Kategori: Boganmeldelser

The Garden of Eden (Edens Have på dansk) er et helt særligt Hemingway-værk, som bør læses af alle – fan eller ej. Romanen er udfordrende, spændende, indsigtsfuld og byder på alt det Ernest Hemingway står for samtidig med, at den rykker ved dine forudindtagede holdninger og meninger om Hemingway.

The Garden of Eden handler om forfatteren David Bourne og konen Catherine. De er taget på bryllupsrejse til Spanien, hvor den står på fritidsaktiviteter som strandbesøg, avislæsning, fiskeri, cafebesøg og selvfølgelig store mængder alkohol samtidig med, at David prøver at udøve forfattergerningen. Selvom bogen indledningsvis handler om fiskeri bliver det hurtigt gjort klart, at historien kommer til at handle om ægteparrets forhold og dets udvikling, hvor der allerede på de første sider bliver beskrevet, hvordan Catherine er en mønsterbryder i forhold til den ‘traditionelle’ kvinde. Hun bruger ikke sukker i kaffen, og hun går i sejlertøj til mænd. Der bliver også beskrevet i starten, at de allerede er godt solbrændte, men de bliver kun mørkere og mørkere, som historien skrider frem.

David er grundlæggende splittet mellem arbejdet som forfatter og kærligheden og forholdet til Catherine. Han får simpelthen ikke skrevet det, han gerne vil, når han fokuserer på kærligheden – desuden gør forholdet, at han ikke er nødsaget til at skrive, da Catherine sagtens kan forsørge ham. Davids skriverier ændrer sig i takt med, at deres forhold ændres. Catherine er den, der tager initiativerne i deres forhold. Hun anlægger sig en drengefrisure. Hun ændrer på rollerne i soveværelset. Og gør i det hele taget meget for at udviske grænsen mellem ‘mand’ og ‘kvinde’. Forholdet tager en endnu mere utraditionel drejning, da de begge forelsker sig i pigen Marita – herefter er historien et sandt ménage à trois.

Midt i dette skæve forhold lykkedes det dog David at få skrevet noget, hvor han graver ned i minderne fra jagtoplevelserne med sin far og jægeren Juwa. Som et ekstra twist på The Garden of Eden som et værk, der (måske) udvisker grænserne mellem køn, og hvad der er ‘rigtigt’ og ‘forkert’ seksuelt, så bliver der i Davids historier teaset for, at faderen og Juwa havde et forhold, der måske baserede sig på mere end jagt.

Fortolkninger af Edens Have

Edens Have af Ernest Hemingway kan fortolkes på et utal af måder alt efter hvilke briller, man har på. Du kan sagtens bevare dit billede af Hemingway som en rigtig mandschauvinist, hvor hovedpersonen David bare er udsat for et ondt spil spillet af den rige og glamourøse Catherine. På den helt modsatte side kan du også sagtens se Hemingway som en fortaler for de stærke individuelle kvinder, hvor Catherine ikke lader sig domesticere af David og bare gør, hvad hun har lyst til.

Personligt er jeg ikke fortaler for nogen af de to fortolkninger. Jeg læser The Garden of Eden som en roman, der problematiserer det (hetero)normative samfund, hvor kønsrollerne er stramt opdelt, og man skal passe på ikke at træde uden for disse kasser, hvis man ikke vil ses skævt til. Jeg synes, det er et nuanceret værk, der klart råber på, at man ikke bare kan stoppe Hemingway ned i en eller anden machomands-kasse.

Mit syn på romanen skrev jeg en opgave om ifm. mit studie, og jeg var så heldig at få den udgivet. Hvis du vil have en anderledes læsning af romanen, så læs min artikel “Er Hemingway kun for mænd?” her (udgivelsen er blevet redigeret en smule siden den forlod min hånd).

Du behøver ikke læse The Garden of Eden for at tage stilling til en hel masse teoretiske og analytiske ting. Det er en god bog i sig selv, der giver masser nydelse bare at læse. Men hvis du alligevel ikke kan dy dig for at tage stilling til, hvad du synes, det er for en bog, og hvad den gør, så vil jeg meget gerne være med til at diskutere dit synspunkt i kommentarfeltet nedenfor!

Find bogen her eller på dansk her.

God læselyst.

[Skrevet af Alexander Graae – en af mine medstuderende fra SDU – som et bidrag til bloggens opstart]

Forbrydelse og straf er en kniv mod sjælen på enhver ambitiøs ung mand med et følelsesregister og en tro på en gennemgående retfærdighed. Denne bog handler om den 19-årrige Raskolnikov, som lever i kummerlige forhold for at studere jura i Skt. Petersborg. En dag får han chancen for at gøre, hvad ingen andre kan.

Man må erkende, at der er forskel på mennesker. Nogle er noble og trofaste, nogle er villige til at gøre det rigtige, men er rastløse omkring resultater, mens andre har en forestilling om, at nobilitet er hæmmende for forretning. Forbrydelse og straf må siges at have en bred vifte af forunderlige og velkonstruerede karakterer. Hovedpersonen Raskolnikov er en ung studerende, som må pantsætte sit sidste minde om sin far for en ussel pris hos pantehajen Alyóna Ivánovna, tre rubler, hvorimod han protesterer med det resultat, at prisen falder til blot to. Pengene, som han skal leve for, bruger han først nogle af på et glas vodka, som han drikker i selskab med en tidligere statsmand og drukkenbolt, Marmeladov, som fortæller sin historie om svigt, der vækker noget i Raskolnikov. Man møder også karakterer som Dounia, Raskolnikovs søster, som er blevet forlovet med en ung mand, Pyótr Lúzhin, som Raskolnikov instinktivt ikke stoler på, da han forekommer ham som en charlatan og pralhals; Razumíhin, den begavede og trofaste ven, som altid holder hovedet koldt og giver de bedste råd, når disse er dyrest. Kort tid efter besøget på værtshuset ser Raskolnikov en fordrukken pige på gaden og betaler en politimand 20 kopeck for at sørge for, hun kommer hjem. Da Marmeladov dør har hans familie ikke råd til begravelse, fordi han havde drukket alle pengene op, her træder Raskolnikov igen til med en hjælpende hånd. Pengene får hurtigt ben at gå på, men Raskolnikov får en mulighed, som ændrer hans liv for altid.

Temaer i Forbrydelse og straf

Forbrydelse og straf er en bog i særklasse, da den beskriver en del af den menneskelige psyke, som få mennesker har lyst til at udforske af frygt for depression. Det er en gængs antagelse, at alle værker af Dostojevskij er dystre og kan kategoriseres som vinterlitteratur. Denne tankegang er forståelig, men nogle af Dostojevskijs romaner udspiller sig om midsommeren som “Hvide nætter” og i særdeleshed også denne bog som finder sted sommeren 1865, som var blandt de varmeste år nogensinde i Skt. Petersborg. Det grundlæggende tema i Forbrydelse og straf kunne siges at være den hårfine grænse mellem rigtigt og forkert foruden ved gråzonen imellem de to, når etik bliver involveret. Dertil kommer en række temaer som familie, forskellige former for kærlighed, frelse og forbrydelse. Som det gør sig gældende med mange andre bøger, vil forskellige personer tage vidt forskellige ting med fra en læsning af Forbrydelse og straf, jeg tror dog, at denne rangerer i ekstremerne på dette punkt. Personligt har jeg haft meningsudvekslinger omkring, hvorvidt bogen ender lykkeligt eller ej, da der er individuel opfattelse af dette.

Min første erfaring med værket

Da jeg første gang hørte om Forbrydelse og straf af Dostojevskij, var det en af mine idoler, som havde fortalt i et interview, at den var én af sine yndlingsbøger. Jeg erfarede, at hovedpersonen var en ung studerende, og jeg læste bogen af denne grund. Jeg gik i gymnasiet og identificerede mig som forventet med Raskolnikov og dennes idealer, men i langt højere grad end jeg kunne have forstillet mig. Jeg blev virkeligt spændt, når han klarede sig godt, rørt når han forbarmede sig og kom i vildrede og fortvivlelse, når heldet var imod ham. For første gang havde jeg mødt en fiktiv karakter, jeg måtte råbe af og skælde ud på, når han dummede sig, og lige siden har jeg jagtet denne slags karakter og blev i samme tag fanget af litteraturen.

Find bogen her.

I 1949 skriver George Orwell historien om en overvågningsstat med Big Brother i hovedsædet. Kameraer i alle rum gør det umuligt for forbudte ting at eksistere uden at blive opdaget, men Big Brother ser ikke bare alt, han lytter også og straffen for tankekriminalitet er hård.

Skrevet som kommentar på fascisme og nazisme bærer 1984 præg af sin samtid. 1984 er året for handlingen, den totalitære stat og forsøget på en revolution imod den. Revolutionen er amputeret fra starten ved, at ingen af aktørerne, må tænke på den, dette vil lede til, at forsøget vil blive opdaget inden revolutionen overhovedet er kommet i gang. I 1984 er der fokus på ord og deres betydning, et ord er nok til at få folk til at tænke, og tanker kan være farlige for den totalitære stat, derfor opfinder staten et nyt sprog, baseret på det gamle, uden disse faldgruber for tankevirksomhed. Staten har magten over viden og derfor muligheden for at forme virkeligheden i deres interesse. Historie er sådan en slags viden, der med en ændring vil skifte betydning. Viden og ændringen er brugbar til at opspore en tidligere version af historien og bliver derfor slettet og forbudt at tænke på, derved får staten en fuldstændig magt over mennesket og menneskets forhold til denne magt. 1984 er skrevet som en advarsel, om hvor langt en totalitær stat kan gå i fremtiden – baseret på fortiden -, og hvorfor man aldrig må tilslutte sig sådan et magtkrævende regime.

1984 af George Orwell er blandt de bøger, der aldrig vil falde ud af litteraturkanonen, da meddelelsen den bringer er af ubestridt vigtighed for et verdenssamfund. Bogen anses stadigt som én blandt science fiction genrens største værker, trods sin alder. Som andet god litteratur giver bogen et klarsyn ind i mennesket sind på godt og ondt. En viden, der ikke vil forældes, hvilket er med til at gøre, at bogen vil ældes med ynde og fortsat være en klassiker i hundredvis af år.

Moby-Dick er som ingen anden bog. Skrevet med en dybde og præcision af ord, som gør den til et mesterværk sidestillet af få. Moby-Dick er en odysse, en rejse til verdens ende, drevet af Kaptajn Ahabs forblindende had til dyret – den hvide hval – som tog hans ben.

Moby-Dick er historien om Ishmael som beslutter sig for at se verdenshavene, da han ikke har andet at give sig til. Ishmael stifter bekendtskab med Queequeg, en stor mand fra en ø i Stillehavet. Disse bliver et umage par med samme forventning om at tage til søs. Skibet, hvor de får plads, hedder Pequod, deres kaptajn Ahab. Her starter en længere rejse til søs, hvor man møder en lang række besætningsmedlemmer, andre hvalfangere og et par handelsskibe. Man får indblik i de mange processer, der forgår i hvalfangerindustrien, historier der bestemt ikke kunne være skrevet i dag, da de bærer præg af Melvilles egen kendskab til faget som tidligere hvalfanger. Bogen er fyldt med digressioner omhandlende hvaler, billeder af hvaler, cetologi (læren om hvaler) og mange andre faglitterære aspekter. Dette medvirker til, at historien bliver umådeligt gennemført og den fordybede læser føler både med sømænd, matroser og ikke mindst den snæversynede kaptajn Ahab. Og til en hvis grad også Moby Dick selv.

Moby-Dick er meget muligt blandt de ti bøger, der har betydet mest for mig som litteraturinteresseret, bogen talte til mig på mange måder, specielt var sproget og ordvalg blandt de ting, der gjorde bogen til en fornøjelse. Situationerne sømændene står i gør fra tid til anden et stort indtryk på læseren, et blodigt arbejde med meget lille eller ingen sikkerhed og jagten er ikke til at forglemme.

Det er en roman, som man ikke lige læser på en weekend. Men det er også meget muligt, at bogens længde er direkte korreleret med det indtryk gør på én. Det er efterhånden lang tid siden, at jeg læste på den, men når jeg tænker tilbage på de ting, som jeg har læst, så vender den gang på gang tilbage. Og jeg kunne heller ikke dy mig fra at bruge den til en af mine universitetsopgaver om HR. Desuden har Herman Melville sat et så stort aftryk i mig, at jeg bl.a. også var med til at skabe og drive Melville.dk.

Gullivers Travels er blandt verdens allerførste romaner, skrevet i 1726, men er gennemsyret af en tidsløs humor forståelig for alle, uanset alder og analytiske kundskaber. Gullivers Travels er skrevet som en parodi på en rejsebeskrivelse, da disse var yderst utroværdige på Swifts tid.

Bogen er delt op i fire afsnit, som markerer hver en rejse. Første rejse, til landet Lilliput er ubestridt den mest kendte, bl.a. udgør den indholdet for de forkortede udgaver af romanen og er ligeledes filmatiseret i Hollywood.

I første bog kommer Gulliver til et land, hvor alle mennesker er meget små, her kommer kropsligheden i fokus, da eksempelvis Gullivers afføring er et betydeligt problem for de små mennesker, et menneskeligt problem, som aldrig blev berørt i den få år ældre bog Robinson Crusoe, som Gullivers Travels også parodierer. På anden rejse rejser Gulliver til landet Brobdingnag hvor folket er enormt store, tredje rejse går til Laputa og Balnibarbi, hvor verden så at sige er vendt helt på hovedet. Denne tredje bog er en personlig favorit. Laputa er en flyvende ø, der kan styres, som var det et skib, denne var basis for Hayao Miyasakis film ved samme navn. Balnibarbi er landet med akademiet, et sted hvor verdens mærkeligste idéer har fået mulighed for at blive udforsket, som tømreren der vil bygge huse ved at starte med taget og slutte med fundamentet og gartneren, der vil klemme sollyset ud af agurker for at genbruge det. På fjerde rejse kommer Gulliver til Houyhnhnmnes land, hvor rollerne blandt mennesker og heste er forbyttet. Hestene regerer og er de klogeste væsner, mens mennesker er barbariske og uciviliserede.

Gullivers Travels af Jonathan Swift er helt klart blandt verdenslitteraturens uforglemmelige giganter. Dette er muligvis ikke fordi den leder op til den store refleksion og perspektiv på livet eller som grundlag for personlig udvikling, men snarere fordi denne bog fra 1726 sætter dagsordenen for, hvor langt en forfatter under pseudonym kan strække virkeligheden, og hvor lidt man derfor skal stole på fiktionen som virkelighedsskildring, et ’wake-up call’ til et, af Robinson Crusoe, hypnotiseret Storbritannien.