Lydbøger er et fedt supplement til den normale læsning. Her har du mulighed for at tygge dig igennem bøger, hvor det før ikke var muligt. En lydbog giver selvfølgelig en anden oplevelse end en trykt bog, men alt efter ens behov, lyst eller muligheder kan det være et genialt medie.
Muligheder med lydbøger
Lydbogen gør det muligt for dig at indtage litteratur på en ny måde. Mediet gør, at du nemt kan lytte til en god bog uden nødvendigvis at have sat timer af til at sætte dig ned med en bog. Det betyder, at du nemmere kan få litteraturen presset ind i en travl hverdag, hvor det måske ikke er så nemt at flå et par timer ud af dagen til at læse. Lydbøger er også rigtig gode for folk med læsebesvær om det så er ordblindhed, manglende koncentration eller andre komplikationer.
Lydbogen giver dig mulighed for at indtage litteratur, som var det musik. Tænk bare på hvor mange situationer i din dagligdag, hvor du hører musik imens, du laver noget andet. Selvfølgelig kan det røve noget af din opmærksomhed, så du må selv finde ud af hvilke situationer, du passende kunne lytte til en lydbog i. Det er måske ikke så smart imens, du arbejder, men når du er igang med at ordne vasketøj og gøre rent ville det måske sagtens kunne passe ind og være med til at sætte lidt farve på ellers trivielle aktiviteter.
Mulighederne for at klemme lidt mere litteratur ind i hverdagen er mange med lydbogen. Overvej selv, hvilke situationer en lydbog kunne passe ind i din hverdag. Længere nede i artiklen kan du læse, hvordan jeg bruger lydbøger.
Lydbøger kan dog også være lettere frustrerende. For når en speaker læser en bog op skinner vedkommendes fortolkning en smule igennem. Han/hun læser måske bogen op i en anden rytme og toneleje, end du havde forestillet dig. Husk at have det in mente, hvis du havde tænkt dig at bruge bogen i forbindelse med en opgave, så kan oplæserens indirekte fortolkning måske smitte af på din egen.
Hvilke lydbøger skal man vælge?
Det er individuelt hvilke forfattere og genrer man er til. Når du har gjort det klart for dig, hvornår du har lyst til at lytte til lydbøger, så overvej hvor megen koncentration, du skal bruge på dine handlinger, imens du lytter. Jo mindre koncentreret du kan være om lydbogen, jo større krav skal der være til bogens enkelhed. Det nytter – for mig – ikke noget at lytte til en meget kompleks bog, hvis jeg er igang med at lave noget andet, så skal jeg enten bruge al min koncentration på at finde rundt i plottet, og så får jeg ikke lavet det, jeg var igang med – eller også får jeg lavet det jeg er igang med, men ikke fulgt med i lydbogen.
Vælg derfor en lydbog, der ikke vil være svær for dig at komme igennem som bog, da du oftest også er igang med at koncentrere dig om noget andet og ikke i lige så høj grad vil spole tilbage og lytte til en sætning igen, som er nemt i en trykt bog, hvor du bare lige kan hoppe et par sætninger tilbage, hvis dine tanker gled over på noget andet.
Ligesom e-bøger kan du også få lydbøger på abonnementsbasis, eller du kan købe dem hver for sig, når behovet dukker op. Forbruger du mange lydbøger kan et abonnement måske sagtens betale sig – får du kun hørt lydbog engang i mellem kan det nok bedre betale sig bare at købe en enkelt af gangen.
Unabridged eller Abridged lydbøger
Kort sagt, så er forskellen på unabridged og abridged lydbøger, at abridged er kondenseret og forkortet, hvor unabridged er bogen i sin fulde længe. I en abridged lydbog er indholdet altså endnu en gang udsat for fortolkning, hvor fortolkeren har skåret det, han/hun mente, ikke var relevant/afgørende for handlingen væk.
Om man vil lytte til en un- eller abridged lydbog må være en smagssag. Personligt lytter jeg kun til unabridged, da jeg gerne vil have det hele med, men jeg kan nu sagtens forstå, hvis man gerne vil have en kondenseret udgave af en ordentlig moppedreng – ‘bare for at vide, hvad den handler om’. Det er jo nok også derfor, mange hellere vil se filmen, der er baseret på bogen, end læse bogen – det er nemmere og hurtigere, men man får stadig en god historie.
Det bruger jeg lydbøger til
Jeg bruger fast lydbøger, når jeg kører bil, og når jeg træner – derudover presser jeg det også ind i andre hverdagssituationer, når det lige passer, eller jeg har lyst. Jeg bruger kun lydbøger som hyggelæsning, hvilket vil sige relativt nemt spiste bøger, som ikke skal bruges i studiesammenhæng eller andet.
Jeg har været meget begejstret for at lytte til flere af Hemingways romaner, men du kan jo selv vurdere, hvilke emner/genrer/forfattere der passer dig og finde noget, der matcher det.