Magt og modmagt i ”Bartleby, The Scrivener”

Leo Marx mener i sin artikel ”Melville’s Parable of the Walls”, at ”Bartleby, The Scrivener” kan forstås på baggrund af Herman Melvilles – i sin egen levetids – fallerede forfatterskab: ”There are excellent reasons for reading ”Bartleby” as a parable having to do with Melville’s own fate as a writer.”[1] Der er ingen tvivl om, at der er en reel mulighed for at opnå en større indsigt i Melvilles værker, hvis der tages udgangspunkt i forfatterens egen situation. Det kan dog undre en, hvordan Marx når til den konklusion, at den konservative og konforme fortæller i ”Bartleby” skal hyldes samtidig med, at Marx argumenter for, at advokaten er den eneste, hvis frelse er mulig.[2] Melville selv var ikke just begejstret for den brede del af den amerikanske befolkning, der til gengæld heller ikke syntes om Melvilles litteratur. Mistanken om, hvorvidt Marx’ slutning er korrekt, intensiveres yderligere, hvis blikket rettes mod den igen konservative amerikanske fortæller Captain Delano i ”Benito Cereno”, hvor der her kan argumenteres for, at kaptajnen ikke gennemgår nogen udvikling og får et ’klarsyn’ efter mødet med slaveskibet og slaveoprørernes leder, Babo. Denne forundring leder mod opgavens sigte, som er at analysere, hvordan magtforholdet er mellem karaktererne og omverdenen i ”Bartleby”. Analysen af magtforholdet skal bruges til at belyse hvilken rolle, de forskellige karakterer spiller, hvilket vil blive brugt til at forholde sig til opgavens tese: Bartleby er den sande helt og en original, men fordi han er fanget i et effektiviseret og rationaliseret fængsel, kan han ikke slippe fri og bliver dermed bare til den fortabte sjæl, som advokaten begræder, at han ikke kunne ’redde’.

   Marx hentyder flere gange i sin artikel til, at Bartleby på intet tidspunkt i historien er fri, hvor Marx også inddrager novellens undertitel ”A Story of Wall-street”, som en metafor for, at Wall Street også fungerer som et fængsel, og han ekspliciterer pointen ved at skrive, at ”[t]he difference between Wall Street and the Tombs was an illusion of the lawyer’s, not Bartleby’s.”[3] Netop denne ide om Wall Street og advokatkontoret som et fængsel giver anledning til at inddrage Michel Foucaults begreb om panoptismen, der søger at vise, hvordan samfundet har udviklet sig til et effektiviserende, rationelt og selvdisciplinerende fængsel – ”det disciplinære samfund”. Opgaven vil derfor starte med at redegøre for Foucaults teori for efterfølgende at inddrage Gilles Deleuzes læsning af ”Bartleby”, hvor han argumenterer for, at der er to logikker i novellen: En logic of presuppositions og en logic of preference. Disse logikker skal bruges til at påvise, hvordan Bartleby gør oprør mod magten og dens tankegang via sin passive modstand. Foucaults teori vil blive brugt til at forstå kontoret, der vil blive påvist som et panoptiserende rum. Herefter vil karakterernes rolle blive analyseret i forhold til, hvilken magt de besidder, og hvordan de udøver den over for hinanden. Med analysen af karakterernes rolle in mente vil opgaven diskutere Marx’ konklusion, hvor Marx’ ophøjelse af fortælleren vil blive nedgraderet blandt andet med hjælp fra Deleuzes klassifikation af de forskellige karaktertyper i Melvilles forfatterskab. Slutteligt vil konklusionen søge at bekræfte opgavens tese, men samtidig åbne op for, at der ikke findes én endegyldig sandhed i Melvilles værker, da det netop er en af Melvilles proto-modernistiske egenskaber; værkerne kan forstås fra mange forskellige synsvinkler.

Pantoptismen og antagelsens logik

I Overvågning og straf gennemgår Foucault fængslets fødsel, hvor teorien om pantoptismen opstår ved, at han undersøger, hvordan samfundet i 1800-tallet forholdte sig til spedalskheden på den ene side og pesten på den anden side: ”Alle de magtmekanismer, som i vore dage endnu omgiver det unormale, enten for at stemple det eller for at ændre det, har disse to former [spedalskhedens eksil eller pestens arrest], som er deres fjerne oprindelse.”[4] Begrebet panoptikon får Foucault fra filosoffen Bentham, som i slutningen af 1700-tallet søgte at skabe et fængsel, hvor magten ikke fysisk skulle håndhæves, men hvor fangen derimod skulle disciplinere sig selv, fordi han aldrig kunne være sikker på, om han blev overvåget og derfor var i fare for at blive disciplineret, hvis han udførte en forkert handling. Foucault pointerer, at det panoptiske fængsel består af de magtmekanismer, som også bliver anvendt i dag, og skriver i forbindelse med det, at Benthams panoptikon ”er denne kombinations arkitektoniske form.”[5] Princippet for det panoptiske fængsels form er relativ simpel: I centrum er der et vagttårn, og i periferien er der en ringformet bygning, der huser fangerne: ”Den periferiske bygning er opdelt i celler, som alle går på tværs af hele bygningen. De har to vinduer, et indadtil svarende til tårnets vinduer, et andet udadtil giver lyset mulighed for at gennemtrænge cellen fra ende til anden.”[6] Vagttårnet er udstyret med vinduer, hvorfra vagten kan ”ved at stille sig på linie med lyset i kraft af modlyset se fangernes små silhuetter i periferiens celler.”[7] Pointen ved at bruge begrebet panoptikon er, at det netop dækker over, at det skaber et sted, hvorfra man kan se alt samtidig med, at den der bliver iagttaget aldrig kan være sikker på, hvornår denne bliver set på, da det kun er vagten, der kan se ind til fangen, men ikke omvendt – på den ene side en usikkerhed om overvågningens kontinuerlighed; på den anden side et sted, hvorfra alt kan ses. Det er essentielt, at alle fangerne kommer i en celle for sig; en individualisering, hvor ”[d]en kollektive effekt afskaffes til fordel for en samling af adskilte individualiteter.”[8] For vagten har det den håndgribelige effekt, at individerne og deres handlinger er blevet ensrettet, hvilket gør dem nemme at tælle, overvåge og kontrollere samtidig med, at fangerne bliver afsondret og ensomme. ”Deraf kommer panoptikkens vigtigste virkning: sætte den indsatte i en bevidst og permanent tilstand af synlighed, som sikrer magtens automatiske funktion.”[9] Magtens automatiske funktion er vigtig ikke kun fordi, den får fangerne til at udøve en selvdisciplinering, fordi de ikke vil straffes for muligt afvigende handlinger, hvis de måtte blive overvåget. Den er også vigtig, fordi den skaber en selvkørende maskine, hvor det ikke er vigtigt, hvem der udøver magten, ja faktisk har det ”kun ringe betydning, hvem der udøver magten. Et hvilken som helst individ, næsten tilfældigt udvalgt, kan få maskinen til at fungere.”[10] Endvidere er magtens funktion også flertydig i den forstand, at ingen undslipper den, hvilket får Foucault til at spørge om ”direktøren, som i øvrigt er indelukket i midten af dette arkitektoniske apparat, ikke selv [er] en del af apparatet?”[11] Spørgsmålet er retorisk, da direktøren heller ikke undslipper magtens funktion. Det gør han ikke, fordi magten er blevet afindividualiseret, hvor magten ikke hæfter sig til én enkelt person, men derimod til en maskine, en tankegang eller en logik. Panoptikon er ikke bare en arkitektonisk form eller en drømmebygning for ’det perfekte fængsel’, tværtimod må panoptikon ”forstås som en generaliserbar funktionsmodel, som en anden måde at definere magtens forhold til menneskenes dagligliv på.”[12] Foucault tager dermed Benthams panoptikon og skalerer den op til at gælde i alle samfundets lag, hvor den panoptiske model er ”bestemt til at sprede sig i hele samfundslegemet.”[13] Den spreder sig, fordi den rammer alle. Det betyder, at selv dem, der udøver den panoptiserende magt, bliver panoptiseret, da alt bliver sat til skue. Samfundet bliver til en ”kiggemaskine”, hvor vagten eller den netop omtalte direktør også er genstand for at blive overvåget. En bekymring, som advokaten også har i ”Bartleby”, hvor han må forholde sig til, hvordan resten af Wall Street-samfundet anskuer ham, fordi han huser og ikke er i stand til at ’behandle’ det skæve individ, Bartleby, hvilket da også bliver dårligt for forretningen, da kunder og forretningspartnere bliver underligt til mode i mødet med Bartleby. I forlængelse af ”kiggemaskinen” skriver Foucault: ”Vores samfund er ikke et spektakulært samfund, men et overvågningssamfund.”[14] Alting kan blive overvåget. Den panoptiske model spreder sig også fordi, den ensarter, effektiviserer og disciplinærer, hvilket er egenskaber, der er anvendelige for et rationelt samfund, hvor handlingers effekt på forhånd kan kalkuleres, og hvor ”individernes mulige nytteværdi”[15] skal øges. Foucault kalder det for ”det disciplinære samfund”[16], som han mener allerede begyndte at opstå gennem det 17. og 18. århundrede, og hertil kan Deleuzes begreb om logic of presuppositions med fordel inddrages. Det er en logik, der baserer sig på rationalitet, på at kunne forudsige handlinger ud fra samfundets gældende normer, og på homogenisering af individer, så de passer ind i disse effektiviserende normer, så deres ”nytteværdi” øges – forudsætningens og/eller antagelsens logik. En logik, der passer perfekt ind i kapitalens højborg, Wall Street, hvor aktiehandel, spekulationer og effektivisering af profit bliver udøvet på baggrund af antagelser, der skal få kapitalen til at vokse. Den anden logik, præferencelogikken, hæfter sig til det enkelte individs egne lyster, hvor lysten ikke skal stå til ansvar for samfundets rationelle normer, men ofte alligevel vil komme til at gøre det i praksis. En lystbetonet og irrationel, logik, der kommer til at stå som et oprør mod samfundets logik, der søger at skabe en nytteværdig ud af alting. Deleuze udleder disse to logikker fra ”Bartleby” ved at undersøge Bartlebys formel: ”I would prefer not to”. Han ser, at denne formel ikke er en nægtelse, men snarere en konstruktion, der baserer sig på Bartlebys irrationelle (manglende) lyst, hvilket gør Bartleby til en person, der står udenfor samfundets logik; han kan ikke tilskrives en social position, snarere en manglende position. Deleuze beskriver, hvordan advokatens logik møder Bartlebys:

This is what the attorney glimpses with dread: all his hopes of bringing Bartleby back to reason are dashed because they rest on a logic of presuppositions according to which an employer ”expects” to be obeyed, or a kind friend listened to, whereas Bartleby has invented a new logic, a logic of preference, which is enough to undermine the presuppositions of language as a whole.[17]

Forsøget fra advokaten på at bringe Bartleby tilbage til ’fornuften’, kan Foucaults teori også bruges til at beskrive. Foucault argumenterer for, at magtens disciplinerende maskineri prøver at opretholde ordnen og skabe orden hos dem, som måtte være afvigende over for den. Han beskriver, at disciplinen søger at neutralisere forskellige typer for modstand over for magten via to redskaber; ”afluknings- og vertikalitetsprocedurer”[18]. Det handler blandt andet om at skabe en særlig nytteværdi i mangfoldighederne, hvor selve mangfoldigheden bliver et instrument for vækst. En ting, der gør sig gældende i ”Bartleby” i forbindelse med, at advokaten prøver at skabe en værdi for Bartlebys evner ved at foreslå forskellige arbejder, der kunne udføres med Bartlebys (manglende) kompetencer. Mangfoldigheden har dog sine grænser for at kunne indgå positivt i ”det disciplinære samfund”, da ”mangfoldigheden, […] når til disciplinens tærskel, når forholdet mellem nytte og ulempe er gunstigt.”[19] Hvilket også kan forklare, hvorfor advokaten resignerende lader Bartleby komme i fængsel efter forgæves at have prøvet at tale ham til fornuft. Dette leder igen tilbage til Deleuzes pointe om, at Bartleby står udenfor samfundet – der er ingen nytteværdi i den irrationelle og handlingsløse Bartleby. Denne samfundsdiagnose findes også hos Adorno og Horkheimer i Oplysningens dialektik, hvor de skriver, at ”den som tøver, er fredløs for begge sider” i forbindelse med en person, der hverken ville lytte til den ene eller andens fornuft. Og fortsætter:

[Et menneske] skal vise sig modtagelig for fornuft. […] Fornuftigt er det virkelige. Den som ikke vil være med […] hjælper ikke en kat. Alting afhænger af samfundet, selv den mest præcise tænkning må forskrive sig til de mægtige sociale tendenser, uden hvilke den bliver til fiks idé.[20]

Bartlebys rolle som helten i det rationelle og fornuftige samfund synes dermed næsten allerede at være afskrevet inden opgaven har taget form, hvilket også leder til Deleuzes åbne spørgsmål: ”Will Bartleby be able to conquer the place where he takes his walks?”[21] Spørgsmålet vil blive stående for nu, men vil senere blive brugt som katalysator til at diskutere, hvad Bartlebys rolle består i.

Wall Street-fængslet

Analysen af rummet i ”Bartleby” vil have til formål at dokumentere, hvordan Wall Street kan forstås som en fængslende konstruktion. Fortælleren selv er bevidst om omgivelsernes betydning, hvilket han pointerer indledningsvis: ”[I]t is fit I make some mention of myself, my employées, my business, my chambers, and general surroundings; because some such description is indispensable to an adequate understanding of the chief character about to be presented.”[22] Kontorbygningen på Wall Street bliver i forbindelse med de omgivende bygninger beskrevet som ”a huge square cistern.”[23] En cisterne er normalt en vandbeholder, der er anbragt på en sådan måde, at den via dens placering kan indsamle vand, hvorfra vandet kan blive spredt ud til forbrugerne. Det er ikke vand, som advokatbygningen skal indsamle, derimod kan symbolikken forstås som Wall Streets måde at sprede dens logik ud i samfundet på, hvor advokatbygningen holder en nærmest symbolsk rolle, som dens epicenter, hvorfra antagelsens logik bliver praktiseret, men som samtidig også bliver slagmarken for oprøret. Advokatbygningens omgivende naboer har muligheden for at kigge ind til kontoret, hvor den ene nabo ”[penetrated] the building from top to bottom”, imens den anden nabobygning ”was pushed up to within ten feet of my window panes.”[24] Det kan her ses, hvordan selve Wall Street indgår i den panoptiske model, hvor alting bliver sat til skue. Kontorets indre rammer har også et stort panoptisk potentiale, hvor ”ground glass folding-doors divided my premises into two parts, one of which was occupied by my scriveners, the other by myself.”[25] Der er to rum i kontoret, hvor den ene er advokatens rum, hvor han udøver sin rolle som arbejdsgiver. Det andet rum er til arbejderne, hvor der bliver transskriberet. Rummene er adskilt af foldedøren i matteret glas, som er et vigtigt element. Det matterede glas gør, at der kun kan blive set indirekte igennem skillelinjen, fordi det kun er omrids af genstande og personer, der kan blive antaget igennem – ikke konkrete detaljer – samtidig kan advokaten også åbne glasdøren alt efter sit temperament. Det betyder ifølge den panoptiske model, at skriverne konstant må være usikre på, hvorvidt advokaten holder øje med dem gennem glasset. De kan se advokatens omrids, derfor kan de være sikre på, at der er et potentiale for overvågning. Selvom advokaten står som symbolet for magten på kontoret, så skal han også stå til ansvar for sine handlinger over for Wall Street-samfundet, der både kan se ind på advokatkontoret fra nabobygningerne, og hvor kunder, klienter eller samarbejdspartnere også frit kan gå ind på kontoret.

   Bartleby får sin egen særskilte plads på kontoret, hvor han får en anden rolle i kontorets panoptiske funktion end de andre skrivere. Bartleby bliver placeret på den ’rigtige’ side af magten, hvor han får sin plads i advokatens rum, hvor de to bliver adskilt af en ”high green folding screen, which might entirely isolate Bartleby from my sight, though not remove him from my voice.”[26] Desuden er Bartlebys skrivebord placeret ved et lille vindue, hvorfra man kun kan se ind i en anden bygning. Brugen af skillevægge i vagttårnet – eller i dette tilfælde advokatens rum – tillægger Foucault også en væsentlig rolle i den panoptiske model. Han påpeger, hvordan skillevæggens funktion gør, at magten kan kontrollere den udøvende magt, fordi der i brugen af skillevægge udslettes dørens afslørende funktion; hvor døren skal åbnes, før der kan blive skabt indsigt i, hvad der sker i rummet. Ved brug af skillevægge kan der derimod blot listes forbi, og dermed bliver overvågningen ikke afsløret. Det er klart, at Bartlebys rolle ikke er at have en overvågende effekt på advokaten. Det er derfor også pudsigt, at Bartleby, som bliver ansat til den samme funktion som de andre skrivere, bliver placeret et sted, hvor den panoptiserende kraft er anderledes end i skrivernes rum, men det faktum, at han bliver placeret på den ’rigtige’ side af magten, kan dog holde en symbolsk betydning i forhold til Bartlebys modmagt.

Skrivernes rolle

Udover Bartleby har advokaten tre medarbejdere: To skrivere, Turkey og Nippers, og en stikirenddreng, Ginger Nut. Skriverne er advokatens deciderede arbejdskraft, der udfører det profitable arbejde. Deres rolle er klar og afgrænset, hvor de udelukkende bliver vurderet på deres nytteværdi. Det viser sig tydeligt, da både Turkey og Nippers har visse anormaliteter, der gør dem mindre attraktive, men på trods af deres mangfoldigheder (Turkey er sur efter middag, Nippers før middag), siger advokaten om Turkey, at han ”was the quickest, steadiest creature too, accomplishing a great deal of work in a style not easy to be matched – for these reasons, I was willing to overlook his eccentricities”[27]. Nippers var også ”a very useful man to me; […] he always dressed in a gentlemanly sort of way; and so, incidentally, reflected credit upon my chambers.”[28] Skrivernes nytteværdi for advokaten er altså større end de hovedpiner, som de giver ham. Skrivernes magt er ikke ret stor og på nær Ginger Nut, som de får til at løbe alle deres ærinder, er de nederst i hierarkiet. På trods af at advokaten flere gange inddrager dem, når han skal pointere Bartlebys urimeligheder, så har de ingen reel indflydelse, men snarere virker denne inddragelse som et værktøj til at bekræfte, at advokatens argumenter er rationelle og normative. Skrivernes rolle er at udføre det praktiske arbejde, dog kun så længe advokaten mener, at deres arbejde er mere værd end deres laster – eksemplificeret her da Turkey forener kagespisning og skriveri på en måde, som advokaten finder yderst upassende: ”I came within an ace of dismissing him then.”[29]

   Umiddelbart vokser Nippers magt ikke i løbet af historien, men der er indlagt en detalje i novellen, der dog kan pege i en anden retning: Indledende bliver der fortalt, at ”[Nippers] occasionally did a little business at the Justices’ courts, and was not unknown on the steps of the Tombs.”[30] Det påfaldende er så, at advokaten mod slutningen af novellen lader Nippers styre forretningen i et par dage, og herefter kommer advokaten tilbage til en seddel på sit skrivebord: ”It informed me that the writer had sent to the police, and had Bartleby removed to the Tombs as a vagrant.”[31] Detaljen er ikke decideret plotændrende, men den kan virke til at nuancere billedet af advokatens rolle i historien og samtidig også symbolisere, at den rationelle logik sejrer til sidst – enhver kan være vagt i den panoptiske model.

Advokatens rolle(r)

Dan McCall opponerer i ”The Reliable Narrator” mod mange kritikeres læsning af novellen, hvor de fleste mener, at ”[t]he Lawyer has to be bad, or he wouldn’t be in an office on Wall Street.”[32] McCall mener derimod, at ”[o]ne of the most interesting dramas in the story is the Lawyer’s own helpless intuition that he is not adequate to the challenge of Bartleby, and never has been.”[33] Med Foucaults magtteori kan disse to modstridende opfattelser af advokatens rolle forenes. Det kan gøres ved at holde for øje, at advokaten har en todelt rolle: a) fortællerens rolle og b) rollen som selvstændig karakter, der (måske) gennemgår en udvikling i løbet af historien. Det kunne også udvides med rollen som arbejdsgiver kontra rollen som medfølende individ – logic of presuppositions mod logic of preference. McCall henviser til Walter Anderson, der mener, at advokaten er en upålidelig fortæller, fordi han ”creates the story in order to justify his behavior toward Bartleby.”[34] Hvorimod McCall mener, at advokaten er troværdig: ”I trusted that Lawyer. Thirty years later, I still do.”[35] Anvendes Foucaults teori, der påpeger, at magtens disciplinerende funktion rammer alle i samfundet, så kan begge disse ovennævnte roller forenes, fordi advokaten netop udøver den disciplinerende funktion qua sin rolle som arbejdsgiver, der søger at maksimerer sine arbejderes nytteværdi, mens advokaten på den anden side også skal stå til ansvar for sin egen handlen i og med, at han bliver konfronteret af resten af Wall Street-samfundet, derudover betoner han også sine egne præferencer gennem historien.

   Fortælleren beskriver indledningsvist, at alle ser ham som ”an eminently safe man.”[36] Han beskriver her sig selv som en konservativ mand, der ikke tager unødige risici, og desuden siger, at ”I was not insensible to the late John Jacob Astor’s good opinion.”[37] Astor var på daværende tidspunkt velkendt, som den rigeste mand i America. Denne beskrivelse gør, at læseren føler en konservatisme hos advokaten som en mand, der sympatiserer med økonomiens rationelle forventningstankegang. Springes der herefter direkte til historiens slutning, hvor fortælleren søger at give en rationel forklaring på, hvordan Bartleby er endt, som han er, så er det ikke svært at se fortælleren som en, der fortæller historien for at gøre bod på sin håndtering af den irrationelle Bartleby over for det rationelle Wall Street-samfund. En sådan fortolkning af advokaten lader dog kun læseren forstå advokaten som en, der indgår i den første del af magtteorien; den disciplinerende magt, der rationaliserer for at skabe nytteværdi. En læsning, der kun tager højde for fortællerens og advokatens rolle som arbejdsgiver. Analyseres advokatens konkrete møde med Bartleby, kan advokatens ’menneskelige’ rolle nuanceres i forhold til den anden ensidige rolle. I advokatens håndtering af Bartleby er det ikke kun antagelsens logik, der hersker, derimod indtræder Bartlebys logic of preference også elementvis frem i advokatens handlen. Det ses blandt andet i starten, hvor Bartleby arbejder hårdt og har en høj nytteværdi for advokaten: ”I should have been quite delighted with his application, had he been cheerfully industrious. But he wrote on silently, palely, mechanically.”[38] På trods af, at Bartleby arbejder dag og nat, mekanisk, så ville advokaten hellere have foretrukket, hvis Bartleby havde udvist en glæde i arbejdet – der mangler for advokaten en positiv bekræftelse fra Bartleby. Dette aspekt bliver advokaten ved med at beklage sig over gennem historien: ”The passiveness of Bartleby sometimes irritated me.”[39] Bartlebys passive modstand er dog ikke kun et moralsk problem for advokatens konformitet. Senere bliver det også beskrevet, hvordan Bartlebys karakter bliver kendt af resten af Wall Street-samfundet, hvilket får den betydning, at advokaten bliver set som en arbejdsgiver, der ikke kan få sine ansatte til at arbejde: ”At last I was made aware that all through the circle of my professional acquaintance, a whisper of wonder was running round, having reference to the strange creature I kept at my office. This worried me very much.”[40] Advokaten bliver selv et offer pga. Bartlebys modmagt. Ikke kun fordi det irriterer advokatens moral, men også fordi, det går ud over forretningen og advokatens ry, da udefrakommende også bliver berørte af mødet med Bartleby: ”Every body is concerned; clients are leaving the offices”[41]. Advokaten prøver ikke kun at skabe en værdi ud af Bartlebys egenskaber, faktisk prøver advokaten snarere blot at puste lidt glæde og lidt lyst ind i Bartleby ved at tilbyde diverse scenarier – alle scenarier er dog baseret på en rationel antagelse. På trods af advokatens anstrengelser med at få Bartleby på fode igen, bliver advokaten alligevel ’straffet’; han må flytte kontor, og han har fået plettet sit ry.

   Hvordan fastslås det så, om advokaten gennemgår en personlig udvikling? I starten får vi at vide, at advokaten er den sikre og konservative mand, men efter samvær med Bartleby begynder advokaten selv at anvende præferencelogikken: ”Somehow, of late I had got into the way of involuntary using this word ”prefer” upon all sorts of not exactly suitable occasions.”[42] Nu er det ikke kun antagelsens logik, der spiller en rolle for advokaten. Lidt senere stedfæster advokaten – ganske rigtigt – at, ”[Bartleby] was more a man of preferences than assumptions.”[43] Advokaten har selv set skellet mellem disse to logikker. Spørgsmålet bliver så, hvad advokaten bruger denne konfrontation mellem de to logikker til? Slutningen er langt fra entydig på dette punkt og i sidste ende må det være op til den enkelte læsers syn på advokaten at afgøre, hvor stor dennes udvikling er. Ikke desto mindre vil der alligevel kort blive vist nogle scenarier, der både kan tale for og imod, at advokaten bevæger sig mere eller mindre over mod præferencelogikken. Inden den fysiske fængsling af Bartleby siger advokaten til ham: ”Either you must do something or something must be done to you.”[44] Efter denne passage, hvor Bartleby ikke imødekommer advokatens forslag, pointerer advokaten, at ”I had now done all that I possibly could”[45]. Her er der belæg for, at advokaten fortsat arbejder ud fra den rationelle tankegang. Da Bartleby skal fængsles trækker advokaten sig – som tidligere skrevet – tilbage, og lader andre tage ansvaret for dette – sandsynligvis fordi advokaten helst ikke ser Bartleby i fængsel. Da advokaten besøger Bartleby i fængslet er der igen en grad af rationalisering over advokatens logik, da han siger, at fængslet slet ikke er så slemt et sted: ”Look, there is the sky, and here is the grass.”[46] Tvivlen bliver ej heller mindre, da advokaten finder Bartleby død og derefter lukker Bartlebys livsløse øjne. For hvordan skal denne symbolik forstås? Er det blot omtanke og medlidenhed, der får ham til at gøre det, eller er det derimod et symbol på, at nu bliver denne præferencelogik igen gemt væk? Der kan argumenteres for, at advokatens efterhistorie er et forsøg på en rationel forklaring på Bartlebys tilstand. På den anden side kunne man dog undre sig over, hvorfor advokaten måtte have behov for at rationaliserer over dette, da Bartleby, som symbol på modstand overfor antagelsens logik, nu er forsvundet og ikke længere udgør en trussel for advokaten og samfundet.

   Det er tydeligt, at advokaten gennemgår en udvikling, hvor han nu inddrager elementer af præferencer, der ikke nødvendigvis er rationelle og økonomisk funderet i sin tankegang. Hvorvidt denne udvikling udmunder sig i en gennemført initiation til præferencens logik er dog tvivlsom, da han til slut bliver ved med at vekselvirke mellem disse to logikker. Deleuzes klassifikation af fortællerens rolle understøtter også denne iagttagelse, som vil blive vist senere.

Bartleby, en helt?

Bartleby har klarsyn, han ved, hvor han er, og hvad han er. Det ses blandt andet, da advokaten fortæller, at fængslet ikke er så slemt, hvortil Bartleby svarer: ”I know where I am.”[47] Bartleby ved godt, hvor han er, fordi han hele tiden har befundet sig i et fængsel, som Marx også påpegede. Bartlebys logik baserer sig på præferencer, derfor bliver Wall Street-samfundet også et disciplinerende fængsel for Bartleby, fordi der ikke her er plads til irrationelle præferencer, og da Bartleby nægter at forlade sig til den rationelle logik, bliver han stemplet som en passiv modstander af maskineriet: ”Nothing so aggravates an earnest person as a passive resistance”[48], pointerer advokaten. Bartlebys magt ligger i, at han bogstaveligt talt hellere vil dø af sult, end han vil overgive sig til rationaliteten. Denne stålfasthed hos Bartleby gør, at de andre karakterer bliver rystet i deres grundvold i mødet med Bartleby – de bliver usikre på, om deres måde er den eneste og/eller rigtige måde: ”It is not seldom the case that when a man is browbeaten in some unprecedented and violently unreasonable way, he begins to stagger in his own plainest faith”[49], fortæller advokaten. Bartlebys magt ligger i, at han skaber en form for moddisciplinering af de omgivende mennesker. Advokaten indrømmer således, at han er begyndt at bruge ordet ”prefer”, men de andre skrivere begynder også – ubevidst – at bruge ordet. Turkey siger således: ”Oh, prefer? oh yes – queer word. I never use it myself. But sir, as I was saying, if he would but prefer –”[50]. Bartlebys modmagt iværksætter en følelse af utryghed. Den irrationelle logik, der baserer sig på lyst, er et oprør mod den rationelle og antagende logik, hvilket bliver en skræmmende faktor, fordi den er en modstand, der ikke lader sig bekæmpe med rationelle argumenter. Magtens funktion afværger dog oprøret til sidst ved at isolere ham fra det (vel)fungerende samfund og lade ham dø i fængslet. Men historien lever stadig videre igennem advokaten.

   Deleuze spørger om Bartleby nogensinde vil finde et sted, hvor han kan bevæge sig frit, og samtidig deklarerer Marx, at der ikke er nogen chance for at Bartleby kan finde frelse. Skæver man til Foucaults magtteori og Adorno og Horkheimers samfundsdiagnose, så ser chancerne for, at Bartleby kan finde fodfæste ej heller gode ud. I det miljø, som Bartleby er sat i, er ikke stedet, hvor Bartleby ville kunne leve frit – i hvert fald ikke på daværende tidspunkt. Måske var der heller ingen steder, som kunne tilbyde Bartleby en udvej fra panoptismens automatiserede magtfunktion og rationelle logik: ”I like to be stationary”[51], siger Bartleby. Der er ingen steder, han hellere ville foretrække at være – for ham er der ikke nogle fristeder. Måske har Bartlebys passive modstand dog kastet noget godt af sig; Elizabeth Hardwick skriver således i sin artikel ”Bartleby in Manhattan”: ”It is not thought that many ”downtown” today would wish to profit from, oh, such a chill.”[52]

   Men betyder det, at vi må opgive at give Bartleby rollen som helten, og derfor kun forstå meningen ud fra advokaten, som Marx mener? Næppe. Bartleby er helten, fordi han tilbyder et alternativ til den normaliserede tankegang. Advokaten ville ikke have gennemgået nogen udvikling, havde det ikke været for mødet med Bartleby. Advokaten spiller dog alligevel en vigtig rolle, fordi han er den eneste, der er i stand til at se det virkeligt enestående ved Bartleby – at advokaten så ikke kan efterleve det selv, må læseren selv om, om man vil klandre ham for eller ej. Deleuze beskriver skarpt dette forhold mellem den originale karakter, der tilbyder noget, der er afsides den normaliserede kultur kontra fortælleren, der indeholder den normaliseredes kulturs værdier, men alligevel er i stand til at se ind i den andens natur. Deleuze argumenterer således for, at der er tre forskellige typer af karakterer i Melvilles forfatterskab – her fortællerens eller profetens rolle:

Captain Delano lacks the prophet’s eye, but Ishmael in Moby-Dick, Captain Vere in Billy Budd, and the attorney in Bartleby all have this power to ”See”: they are capable of grasping and understanding, as much as is possible, the beings of Primary Nature, the great monomaniacal demons or the saintly innocents, and sometimes both. Yet they themselves are not lacking in ambiguity, each in his own way. Though they are able to see into the Primary Nature that so fascinates them, they are nonetheless representatives of secondary nature and its laws.[53]

Konklusion

Foucaults teori om panoptismen gjorde det muligt at klarlægge magtforholdet og strukturen i ”Bartleby”. På baggrund af analysen kan opgavens tese, der ville iscenesætte Bartleby som den sande helt, bekræftes, da det netop er Bartleby, der går imod strømmen og tilbyder et anderledes syn på verden uden at lade sig påvirke af andres opfattelser. Advokatens rolle skal dog ikke forklejnes. Tværtimod er det vigtig at fastslå, at det netop er fordi, advokaten har egenskaberne til at se ind i Bartlebys situation, at historien kan blive fortalt. Det er usandsynligt at forestille sig, at Turkey eller en anden med en kun rationel logik kunne have empati over for Bartleby og dermed fortælle historien. Hardwick skriver, at ”Melville’s genius would not want at any part of the story to enter the region of sure reasons and causality.”[54] Det er en vigtig pointe, fordi det er et element, der er med til at gøre novellen proto-modernistisk: Alt efter, hvilken synsvinkel læseren har eller hvilken karakter, som læseren føler størst sympati med, kan novellen fortolkes på forskellige måder. Dette fremkommer også tydeligt i de mange forskellige roller, som McCall peger på, at forskellige kritikere har tillagt advokaten: Er han en slet person? Er han konform og konservativ? Eller er han i lige så høj grad et offer som Bartleby? Eller skal han hyldes? Hvorom alting er, så er Bartleby en sand original.

Litteraturliste

Primærlitteratur

Melville, Herman: ”Bartleby, The Scrivener” (i Melville’s Short Novels, Norton, 1. ed., 2002).

Sekundærlitteratur

Adorno, Theodor W., Horkheimer, Max: Oplysningens dialektik (Gyldendal, 2. udgave, 4. oplag, 2004).

Deleuze, Gilles: ”Bartleby; or, The Formula” (i Essays Critical and Clinical, University of Minnesota Press, 1997).

Foucault, Michel: Overvågning og straf (Det lille forlag, 5. oplag, 2011).

Hardwick, Elizabeth: ”Bartleby in Manhattan” (i Melville’s Short Novels, Norton, 1. ed., 2002).

Marx, Leo: ”Melville’s Parable of the Walls” (i Melville’s Short Novels, Norton, 1. ed., 2002).

McCall, Dan: ”The Reliable Narrator” (i Melville’s Short Novels, Norton, 1. ed., 2002).


[1] Marx, Leo: ”Melville’s Parable of the Walls”, s. 239.

[2] Jf. Leo Marx’ ”Melville’s Parable of the Walls”, s. 256:

It is not the writer but the lawyer, the complacent representative American, who is aware of the grass and to whom, therefore, the meaning is finally granted. If there is any hope indicated, it is hope for his, not Bartleby’s, salvation.

[3] Ibid.: S. 250.

[4] Foucault, Michel: Overvågning og straf, s. 216-17.

[5] Ibid.: S. 217.

[6] Ibid.: S. 217.

[7] Ibid.: S. 217.

[8] Ibid.: S. 218.

[9] Ibid.: S. 218.

[10] Ibid.: S. 219.

[11] Ibid.: S. 221.

[12] Ibid.: S. 222.

[13] Ibid.: S. 224.

[14] Ibid.: S. 234.

[15] Ibid.: S. 227.

[16] Ibid.: S. 226.

[17] Deleuze, Gilles: ”Bartleby; or, The Formula”, s. 73.

[18] Foucault, Michel: Overvågning og straf, s. 237.

[19] Ibid.: S. 239.

[20] Adorno, Theodor W., Horkheimer, Max: Oplysningens dialektik, s. 343.

[21] Deleuze, Gilles: ”Bartleby; or, The Formula”, s. 74.

[22] Melville, Herman: ”Bartleby, The Scrivener”, s. 4.

[23] Ibid.: S. 5.

[24] Ibid.: S. 5.

[25] Ibid.: S. 9.

[26] Ibid.: S. 10.

[27] Ibid.: S. 6.

[28] Ibid.: S. 7.

[29] Ibid.: S. 9.

[30] Ibid.: S. 7.

[31] Ibid.: S. 31.

[32] McCall, Dan: ”The Reliable Narrator”, s. 267.

[33] Ibid.: S. 272.

[34] Ibid.: S. 271.

[35] Ibid.: S. 268.

[36] Melville, Herman: ”Bartleby, The Scrivener”, s. 4.

[37] Ibid.: S. 4.

[38] Ibid.: S. 10.

[39] Ibid.: S. 14.

[40] Ibid.: S. 27.

[41] Ibid.: S. 29.

[42] Ibid.: S. 20.

[43] Ibid.: S. 23.

[44] Ibid.: S. 29.

[45] Ibid.: S. 30.

[46] Ibid.: S. 32.

[47] Ibid.: S. 32.

[48] Ibid.: S. 13.

[49] Ibid.: S. 12.

[50] Ibid.: S. 21.

[51] Ibid.: S. 30.

[52] Hardwick, Elizabeth: ”Bartleby in Manhattan”, s. 266.

[53] Deleuze, Gilles: ”Bartleby; or, The Formula”, s. 80. (Med ”Primary Nature” mener Deleuze, de karakterer, der er originaler, som har evnen til at være opponenter til de herskende love og normer. Den sekundære natur henviser til de karakterer, der håndhæver lovene og opretholder normerne.)

[54] Hardwick, Elizabeth: ”Bartleby in Manhattan”, s. 262.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.