fjernet med magt, så vælger han et drastisk alternativ: ”Since he will not quit me, I must quit him. I will change my offices; I will move elsewhere” (28). Som sagt som gjort, men det løser imidlertid ikke problemet, men forskyder det blot. Den næste ejer af kontoret har ikke noget problem med at få Bartleby fjernet, hvilket gør, at Bartleby ender i fængslet. Da advokaten får nys om dette besøger han Bartleby, hvor han sørger for, at Bartleby får en god behandling ved at betale for, at han kan få mad. Ved næste besøg i fængslet opdager advokaten dog, at Bartleby ikke har gjort brug af særbehandlingen, da han finder ham død, hvortil advokaten udbryder: ”Ah Bartleby! Ah humanity!” (34).

Ikke blot minder novellen os om, at der er et menneskeligt aspekt i det at drive en virksomhed med menneskelige medarbejdere, men den viser i høj grad også, at den rationelle logik, hvor man kan forudsige og antage, hvad der kommer til at ske, ikke er fuldstændig. Bartleby er nemlig inkarnationen af dennes logik modpol; en præference logik, som Gilles Deleuze også peger på i sin artikel ”Bartleby; or, The Formula”, hvor han påpeger, hvordan den rationelle Wall Street-logik kommer i konflikt med Bartlebys logik:

 

This is what the attorney glimpses with dread: all his hopes of bringing Bartleby back to reason are dashed because they rest on a logic of presuppositions according to which an employer ”expects” to be obeyed, or a kind friend listened to, whereas Bartleby has invented a new logic, a logic of preference, which is enough to undermine the presuppositions of language as a whole. (73)

 

Pointen er ikke, at vi skal prøve at forsøge at bringe Bartleby tilbage til fornuften med værktøjer fra et HRM-perspektiv; snarere skal vi forstå Bartleby og sin logik som en forgangsmand for moderne ledelse. Det er især advokatens skyld, at vi bliver i stand til at se dette, fordi han netop er opmærksom på, at Bartleby ”was more a man of preferences than assumptions” (Melville ”Bartleby” 23). Deleuze anerkender også advokatens rolle som ’seer’ samtidig med, at han understreger, at advokaten ikke er i stand til at mediere mellem disse logikker:

 

Captain Delano lacks the prophet’s eye, but Ishmael in Moby-Dick, Captain Vere in Billy Budd, and the attorney in Bartleby all have this power to ”See”: they are capable of grasping and understanding, as much as is possible, the beings of Primary Nature, the great monomaniacal demons or the saintly innocents, and sometimes both. Yet they themselves are not lacking in ambiguity, each in his own way. Though they are able to see into the Primary Nature that so fascinates them, they are nonetheless representatives of secondary nature and its laws.[1] (Deleuze 80)

 

Vi ser det i høj grad i ”Bartleby” ved, at advokaten gentagende gange anerkender Bartlebys logik; med andre ord: advokaten har dialektikken for øje, men han er ikke i stand til at praktisere den, fordi han netop er en del af denne store cisterne – som advokaten selv kaldte det – hvor han ’opsamler’ den herskende logik og rationelle norm, som han bliver ved med at videreformidle. Vi kan derfor ikke se advokaten som en forbilledlig leder ift. den situationelle dialektiske ledelsesteori på trods af, at han rummer mange af de oplistede lederegenskaber fra Dakwar, Lorentzen og Smedegaard, så mangler han dog især evnen til at være beslutsom og rent faktisk føre sin plan ud i livet – fx set ved, at han ikke er i stand til at fyre Bartleby selvom, at det er det han vil. Henrik Holt Larsen skriver da også: ”Afskedigelser er måske det mest dystre kapitel i HRM” (331) og videre: ”Det er svært at ansætte de rigtige medarbejdere, men det er endnu sværere at skille sig af med medarbejdere” (323). Grundet fyringens dysterhed, så argumenter Larsen for, ”at man selvfølgelig skal gøre alt tænkeligt og muligt for at undgå at afskedige – og så i øvrigt gøre det på en professionel og værdig måde, hvis det alligevel er nødvendigt” (325). Det gør advokaten i særdeleshed ved både at tilbyde Bartleby andre jobs og sågar at bo hjemme hos advokaten selv. Da Bartleby afviser, så håndterer advokaten det dog langt fra på en værdig måde, men vælger i stedet den ’nemme’ løsning: at smutte fra problemet.

”Bartleby” er en novelle, der bringer præferencerne ind i virksomheden og på den måde kan vi især betragte novellen som vores samtidige, da moderne ledelsesteori også er opmærksom på netop præference-aspektet af ledelsen. Vi ser det blandt andet hos Heins arketypebegreb, der er koncentreret omkring at skabe de bedste rammer for hver eneste medarbejder, så de hver især kan få deres ’kick’, som i sidste ende skal skabe mere profitable medarbejdere.

 

At følge sin leder i døden

Dakwar, Lorentzen og Smedegaard skrev, at lederen ikke kunne påskrives ansvaret for enten succes eller fiasko. I Melvilles Moby-Dick er det imidlertid svært at se, hvordan virksomhedens leder, kaptajn Ahab, ikke kan være ansvarlig for skibets – og dermed virksomhedens – skibbrud med døden til følge. Inden vi når så langt, at vi kan fælde dom over ansvaret, så lad os se på, hvordan virksomheden er konstrueret: Først og fremmest så er det en hvalfanger virksomhed, der er konstrueret som en form for aktieselskab, hvor mange af de lokale i hvalfanger byen, Nantucket, blandt andet har andele i de forskellige både, der holder til dér. De ansatte på båden er også ansat på aktionærlignende forhold, som fortælleren Ishmael beskriver ved sin jobsamtale med de to kaptajner Peleg og Bildad, som er pensionerede ’hvalmænd’, der står for at hyre besætning til hvalfangerbåden ’Peqoud’:

 

I was also aware that being a green hand at whaling, my own lay would not be very large; but considering that I was used to the sea, could steer a ship, splice a rope, and all that, I made no doubt that from all I had heard I should be offered at least the 275th lay – that is, the 275th part of the clear net proceeds of the voyage, whatever that might eventually amount to. […] [A]nd if we had a lucky voyage, might pretty nearly pay for the clothing I would wear out on it, not to speak of my three years’ beef and board, for which I would not have to pay one stiver. (Melville Moby-Dick 75)

 

Larsen skriver: ”Aflønning er et meget vigtigt, komplekst og kontroversielt emne” (269). Lønsystemet ombord på ’Peqoud’ er dog mere kontroversielt med hensyn til lønningssystem end de fleste andre virksomheders. Larsen argumenterer således for, at der er tre kriterier for løn som består af ren tidløn, ren præstationsløn og blandet tid- og præstationsløn (270). Tidlønnen er baseret på fysisk tilstedeværelse; præstationsløn er fx akkord- eller provisionsløn; blandingsformen består af en del fast løn plus en løn afhængig af præstationen. Det kan imidlertid virke svært at passe lønsystemet fra ’Peqoud’ ned i en af disse tre valgmuligheder, da deres løn består af en andel af det udbytte, som de får, når de kommer tilbage i havn og har solgt deres fangst, mens en anden del af ’lønnen’ består af den kost og logi, som de er garanteret de næste tre år ombord på skibet. Det, der gør det svært at bestemme med sikkerhed, er, at det ikke er op til den enkeltes præstation, hvor meget denne kommer til at tjene, da de kan arbejde nok så hårdt, men stadig komme hjem uden noget udbytte, fordi det i høj grad er op til tilfældet (kan de finde hvalerne, vejrforhold, osv.) og mandskabets evne til at samarbejde. Det sidste er især interessant i forhold til HRM, da det er et emne, der kobler hvalfangerbåden til moderne virksomheder. Larsen skriver således, ”at gruppebaserede lønsystemer får stigende udbredelse” (272), fordi arbejdsgiveren dermed kan få mere udbytte af medarbejderne og videre også: ”Moderne virksomheder er […] i stigende grad afhængige af medarbejdere, der både kan arbejde i teams og se jobbet i et strategisk perspektiv” (272). Nogle af fordelene ved teambaseret løn er, at det giver mulighed for at skabe succeskriterier på både gruppe- og individuelt niveau (det ser vi i Moby-Dick ved, at de alle har en forskellig andel i udbyttet, men lønnen er stadig baseret på en gruppepræstation). Desuden fremmer det samarbejdet i teamet, og det bliver mere overflødigt at vurdere enkelpersoners bidrag. Larsen bemærker dog også, at der også kan være ulemper ved teambaseret løn, da abstrakte mål kun motiverer medarbejderne, hvis de ”har en indre tro på dem” (273). Denne sidste mulige ulempe modvirker kaptajn Ahab aktivt, som vi skal se senere, men først skal der knyttes en sidste kommentar til lønsystemet. I ovenstående citat nævner Ishmael implicit en af de klare fordele ved at have en blandet tid- og præstationsløn: sikkerheden. En af ulemperne ved den rene præstationsløn er nemlig, at det giver en stor del stress og usikkerhed, fordi man aldrig kan være sikker på, hvor meget man tjener fra arbejdsdag til arbejdsdag (man kan kun antage), men ombord på ’Peqoud’ er alle sikre på at kunne klare hverdagen – i hvert fald kosten og logien – de næste tre år frem samtidig med, at der stadig er motivation for at arbejde hårdt, da des flere hvaler fanget des større udbytte får de hver især.

Med de organisatoriske rammer på plads burde det derfor være ligetil at lede skibet mod succes. Problemet er blot det, at besætningens leder er den monomaniske kaptajn Ahab, hvis eneste mål er at dræbe den mytiske hvide kaskelothval Moby Dick. Besætningen har dog hørt rygter om dette, og da de konfronterer Ahab med dem, reagerer han således:

 

 

”Who told thee that?” cried Ahab; then pausing, ”Aye, Starbuck; aye, my hearties all round; it was Moby Dick that dismasted me; Moby Dick that brought me to this dead stump I stand on now. Aye, aye,” he shouted with a terrific, loud, animal sob, like that of a heart-stricken moose; ”Aye, aye! it was that accursed white whale that razeed me; made a poor pegging lubber of me for ever and a day!” Then tossing both arms, with measureless imprecations he shouted out: ”Aye, aye! and I’ll chase him round Good Hope, and round the Horn, and round the Norway Maelstrom, and round perdition’s flames before I give him up. And this is what ye have shipped for, men! to chase that white whale on both sides of land, and over all sides of earth, till he spouts black blood and rolls fin out. What say ye, men, will ye splice hands on it, now? I think ye do look brave.” ”Aye, aye!” shouted the harpooneers and seamen, running closer to the excited old man: ”A sharp eye for the White Whale; a sharp lance for Moby Dick!” (Melville Moby-Dick 139)

 

Vi ser her, hvordan Ahab er i stand til at vende en presset situation til en gunstig ved at indrømme, at hvalen tog hans ben og derefter proklamerer han, at han vil sejle verdenshavene rundt for at få sin hævn. Mændene bliver opildnet og lover at deltage i jagten, hvilket betyder, at han får plantet det mere eller mindre abstrakte mål (finde én bestemt hval i det enorme verdenshav) i deres indre – for at bruge Larsens terminologi. Ahab ved imidlertid, at han ikke blot kan nøjes med at få dem til at jagte sit eget personlige mål i tre år, så han er opmærksom på, at de også bliver nødt til at fange nogle ’normale’ hvaler, så de kan tjene penge, så ikke besætningen ender med at begå mytteri og få ham fyret:

 

I will not strip these men, thought Ahab, of all hopes of cash – aye, cash. They may scorn cash now; but let some months go by, and no perspective promise of it to them, and then this same quiescent cash all at once mutinying in them, this same cash would soon cashier Ahab. (138)

 

Hvalfangsten ender med at blive en god succes med lasten fyldt, men Ahab mister aldrig sit mål af syne, selv da nogle af besætningsmedlemmerne giver udtryk for, at de godt kan vende hjem til Nantucket nu, hvor de har fået en god profit. Ahab nedstemmer hårdhændet forslaget, og romanen ender selvfølgelig med, at de finder Moby Dick. Mødet bliver dog langt fra succesfuldt, da hvalen ender med at synke deres skib og slå besætningen og Ahab ihjel. Pointen (fra et HRM-perspektiv) er imidlertid den, at Ahab har skabt en lederrolle, hvor medarbejderne er villige til at følge ham i døden, netop fordi han har fokuseret på at holde dem glade ved at skabe en profit til besætningen (som selvfølgelig aldrig bliver realiseret) gennem hvaljagt på ’normale’ hvaler. Derfor er det da også svært at ende med anden dom, end at Ahab står med størstedelen – hvis ikke det fulde – af ansvaret for virksomhedens skibbrud. Det er klart, at Ahab er en ’hård’ leder, hvor fx nogle af besætningsmedlemmerne ryger overbords undervejs i romanen, som vi kan se som en metafor for fyringen. I forhold til advokaten fra ”Bartleby”, så adskiller Ahab sig også ved at rumme meget få af Dakwar, Lorentzen og Smedegaards dialektiske lederegenskaber, hvor Ahab nærmest kun indeholder den egenskab, som advokaten så grusomt manglede; nemlig beslutsomheden og inspiratoren.

 

Konklusion

I ”Bartleby” så vi en blød leder, der havde dialektikken for øje, men ikke praktiserede den. I Moby-Dick mødte vi en hård og konsekvent leder med egenskaben til bogstaveligt talt at få folk til at følge ham i døden for sit eget personlige mål. Det er ikke overraskende, at ingen af de to ledere lever op til egenskaberne som en god leder ’bør’ have ifølge den situationelle dialektiske ledelsesteori, da denne ansats fra Dakwar et al. først kom mere end 150 år senere end de to værkers udgivelse. Alligevel så er der dog mange elementer, der gør, at vi kan betragte de to værker som vores samtidige, da flere af deres problemstillinger stadig er relevante i et HRM-perspektiv i dag. Det være sig fx det åbne kontorlandskab i ”Bartleby”, eller det kunne være den gruppebaserede aflønningsmetode i Moby-Dick. Grunden til, at advokaten og Ahab ikke er situationelle dialektiske ledere, skal ikke så meget findes i, at de ikke er reflekterende, hvilket de i høj grad begge er, men snarere i det faktum, at de begge er alt for én-sporet: Advokaten kan kun antage en rationel logik, selvom han er klar over, at Bartleby kun appellerer på en præferencelogik. Ahab er kun interesseret i én bestemt hval, selvom de har fanget så mange andre hvaler og dermed fanget nok til at tage hjem. Dette peger i høj grad på, at den situationelle dialektiske ledelsesteori er normativ i den forstand, at den betoner en form for ’kamæleonsledelse’, hvor lederen skal være i stand til at tilpasse sig enhver situation og så behandle situationen ud fra et kontinuum af muligheder. Teorien bevæger sig dog over til at være deskriptiv ved det faktum, at det ikke er muligt at lede en organisation ud fra nogle universelle regler, da der konstant er partikulariteter, der vil være i konflikt med disse. I ”Bartleby” er den ene skriver fx altid sur om morgenen, mens den anden skriver er sur om eftermiddagen – og Bartleby er selvfølgelig milevidt fra noget, der ville kunne sættes på rationelle universelle regler. I Moby-Dick ser vi også de partikulære interesserer i fx besætningens motivation for at indskrive sig på båden for de næste tre år. Ishmael begiver sig fx blot ud på rejsen for rejsens skyld, mens Starbuck gerne vil hjem til sin familie efter lastrummet er fyldt op, mens andre er fuldstændig ligeglade med lastrummets indhold. Det er klart, at Dakwar, Lorentzen og Smedegaard dermed har set noget rigtigt i deres antagelse om, at der er brug for en ledelsesteori, der er dialektisk og er i stand til at omfavne det partikulære, fordi dét netop er sådan mennesket (og dermed også organisationer) fungerer. Opgaven har også gjort det klart, at det ikke kun er i selve ledelsen, at man skal have dialektikken for øje; det er også nødvendigt på et større organisatorisk plan. I ”Bartleby” blev det fx klart, at der også er et dialektisk forhold, der skal overvejes ved selve den arkitektoniske indretning af virksomheden. Her så vi, hvordan det åbne kontorlandskab skaber en selvdisciplinering hos medarbejderne, fordi de konstant ved, at der er en risiko for, at der er nogen der kan se, hvad de laver. Det er imidlertid ikke alle typer medarbejdere, der vil trives i et sådant landskab, da de ikke i samme grad går op i deres kollegers anerkendelse, men i højere grad ’arbejder for sig selv’. Her er det nødvendigt for ledelsen at reflektere over, hvilke valg de vil træffe her, da der altid være fordele og ulemper. Moby-Dick gjorde blandt andet opmærksom på modsætningsforholdene i aflønningssystemer, hvor man ved tidløn ved nøjagtigt, hvad man tjener for en bestemt mængde arbejde, men til gengæld ikke har så stor økonomisk motivation for at tjene flere penge til virksomheden end virksomheden betaler for, da lønnen på forhånd er fastlagt. I præstationslønnen er der rigeligt økonomisk incitament til at tjene så mange penge til virksomheden som overhovedet muligt, da medarbejderen er garanteret en fast del af udbyttet. Til gengæld så kommer denne lønningsmetode med en stor utryghed for medarbejderen, da de ikke er garanteret at tjene nogle penge, hvis det ikke lykkedes at skabe nogen omsætning. I valg af lønningsmetode er det dermed også nødvendigt at have dialektikken for øje: Skal medarbejderen have tidløn eller provisionsløn? Skal der være en fast struktur for lønnen i hele organisationen eller skal lønnen tilpasses til hver enkelt medarbejders behov? Pointen med den dialektiske tilgang til HRM er netop konstant at stille sådanne spørgsmål, da det ikke er muligt at give et forudindtaget svar, og fordi der ret beset ikke er noget rigtigt eller forkert, men snarere handler det om at skabe et tankesæt, der konsekvent gør en i stand til at reflektere over den konkrete situation og så herefter vælge en metode at håndtere situationen på.

 

Bibliografi

 

Dakwar, Julia R. et al. “En ansats til en teori om Situationel Dialektisk Ledelse”, Det Ny Merino, Syddansk Universitet, 2015.

Deleuze, Gilles. “Bartleby; or, The Formula” i Essays Critical and Clinical. Oversat af Daniel W. Smith og Michael A. Greco, University of Minnesota Press, 1997.

Fedders, Line Emilie. “Storrumskontorer – forbandelse eller velsignelse?”, videnskab.dk, 2015, http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/storrumskontorer-forbandelse-eller-velsignelse (tilgået d. 2/2 2017).

Foucault, Michel. Overvågning Og Straf. Fængslets Fødsel. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen, Det Lille Forlag, 2002.

Larsen, Henrik Holt. Licence to work. Arbejdslivets tryllestøv eller håndjern?. 2. udgave, Forlaget Valmuen, 2010.

Melville, Herman. “Bartleby, The Scrivener” i Melville’s Short Novels. Redigeret af Dan McCall, W. W. Norton & Company, Inc., 2002.

Melville, Herman. Moby-Dick. Redigeret af Hershel Parker og Harrison Hayford, W. W. Norton & Company, Inc., 2002.

[1] ”Primary Nature” henviser til dem, der har evnen til at gøre op med normerne og de praktiserede love, mens ”secondary nature” henviser til dem, der netop udøver og opretholder normerne og lovene. Her er det klart, at Bartleby er karakteriseringen af ”Primary Nature” og advokaten og resten af Wall Street-samfundet er ”secondary nature”.

The Garden of Eden af Ernest Hemingway

The Garden of Eden (Edens Have på dansk) er et helt særligt Hemingway-værk, som bør læses af alle – fan eller ej. Romanen er udfordrende, spændende, indsigtsfuld og byder på alt det Ernest Hemingway står for samtidig med, at den rykker ved dine forudindtagede holdninger og meninger om Hemingway.

The Garden of Eden handler om forfatteren David Bourne og konen Catherine. De er taget på bryllupsrejse til Spanien, hvor den står på fritidsaktiviteter som strandbesøg, avislæsning, fiskeri, cafebesøg og selvfølgelig store mængder alkohol samtidig med, at David prøver at udøve forfattergerningen. Selvom bogen indledningsvis handler om fiskeri bliver det hurtigt gjort klart, at historien kommer til at handle om ægteparrets forhold og dets udvikling, hvor der allerede på de første sider bliver beskrevet, hvordan Catherine er en mønsterbryder i forhold til den ‘traditionelle’ kvinde. Hun bruger ikke sukker i kaffen, og hun går i sejlertøj til mænd. Der bliver også beskrevet i starten, at de allerede er godt solbrændte, men de bliver kun mørkere og mørkere, som historien skrider frem.

David er grundlæggende splittet mellem arbejdet som forfatter og kærligheden og forholdet til Catherine. Han får simpelthen ikke skrevet det, han gerne vil, når han fokuserer på kærligheden – desuden gør forholdet, at han ikke er nødsaget til at skrive, da Catherine sagtens kan forsørge ham. Davids skriverier ændrer sig i takt med, at deres forhold ændres. Catherine er den, der tager initiativerne i deres forhold. Hun anlægger sig en drengefrisure. Hun ændrer på rollerne i soveværelset. Og gør i det hele taget meget for at udviske grænsen mellem ‘mand’ og ‘kvinde’. Forholdet tager en endnu mere utraditionel drejning, da de begge forelsker sig i pigen Marita – herefter er historien et sandt ménage à trois.

Midt i dette skæve forhold lykkedes det dog David at få skrevet noget, hvor han graver ned i minderne fra jagtoplevelserne med sin far og jægeren Juwa. Som et ekstra twist på The Garden of Eden som et værk, der (måske) udvisker grænserne mellem køn, og hvad der er ‘rigtigt’ og ‘forkert’ seksuelt, så bliver der i Davids historier teaset for, at faderen og Juwa havde et forhold, der måske baserede sig på mere end jagt.

Fortolkninger af Edens Have

Edens Have af Ernest Hemingway kan fortolkes på et utal af måder alt efter hvilke briller, man har på. Du kan sagtens bevare dit billede af Hemingway som en rigtig mandschauvinist, hvor hovedpersonen David bare er udsat for et ondt spil spillet af den rige og glamourøse Catherine. På den helt modsatte side kan du også sagtens se Hemingway som en fortaler for de stærke individuelle kvinder, hvor Catherine ikke lader sig domesticere af David og bare gør, hvad hun har lyst til.

Personligt er jeg ikke fortaler for nogen af de to fortolkninger. Jeg læser The Garden of Eden som en roman, der problematiserer det (hetero)normative samfund, hvor kønsrollerne er stramt opdelt, og man skal passe på ikke at træde uden for disse kasser, hvis man ikke vil ses skævt til. Jeg synes, det er et nuanceret værk, der klart råber på, at man ikke bare kan stoppe Hemingway ned i en eller anden machomands-kasse.

Mit syn på romanen skrev jeg en opgave om ifm. mit studie, og jeg var så heldig at få den udgivet. Hvis du vil have en anderledes læsning af romanen, så læs min artikel “Er Hemingway kun for mænd?” her (udgivelsen er blevet redigeret en smule siden den forlod min hånd).

Du behøver ikke læse The Garden of Eden for at tage stilling til en hel masse teoretiske og analytiske ting. Det er en god bog i sig selv, der giver masser nydelse bare at læse. Men hvis du alligevel ikke kan dy dig for at tage stilling til, hvad du synes, det er for en bog, og hvad den gør, så vil jeg meget gerne være med til at diskutere dit synspunkt i kommentarfeltet nedenfor!

Find bogen her eller på dansk her.

God læselyst.

Forbrydelse og straf af Fyodor Dostojevskij

[Skrevet af Alexander Graae – en af mine medstuderende fra SDU – som et bidrag til bloggens opstart]

Forbrydelse og straf er en kniv mod sjælen på enhver ambitiøs ung mand med et følelsesregister og en tro på en gennemgående retfærdighed. Denne bog handler om den 19-årrige Raskolnikov, som lever i kummerlige forhold for at studere jura i Skt. Petersborg. En dag får han chancen for at gøre, hvad ingen andre kan.

Man må erkende, at der er forskel på mennesker. Nogle er noble og trofaste, nogle er villige til at gøre det rigtige, men er rastløse omkring resultater, mens andre har en forestilling om, at nobilitet er hæmmende for forretning. Forbrydelse og straf må siges at have en bred vifte af forunderlige og velkonstruerede karakterer. Hovedpersonen Raskolnikov er en ung studerende, som må pantsætte sit sidste minde om sin far for en ussel pris hos pantehajen Alyóna Ivánovna, tre rubler, hvorimod han protesterer med det resultat, at prisen falder til blot to. Pengene, som han skal leve for, bruger han først nogle af på et glas vodka, som han drikker i selskab med en tidligere statsmand og drukkenbolt, Marmeladov, som fortæller sin historie om svigt, der vækker noget i Raskolnikov. Man møder også karakterer som Dounia, Raskolnikovs søster, som er blevet forlovet med en ung mand, Pyótr Lúzhin, som Raskolnikov instinktivt ikke stoler på, da han forekommer ham som en charlatan og pralhals; Razumíhin, den begavede og trofaste ven, som altid holder hovedet koldt og giver de bedste råd, når disse er dyrest. Kort tid efter besøget på værtshuset ser Raskolnikov en fordrukken pige på gaden og betaler en politimand 20 kopeck for at sørge for, hun kommer hjem. Da Marmeladov dør har hans familie ikke råd til begravelse, fordi han havde drukket alle pengene op, her træder Raskolnikov igen til med en hjælpende hånd. Pengene får hurtigt ben at gå på, men Raskolnikov får en mulighed, som ændrer hans liv for altid.

Temaer i Forbrydelse og straf

Forbrydelse og straf er en bog i særklasse, da den beskriver en del af den menneskelige psyke, som få mennesker har lyst til at udforske af frygt for depression. Det er en gængs antagelse, at alle værker af Dostojevskij er dystre og kan kategoriseres som vinterlitteratur. Denne tankegang er forståelig, men nogle af Dostojevskijs romaner udspiller sig om midsommeren som “Hvide nætter” og i særdeleshed også denne bog som finder sted sommeren 1865, som var blandt de varmeste år nogensinde i Skt. Petersborg. Det grundlæggende tema i Forbrydelse og straf kunne siges at være den hårfine grænse mellem rigtigt og forkert foruden ved gråzonen imellem de to, når etik bliver involveret. Dertil kommer en række temaer som familie, forskellige former for kærlighed, frelse og forbrydelse. Som det gør sig gældende med mange andre bøger, vil forskellige personer tage vidt forskellige ting med fra en læsning af Forbrydelse og straf, jeg tror dog, at denne rangerer i ekstremerne på dette punkt. Personligt har jeg haft meningsudvekslinger omkring, hvorvidt bogen ender lykkeligt eller ej, da der er individuel opfattelse af dette.

Min første erfaring med værket

Da jeg første gang hørte om Forbrydelse og straf af Dostojevskij, var det en af mine idoler, som havde fortalt i et interview, at den var én af sine yndlingsbøger. Jeg erfarede, at hovedpersonen var en ung studerende, og jeg læste bogen af denne grund. Jeg gik i gymnasiet og identificerede mig som forventet med Raskolnikov og dennes idealer, men i langt højere grad end jeg kunne have forstillet mig. Jeg blev virkeligt spændt, når han klarede sig godt, rørt når han forbarmede sig og kom i vildrede og fortvivlelse, når heldet var imod ham. For første gang havde jeg mødt en fiktiv karakter, jeg måtte råbe af og skælde ud på, når han dummede sig, og lige siden har jeg jagtet denne slags karakter og blev i samme tag fanget af litteraturen.

Find bogen her.